lige siden den dag der var trist har jeg tænkt på at jeg gerne ville flyve en luftballon. dase i vinden. nyde hvordan alting l a n g s o m t glider forbi på jorden uden tanker om stress eller jag.
luftballonen reddede min dag for lang tid siden. den fjernede de triste tanker med dagdrømme. dagdrømme om at flyve. om at bevæge sig så langsom at det kun var de rare mennesker der så en når de beundrede skyer, mens de travlede løb forbi lige under med kurs mod næste 'vigtige' gesvinst.

hvis jeg kom op at flyve med sådan en stor venlig bobbel ville jeg tage te & kage med. kun te og kage.
og så ville jeg nyde stilheden i vindens susen.

jeg har ikke set nogen i lang tid nu. men jeg glæder mig til jeg en dag igen vil få muligheden for at vinke til en sådan stor rar ting igen.

et speilbilde i vannet
speiles i meg, vinker til meg
og uten egen vilje vinkes jeg tilbake

hav danser med himmel
månen forsvinner bak en sky
mørket åpner seg opp og slipper meg fri