Jeg melder meg med dette ut av deres organisasjon, LFTS, siden jeg er uenig politisk og ideologisk, og dessuten er lei av å gang på gang bli stempla som transperson. Jeg opplever det som at lederen, med resten av styret i ryggen, ønsker å definere meg som ikke tilhørende deres gruppe og dermed noe jeg ikke er.

Etter hva jeg leser på forum rundt omkring er det også flere av medlemmene som prøver å påstå at jeg ikke er mann. Det virker mest fornuftig på meg å slutte å ha noe å gjøre med mennesker som ikke respekterer meg, spesielt siden de som gjør det er så mange flere. Forøvrig har jeg ingenting imot transpersoner og skulle nesten ønske jeg var en så jeg slapp hele LFTS-GID-klinikken-mafiaen.

For ikke å bli bitter skal jeg nå tenke på transkjønna jeg kjenner som ikke er slik LFTS vil ha dem og ikke er enige med dem. Og de begynner å bli en del.

Disse to stedene er de to som i særdeleshet burde sette sin ære i å behandle folk med respekt. Det ene føler jeg meg ikke fri til å omtale ennå, men det andre er LFTS - Landsforeninga for transkjønnete som de kaller seg, enn så lenge. Helt fra første gang jeg tok kontakt med dem har jeg følt meg avfeid som noe annet enn jeg er. Selv om jeg i utgangspunktet var usikker på min identitet da jeg tok kontakt med dem første gang, har jeg siden gjentatte ganger påpekt at jeg har en mannlig identitet og vil omtales med tilhørende pronomen o.s.v.

I dag hadde denne parodiske klubben årsmøte. Jeg hadde på forhånd bestemt meg for at det ble mitt siste og forberedt å si nøyaktig hva jeg mente om måten organisasjonen drives på, dens politikk og forsøk på å stemple enkeltmennesker. Jeg har dem mistenkt for å selv ville bestemme hvem som er transkjønna, "menn eller kvinner som ønsker kjønnsbekreftende behandling på Rikshospitalet" eller hva det enn er som er den korrekte termen på målgruppa for øyeblikket...

Selv om jeg viser solidaritet med dem som har identitet som både menn og kvinner og dem som tilhører et tredje kjønn o.s.v. betyr ikke det nødvendigvis at jeg ikke anser meg selv som mann og vil bli behandlet som det. Jeg ville tro at det ikke er så vanskelig å forstå. I andre sammenhenger er det helt ok å vise solidaritet og kjempe for grupper man ikke selv tilhører. Men altså ikke i LFTS.

I dag forsøkte lederen Tone Maria Hansen atter en gang å framstille meg som transperson. I hennes definisjon er dette mennesker som ikke har noe krav på behandling fordi de ikke kan oppvise en kjønnsidentitet som mann eller kvinne. Hun har konsekvent forsøkt å putte meg i den båsen så lenge jeg har vært medlem i LFTS. Og nå er jeg grundig lei. Det er helt åpenbart et forsøk på å avskrive min kritikk av henne som leder og organisasjonen i sin helhet.

Man skulle tro at en slik forening, med så mange fine ord i arbeidsprogram og vedtekter om omsorg, mangfold, støtte o.s.v. skulle  holde seg for god til å  dyrke  ensretting på den måten de gjør. Jeg lar meg ikke mobbe. Til det er jeg ganske riktig for gammel og erfaren. Det Tone Maria og resten av styret har klart er å frata meg troen på organisasjonsliv som arbeidsform for å skape forandring til det bedre. For et organisasjonsmenneske som meg er det faktisk veldig trist å innse at de fleste organisasjoner gjør ting verre der de skulle gjøre det bedre. Jeg har sett på nært hold hvordan personkonflikter i LLH legger etter seg ødelagte nettverk, ødelagte vennskap og ensomme mennesker.

Jeg vet ikke hvor mange ganger jeg har fått høre av lederen i LFTS og hennes lojale tilhengere at GID-klinikken aldri ville eksistert uten dem. Slik som situasjonen er begge steder er jeg nå tilbøyelig til å mene at det hadde vært bedre. Jeg tror ikke alternativet til det nåværende tilbudet er manglende behandling. Det kan etter mitt syn bare bli bedre, ikke verre. Styret i LFTS ligger her 8 år etter utviklinga. Spørsmålet er ikke lenger hvordan vi kan opprettholde et behandlingstilbud, men hvordan vi kan forbedre det.

Og jeg har for lengst skrevet for mye om det andre stedet jeg har møtt fordommer.

Utenom disse to stedene har jeg bare opplevd genuin nysgjerrighet, toleranse og forsøk på å forstå. I likhet med lederen i LLH er jeg ikke så begeistra for ordet toleranse, men det er bedre enn hat og fordommer. Aller helst vil jeg bli respektert som meg selv; en litt annerledes, men like fullt mann. Og det kan jeg åpenbart ikke få i LFTS. Det var på høy til å melde meg ut og jeg føler at jeg fikk sagt i fra om hva jeg mener.

Highlights fra kampen...

Omsider ser det ud til, at foråret har erobret overtaget fra det våde og blæsende vinterlige vejr, vi har haft de seneste måneder..

Og det betyder jo, at man, som en ung knøs, skal ud og røre benene lidt... Så da en ivrig Bach ringede og hørte, om Kenneth og jeg ville med ud og spille lidt fo'boll, hoppede vi med på vognen...

Roar, Asbjørn, Jens, Carl, Petter og fem andre fodbold-entutiaster dukkede også frem til en fodboldsession i Superliga klasse!

Stedet var parken ved Kvickly (Som egentlig ikke har noget navn... Fra nu af Kvickly-parken!), hvor disse 13 gæve vikinger skulle folde sig ud i fuld flor!

Banen var forholdsvis mudret - hvilket er en mild underdrivelse - og der var placeret et træ i midtercirklen, hvilket der jo som regel er på en fodboldbane, mens buskadser omringede banen...

Træ midt på banen... Det må være Old Trafford, ikke?..

Vi startede ud med lidt let træning, hvor Kenneth ikke formåede at ramme et frit mål en eneste gang ud af 900 skud... Det vedkendte realisten Kenneth, og han valgte at agere målmand, da vi startede ud med den "alvorlige" del af fodbolden...

Første runde var "Sort" mod "Resten af farverne", hvilket betød, at jeg røg på det sorte hold, da jeg i dagens anledning havde valgt et chict mørkt løbesæt som påklædning...

Det startede ganske forfærdenligt for mit spil, og jeg valgte ikke at ramme en eneste af mine medspillere i de første tyve minutter samtidig med, at jeg viste teknik som en nyfødt elg....

Men heldigvis havde vi "Furuseth" og "Xabi Alonso" på vores hold (Fik ikke fat på deres rigtige navne...), og de var helt sikkert blandt de bedste teknikere på banen...

Asbjørn "Erik Boye" Vad stod på mål i samspil med Anders "Shinji Ono" Roar og moi, hvilket Asbjørn og Roar slap bedst fra... Generelt kørte mit spil overhovedet ikke i første runde eksemplificeret gennem mit uheldige målmandsspil og et indlæg, der ramte mig hårdt i kronjuvelerne, så jeg brændte på et frit mål...

A Kick In The Ball-Sack...

Efter første runde, som jeg rent faktisk tror vi vandt, blev det så til Humanistisk Informatik mod klatten, hvilket vil sige, at alle teknikerne kom på det modsatte hold...

"Okay, vi kan vist godt betegnes som underdogs", udtrykte Kenneth, og det var vi da utvivlsomt også... Men hvor vi manglede teknikken, havde vi fight og hjerte som var vi Herfølge Boldklub anno 2000...!

Vi fulgte egentlig også godt med i det første lange stykke tid, og især vores Man Of Match Anders Roar havde ufatteligt godt styr på alle modspillere... Han var som en sugemalle på en glasrude, når han markerede mostanderne, og det lykkedes ham næsten altid at prikke bolden fra de frustrerede teknikere...

I målet havde Kenneth "Pato" Kristensten styr på de fleste friløbere, når han modigt kastede sig ud i modstanderne med mudder og støvleknopper i ansigtet! Pato var generelt en trussel mod både sit eget hold og modstanderne kampen igennem!

På kanterne havde Rasmus "Koller" Bach og Asbjørn nogle gode runs fremad banen, og de kom for det meste til nogle velkvalificerede indlæg, som det lykkedes os andre at forpurre i de fleste tilfælde.... Koller var desuden dominerende i hovedspillet og havde nogle gode langskudsforsøg á la Suni Olsen, mens Erik Boye på den anden kant kæmpede sine ankler i laser med verdensklasse teknik og vendinger..

Roar i infight med en modstander

Jens "Hilbert" Thygesen udgjorde desuden en stor trussel i vores maskinrum, hvor hans lange ben utallige gange kom i vejen for farlige kontraangreb, hvorpå han driblede sig en smule uortodokst op igennem modstanderens skræmte forsvarslinje..

Jeg udgjorde den bagerste kæde for vores røde hold, og det vil jeg da mene, jeg gjorde solidt i forhold til første fo'boll kamp, hvor en seks-årig retarderet hermafrodit kunne have gjort mere gavn... Gang på gang blev jeg skudt ned af deres kæmpe centerforward, og gang på gang plaffede jeg lange og nogenlunde præcise bolde op mod vores tårnhøje angriber i form af Bach..

Det eneste mål for mit vedkommende var, da Bach med en excellente aflevering lagde den bag det blå holds forsvar, hvorefter jeg med en højre yderside udplacerede målmanden... En scoring efter fo'boll abc'en og et klassemål i alle spillets facetter...

Asbjørn måtte udgå med hele to skadede ankler, hvoraf den sidste lignede en forstuvning... Efter denne uforudsete skade, måtte hum-inf holdet være en mand i undertal resten af kampen., og hvilken kamp det blev..

Kampen foregik stadig i et hæsblæsende tempo, og vi må have løbet flere hundrede kilometer på det her tidspunkt!! Men vores solide og hårdhudede backkæde formåede i de fleste tilfælde at holde teknikerne fra scoring...

"Glimrende hovedspil Bach"

Pludselig kom vi endda foran, og vi kunne ane en lille sensation mod det stærke blå hold! Men en hurtig udligning gav os en mavepumper af dimensioner, og teknikerne kunne vende kampen til deres fordel med to ekstra scoringer...

Et sjovt øjeblik forekom, da en lille bulldog gerne ville have fat på bolden... Mest af alt lignede det et forstørret marsvin, og vi ventede alle på, at den ville hoppe op og bide sig fast i Petters strube, men den forblev stillesiddende, hvorefter den fortrak gennem buskadset..

Kampen lakkede mod enden, og vi var desværre nede med to mål, men da kampen blev fløjtet til ende, var det ikke seks tabere, der haltede fra banen...

Vi gik godt nok ind på banen som underdogs og potentielle tabere; Roar, Kenneth, Bach, Asbjørn, Jens og jeg.. 

Men det var seks heroiske og heltemodige mandfolk, der forlod den mudrede bane, og de seks vil gå over i Kvicklyparkens historie som "The Fighting Six"..

En legende var født, og den vil forblive indtil en ny fodboldkamp startes et sted i Danmark...

Das Zimmer direkte fra Kvicklyparken blandt skader og stemplinger...

Så siger vi tak for kampen drenge!