Och att diverse märkliga sidor länkar till min blogg. Vilket är tacksamt, men när det står "free porn" och sedan min bloggadress, måtte besökarna bli besvikna.

Har också fått höra att min blogg är "pretentiös". Haha, det GÅR inte skriva om konst och inkludera sitt eget skapande utan att bli lite pretto.  Så är det.
Ska i veckan försöka sälja av ett gäng tavlor är det tänkt. Att måla är dyrt, och det krävs penningar för att kunna få det att gå runt.

För övrigt följer jag USA-valet med lupp. Fråga mig egentligen inte varför detta intresse blommat upp, men jag gillar demokrater och är fascinerad av den politiska arenan där borta. En bra sida om du vill följa valet är realclearpolitics.com, där finns det mesta samlat. Videos, väljarundersökningar och artiklar.

Idag var det också linjeråd här på Sörängen, och jag propagerade då för en skolresa till Zornsamlingarna i Mora. Blir det inte av kommer jag styra kosan själv.

   Nu hvor jeg har været igennem alle andre emner for min blog (og lidt til: valg i U.S.A.), når jeg så til det der egentlig er hovedemnet for den: Muren (bemærk det stor M) eller som Pink Floyd valgte at kalde den, the Wall.

   Jeg er sikker på at De, ærværdige læser, lige siden de fandt frem til min blog har spekuleret over hvorfor den hedder som den hedder. De har måske læst det første indlæg eller Om The Wall, og dog har De kun fundet små indikationer om hvad jeg egentlig overhovedet mener med udtrykket Murer, udover at der tale om en ordleg med en egentlig mur hvor man kan hænge ting op (som f. eks. indlæg). Lad os begynde fra begyndelsen.

   Som man læse om det på siden Lidt om mig, er der to bøger der i særdeleshed har markeret mig, så er det George Orwells 1984, og Aldous Huxleys Fagre Nye Verden. Da jeg læste dem gik det op for mig hvor meget samfundet virkelig kan påvirke selve den måde hvorpå vi tænker. Hvor megen indflydelse gruppens meninger kan have på vores handlinger. Det skræmte mig, for at være ærlig. I 1984 havde det siddende regime oppisket en stemning i befolkningen der gjorde at ikke bare samfundet som helhed kontrollerede ethvert individs handlinger, men også at ethvert individ virkede som en art tankepoliti på sig selv. I Fagre Nye Verden, så man hvordan et samfund uden nogen egentlig politisk struktur, udover en teknokratisk ledelse, ved hjælp af materiel rigdom og euforiserende stoffer skabte den opfattelse i sig selv at alle var lykkelige. Dermed havde man i realiteten afskaffet hele skønheden ved den menneskelige eksistens, for ikke at nævne individets frihed. Det var blevet gjort umuligt at tænke den tanke at man var ulykkelig, ved hjælp af hjernevaskning.

   Der er naturligvis blevet draget paralleller imellem de to bøger da de to beskrive lignende samfund. Det er blevet sagt at "hvor 1984 beskriver mennesket ødelagt af vore værste rædsler, beskriver Fagre Nye Verden menneskets ruin efter vore højeste ønskers realitet". Personligt tror jeg også at den sidste både er mere skræmmende, og bedre beskriver det samfund vi lever i i dag, selvom der ganske vist ikke står helt så slet til. Og dog.

   Min overbevisning er at vi gradvist vil nærme os den fagre nye verden mere og mere, uden nogensinde at nå den. Som når man føjer nitaller efter et komma, man nærmer sig mere og mere det højere tal uden dog nogensinde at nå det. Muren er den størrelse inde i vore hoveder og i gruppens fælles bevidsthed, der siger at der bare er nogle ting man gør og andre ting man ikke gør, der siger at noget er normalt og at man helst ikke skal være for langt fra det. Muren afgrænser det område vi skal holde os indenfor.

   Nogle vil mene at Muren slet ikke er så dårlig en ting endda, den norm Muren lægger er jo fin nok. Til dels er det rigtigt, Muren har jo helt ret i at man ikke bare går hen og dræber nogen, for derefter at stjæle en tyver. Mit problem er for det første at det burde vi have vores fornuft og menneskets universelle sans for etik til at fortælle os dette (moral er særegen for en tid og en kultur, etik er universel og gældende for alle mennesker), for det andet lægger Muren en hel del ting oven i. I Danmark er det f. eks. set som en god ting at få har for meget og færre har for lidt. Undskyld at jeg tillader mig at bemærke det, men hvordan kan det være dårligt at have for meget? Kan man overhovedet have for meget? Jeg mener, hvis nu man har det godt med at være rig og har tjent sine penge ærligt, hvorfor skulle man så skamme sig? For det tredje og sidste, så er der det åbenlyse: Muren fratager os vores frihed. Har vi nu ikke lov til at tænke selv? Har vi ikke lov til at have vore egne meninger? Hvorfor skulle samfundet pådutte os nogle meninger som vi slet ikke har? Hvis nu man selv tænker sig frem til at det er skammeligt at være ufatteligt rig, jamen så fint nok. Men den ret fratager Muren os. Derfor er muren farlig og derfor skal alle dens afskygninger bekæmpes til det sidste.

   Nogle gange bliver jeg bare så trist til mode, når jeg kommer i tanke om at Muren måske slet ikke kan bekæmpes. Måske ligger den så dybt i os, implementeret fra den allertidligste barndom, bygget højere, stærkere og tættere under skolegangen, og taget i brug så ofte ude i den virkelige verden at det måske er fuldkommen umuligt at slippe af med den. Det er en tanke jeg finder trist, og da den alligevel ikke nytter noget, ynder jeg at tænke det modsatte.

   Måske kan vi lære at se bort fra alle de regler vore over-jeg'er har vedtaget uden at spørge os først. Måske kan vi lære helt at overhøre de små stemmer der hvisker i baghovedet om at det her, det gør man bare ikke. Det ville være dejligt hvis man kunne. Jeg prøver ihærdigt hver eneste dag og hvis jeg nogensinde oplever at det lykkes vil De, ærværdige læser, være den første der får det at vide.

Jag fick panikångest inatt att min gamla blogspot-blogg skulle försvinna. Det skulle vara så sorgligt. Jag skrev så otroligt mycket. Vi flyttade, Kaspian föddes, osv osv. Om den skulle försvinna (vilket den gör om man inte loggar in på ett tag) skulle jag döden dö. Därför satte jag mig och sparade allt i word, förlåt jag menar openoffice. Det tog sin lilla tid, men nu har jag sinnesro.

Tävling: Hur många A4:a text (+ lite bilder) är min blogg på blogspot från juli 2005 till januari 2007?

Nu er USA jo nærlæsningernes hjemland, så jeg forventer ikke, at forestillingen [om det litteraturhistoriske foretagende, hvor ambitionen er ligefrem proportional med afstanden til teksten] vil være særlig populær her. Problemet er bare, at nærlæsningen (i alle sine inkarnationer fra nykritik til dekonstruktion) nødvendigvis forudsætter en ekstremt snæver kanon. Selvom dette måske efterhånden har udviklet sig til en underforstået, usynlig præmis, er der ikke desto mindre tale om en benhård og helt uomgængelig forudsætning: Det giver kun mening at investere så meget i enkelttekster, hvis man er af den opfattelse, at det kun er ganske få tekster, der virkelig betyder noget. Omvendt, hvis man ønsker at overskride den litterære kanons grænser (og det gør verdenslitteraturen jo, alt andetville være absurd!), er nærlæsningen utilstrækkelig. Den er ikke designet til at overskride kanon, den er designet til det modsatte. I sidste ende er nærlæsning en teologisk øvelse - en meget højtidelig behandling af meget få tekster, der tages meget alvorligt - hvor det, der er behov for her, i virkeligheden snarere er en lille pagt med djævelen: Vi ved udmærket hvordan tekster skal læses, lad os nu lære, hvordan de ikke skal læses, nemlig på afstand - hvor afstand, lad mig understrege det igen, skal forstås som en betingelse for viden, fordi den gør det muigt at fokusere dels på størrelser, der er langt mindre end teksten (effekter, temaer, troper), dels på størrelser, der er langt større end teksten (genrer og systemer). Og skulle det ske, at teksten selv forsvinder mellem de meget små og meget stor størrelser, nå ja, så vil det være et af de tilfælde, hvor det vil være rimeligt at sige Less is more. Hvis man ønsker at forst systemet i dets helhed, må man acceptere, at noget går tabt. Teoretisk viden har altid sin pris: Virkeligheden er uendelig rig, hvorimod begreberne er abstrakte og, i den forstand, fattige. Det er imidlertid netop det, der gør det muligt at håndtere begreberne og dermed overhovedet vide noget, således at mindre faktisk er mere.

Udover den banale konklusion, at nærlæsningen kræver en ekstremt snæver kanon, hvilket jeg ikke selv havde tænkt, men nu ser er indlysende, så er afstanden et vidunderligt begreb i forhold til min egen praksis her på bloggen. For filosofien må således gælde, at ambitionen i forhold til f.eks. virkelighed og erkendelse er direkte proportional med afstanden til selvsamme.

Eksperimentet, der taber sit for-mål af syne er lige præcis den mulighed, vi har, for at åbne op over for de megetsm og store størrelser, som Moretti formulerer det. I denne sammenhæng vil det meget store sige systemet af viden inden for et givet felt, den matrice, der er blevet brugt til at frembringe en given topografi, men i mindst lige så høj grad det meget små i de retoriske strategier, der er på spil i en given tekst. Og her er jeg fuldstændig enig: for mister man i afstanden efterhånden teksten af syne, så er det et tab, der er til at leve med i forhold til de gevinster, der viser sig i det muliges lakuner i stoffet.

Der er, som jeg ser det, en alliance mellem Morettis afstand og f.eks. Deleuzes kritik af fortolkningsmaskinen.

   Efter dette svækkedes min interesse lidt igen, men jeg holdt mig dog stadig underrettet og fortsatte med at opbygge min viden ved at stille spørgsmål når der blev diskuteret politik ved bordet. Da jeg fik samfundsfag i skolen, lyttede jeg godt efter. I Frankrig lægges der ikke så meget op til debat i samfundsfagtimerne, der er mere tale om kold viden om systemet og blød propaganda, om at man som borger er nødt til at involvere sig i diskussionen.  Der har jeg lært det meste om hvad jeg ved om det franske institutionelle system.

   Det var ikke desto mindre først i efteråret 2006, da snakken om det kommende valg begyndte, at jeg virkelig gik i gang med at informere mig om fransk politik. Det var ikke uden grund. Det var nok ét af de mest spændene valg der har været under den V. Republik, som er navnet på den nuværende franske forfatning, fordi fronterne var så skarpt trukket op. PS havde stillet én kvinde op, Ségolène Royal, og UMP havde valgt Frankrigs nok mest kontroversielle politiker, Nicolas Sarkozy. Endvidere var begge kandidater temmelig unge. Enten så elskede man Nicolas Sarkozy, eller også var man ved at brække sig så snart han åbnede munden, enten så elskede man Ségolène Royal, eller også mente man at hun var snotdum.  Overalt i Frankrig begyndte der at blive diskuteret heftigt, selv på min skole, hvor eleverne ellers var meget uinteresserede i samfundsproblematik. Jeg var simpelthen nødt til at undersøge hvad der forgik, og da emnet oven i købet interesserede mig gevaldigt var det jo ikke noget problem.

I. Det Franske Institutionelle System

   I Frankrig har man desværre en fantasme om den stærke mand og derfor også en stor forkærlighed for personlig magt.  Præsidenten (le Président de la République Française) står i centrum af systemet og han har med de rette omstændigheder enorm magt, for ikke at sige al magt. Han udnævner premierministeren, og på forslag fra denne vælger han regeringsmedlemmerne. Han kan opløse Nationalforsamlingen (l'Assemblée Nationale), udskrive folkeafstemning om næsten et hvilket som helst lovforslag og kan som den eneste bede forfatningsrådet, hvor han udnævner en tredjedel af medlemmerne og selv har ret til at sidde efter ophørt mandat,  om at undersøge om en lov er forfatningsstridig. Det er også op til ham at indkalde nationalforsamlingen til ekstraordinære møder. Han er juridisk immun , kan benåde fanger og udnævner ét af de 9 medlemmer af det Højeste Retsråd. Han er øverste chef for de væbnede styrker, hvor han udnævner alt personel, ydermere er han ene herre over udenrigspolitikken. I en situation hvor flertallet i Nationalforsamlingen tilhører samme parti som præsidenten, har han reelt al magt, da han er naturlig leder af sit parti (selvom den faktiske leder er én anden, det er ham forbudt at være partiformand).  I Frankrig bliver præsidenten valgt ved et to-runde valg. I første runde kan alle der har samlet 500 underskrifter fra borgmestre eller andre folkevalgte stille op. Hvis ingen opnår over halvdelen af stemmerne organiseres der en anden runde hvor de to kandidater med flest stemmer dyster. Frankrigs nuværende præsident er gaullisten, Nicolas Sarkozy. Under den V. republik, har der været én socialistisk præsident, én liberal og fire konservative. Dette skyldes nok igen at de konservative har lettest ved at overbevise folk om at de er den stærke mand.

   Regeringen er præsidentens talerør til Nationalforsamlingen. Da han ikke selv har magt til at fremsætte lovforslag eller tale til Nationalforsamling er han nød til at have nogen der kan gøre det beskidte arbejde med at udarbejde lovforslag og forsvare dem overfor Nationalforsamlingen hvor det går hårdt for sig. Hver onsdag bliver der klappet, råbt, skreget og manet til ro fra præsidiet i Palais Bourbon. Regeringen er som bekendt udnævnt af præsidenten på premierministerens forslag. Med andre ord vælger premierministeren og præsidenten har vetoret. Det øverste trin på regeringsstigen er, udover premierministeren som vi kommer tilbage til, statsministrene (Ministres d'États). De har magt til at organisere interministerielle møder og i statsrådet (Conseil des Ministres) kan de udtale sig om emner der egentlig ikke hører til deres portefølje. Derefter kommer de normale ministre og deres delegerede ministre. Sidst i hierarkiet er Statssekretærerne, der er underordnet den minister de hører ind under. De delegerede ministre deltager altid i Statsrådet, medens statssekretærerne kun deltager når dagsordenen vedkommer dem. Ethvert dekret og i bund og grund alt hvad regeringen foretager sig skal først vedtages i statsrådet før der kan ske noget som helst andet.

   Premierministerens rolle afhænger af to faktorer: hvilken fløj der har flertallet i nationalforsamlingen og hvilken fløj præsidenten tilhører. Præsidenten kan selv udpege sin premierminister men han skal vælge nogen der kan samle et flertal bag sig i Nationalforsamlingen. Hvis præsidenten og forsamlingen har samme farve vil premierministeren reelt blot være præsidentens forlængede arm, og den nuværende præsident tager også æren for alting. Der hvor der opstår problemer er hvis præsidenten bliver nødt til at vælge en modstander som sin nærmeste samarbejdspartner. Så taler man om cohabitation eller samliv. I dette tilfælde vil han sædvanligvis vælge oppositionslederen. Men i dette tilfælde får premierministeren altså en helt anden rolle. Der vil nødvendigvis opstå gnidninger imellem de to personer, og regeringen vil over tid ikke kunne holde sammen da præsidenten vil ødelægge regeringens arbejde og omvendt. Franskmændene har meget dårlige erfaringer med dette så de er begyndt at give forsamlingen et flertal præsidenten kan bruge.

   Frankrigs parlament er navnet man giver de to lovgivende kamre, Nationalforsamlingen og Senatet (le Sénat), hvis man omtaler dem som en helhed. Det hænder at de mødes sammen i Versailles, så tales der om en Kongres. For at en lov bliver vedtaget skal den gå igennem i begge kamre. I tilfælde af vedvarende uenighed skabes der en såkaldt blandet ligeværdig kommission (Comission Mixte Paritaire), der består af seks udvalgte medlemmer fra begge forsamlinger og som træffer den endelige beslutning.

   Nationalforsamlingen samles hver onsdag i Palais Bourbon. Det er det vigtigste kammer. Det er reelt den der tager sig af parlamentets kontakt med regeringen, og den der tager sig af alle forfatningsmæssige forpligtelser parlamentet har overfor regeringen. F. eks. er det kun flertallet i Nationalforsamlingen der influerer på regeringens farve. De deputerede (Députés)  som medlemmerne bliver kaldt, er valgt for fem år, med en metode som vi afskaffede i Danmark for næsten 100 år siden og som har fremkaldt enorm debat i Frankrig den sidste tid. Frankrig er delt op i omtrent 350 valgkredse, og i hver kreds holdes der et lille ét-navns valg på to ture. Modellen er næsten den samme som ved præsidentvalget. Resultatet er også det samme; på samme måde som præsidenten kun repræsentere lidt mere end 50% af vælgerne, er der i hver kreds lidt under halvdelen af vælgere der aldrig bliver hørt. Altså er det kun rundt regnet 54% af de franske vælgere der har en repræsentant i forsamlingen. Til sammenligning er omtrent 99% af de danske vælgere repræsenteret i Folketinget, fordi vi bruger det proportionelle valgsystem. Hos os får partierne mandater efter hvor mange stemmer de har fået, i Frankrig bliver mandaterne fordelt efter hvor mange valgkredse man har erobret. Dette har som resultat at de små partier har meget svært ved at komme ind, fordi deres vælgere ligesom alle andres, er spredt udover hele territoriet. Så selvom der er 12 % tilslutning til FN's politik på landsplan, så er der også kun omtrent det samme i hvert valgdistrikt. Derfor har de ingen deputerede. Nu støtter jeg ikke Front Nationals politik, men jeg synes at det principielt er forkert.

   Senatet mødes hver tirsdag, onsdag og torsdag i Palais du Luxembourg. Det er et rent lovgivende kammer, og selvom det egentlig har mere prestige at være senator, så bliver der talt langt mindre om senatet end om forsamlingen. Senatet skal vedtage alle lovforslag før de kan virkelighed. Udover dette har senatet kun to roller: stemme om forfatningsændringer, enten selvstændigt eller ved kongres, og Senatets præsident sørger for de eventuelle interregnummer der kan opstå, dog med visse begrænsninger. Han kan ikke udskrive en folkeafstemning, ej heller opløse nationalforsamlingen eller prøve at ændre forfatningen. Senatorerne er valgt for seks år. Hvert tredje år står halvdelen af senatets sæder til valg, ligeledes på en stærk betænkelig måde. Kommunalrådsmedlemmer, generelrådsmedlemmer, regionalrådsmedlemmer, og de deputerede  udgør et valgkollegium der så vælger senatorerne. Bare det faktum at der er tale om indirekte valg er utiltalende, men eftersom der ikke er taget højde for at nogle kommuner, departementer og regioner indeholder flere indbyggere end andre, så er landdistrikterne stærkt overrepræsenterede i valgkollegiet. Ude på landet er man ofte konservativt stemte, og det er grunden til at der ikke har været et venstrefløjssenat i de snart 50 år den V. Republik har varet. Det er faktisk umuligt at dette kan ske.

II. Det Franske Politiske Spektrum

   Det er faktisk i Frankrig at de politiske begreber om venstre og højre blev født. Lige efter revolutionen delte den forfattende forsamling sig op efter hvem der støttede den kongelige magt og hvem der var imod den. De sidste placerede sig til venstre i salen. Disse begreber har derefter spredt sig til resten af verden.

   Jeg vil begynde min beskrivelse ude på den yderste venstrefløj.

   Det traditionelle ekstreme venstrefløjsparti er Parti Communiste Français (PCF), som i øjeblikket har lidt over ti mandater i forsamlingen og 22 senatorer. Dengang Sovjetunionen stadig fandtes var PCF det moskvatro parti (det ændrede dog standpunkt i 1976). De står for en meget hård venstrefløjslinje, benhård opposition imod den nuværende regering og de holder sig bestemt ikke sprogmæssigt tilbage. De var blandt de første kommunister i Europa der kom i regering i meget lang tid, da Premierminister Lionel Jospin foreslog (da der var tale om en samlivsregering, var der reelt tale om at han valgte) nogle kommunister til sin regering. PCF har nu i mange, mange år haft tilbagegang, ligesom de fleste andre partier på den yderste venstrefløj. I nyere tid  er de blevet udfordret af postbuddet Olivier Besancenot fra et nyere parti, Kommunistisk Revolutionær Liga (LCR). Hans bekymrende ambition er at samle alle de kommunistiske småpartier om sig i et Nyt Antikapitalistisk Parti (NPA). Han har ingen ambitioner om at komme i regering, han er old school revolutionær kommunist. Han er ung, han er åbenmundet og der hænger ikke en dunst af salonsocialisme om ham, derfor er han populær.

   Det største franske venstrefløjsparti, og dermed lederpartiet i oppositionen er Socialistpartiet (PS). Det er et parti i stor krise i øjeblikket og holder derfor lav profil. De har to store problemer. I de 50 den V. Republik har varet, har kun én præsident været socialist. De har tabt tre præsidentvalg i træk og har ikke haft regeringsmagten i 6½ år. Med andre: befolkningen stoler ikke på deres evne til at styre landet på nationalt plan. På alle andre niveauer har socialisterne magten. Deres andet problem er at der delvist hænger en traditionel socialistisk dunst om den. Det kan mærkes at de aldrig har føjet -demokratisk til deres navn. Dette er ikke problemets essens. Kernen er at partiet i snart 7 år har prøvet at omstille sig, men at den ledelse der har prøvet at reformere partiet også er den ledelse der for nylig har tabt et præsidentvalg og et forsamlingsvalg. Det har fået alle de dissidentstemmer der tiede og samledes før valgene til at begynde at råbe op igen. Partiet holder kongres i november hvor formandsposten er på valg, og sandsynligvis vil det betyde at man også allerede nu skal til at vælge præsidentkandidaten til 2012. Det vil blive dækket i et senere indlæg.

   Ligesom i Danmark, havde man i Frankrig et stort og stærkt radikalt parti for mange år siden. Desværre er det forsvundet i Frankrig da det er splittet op på midten. Den højre fløj af partiet er blevet til Frankrigs midterliberale, men har også stiftet et eget parti, man dog aldrig hører om. Den venstre fløj, der også har et eget parti, støtter nu PS i nært sagt alle sager.

   Selvom de er yderst sjældne findes der stadig monarkister i Frankrig. De er samlede i forskellig grupperinger. Én af dem, Alliance Royale, har som ambition at samle alle monarkister i ét parti. Deres program er faktisk yderst interessant læsning. De har, som Ny Alliance, afskaffelsen af blokpolitikken iblandt deres mål, og definerer sig som et midterparti. De står stadig stærkest i den region der forsvarede kongen under revolutionen, Sydvestfrankrig, la Vendée. Der opnår de det største tal efter det rungende 0 komma.

   Sidste midterparti er centristerne, Mouvement Démocrate (MoDem).  Det er resultatet af splittelsen af det gamle liberale parti Fransk Demokratisk Union, UDF. Da deres meget populære kandidat, François Bayrou, ikke kom videre til anden runde i præsidentvalget, besluttede han sig for ikke at tage parti. En fløj i partiet besluttede at han skulle have støttet Nicolas Sarkozy, og brød med ham. De skabte et nyt liberalt parti, Nyt Centrum (NC). De andre byggede videre på den ultracentristiske linje og den kamp mod blokpolitikken Bayrou havde bygget op.

   På den franske højrefløj har man ikke nogen tradition for faste partier. Det nuværende gaullistiske parti, UMP, er kun 6 år gammelt. Det har i mange år stået for en særdeles konservativ linje. Alle de institutionelle mangler jeg har remset op er blevet skabt af gaullister, og Nicolas Sarkozys planlagte forfatningsreform vil ikke ændre noget grundlæggende ved det. Så snart han blev valgt gav han skattelettelse for mange milliarder i en tid hvor statens gæld er astronomisk. I det hele taget synes man at kunne genkende et mønster i det meste af hvad han foretager sig: det gavner de rige. Han er også meget national. Han går ind for nationalsang om morgenen i skolen og indvandrerne ud. Efter han blev valgt blev han da også meget hurtigt særdeles upopulær. Han har ikke den lidt forfinede stil mange franskmænd alligevel forventer af deres leder. Han er ikke kultiveret, han er en kulturel bulldozer. Endvidere monopoliserer han mediescenen. Han tager æren for alle sine ministres gerninger, og premierministeren lider nærmest under at han nærmest ingen rolle har. Han virker for nyrig og for jetsetagtig, selv for sit eget parti, der for nylig skabte furore ved at stemme imod et af regeringens lovforslag. Men meget kan man sige om ham og hans meninger, men han gør hvad han lovede under sin kampagne. Han gør bare lidt til. Han vil F. eks. afskaffe reklame i offentligt fjernsyn. På samme tid tillod han også lige sine rige venner på de private kanaler at have mere reklame. Det sidste havde han ikke sagt noget om.

   Den yderste højrefløj i Frankrig er helt anderledes end DF. Der er ikke tale om en nu-kan-vi-løse-det-over-en-kop-kaffe-nationalisme. Der går rygte om at nogle af FN's toppolitikere har fortid i Frankrigs fascistiske politiske politi under Anden Verdenskrig, militsen. De er hardcore. De har ingen social vinkel. Udover deres stærke men snæversynede fædrelandskærlighed er de nærmest anarkister. Alligevel kan jeg langt bedre relatere til dem end til DF. Dansk Folkeparti er kvalmende sødt. De er så vi-hader-jer-men-lad-os-nu-være-gode-venner-agtige. FN er i det mindste ærlig. Ydermere virker Jean-Marie le Pen, partiets leder, som en yderst charmerende og karismatisk person og han har store talergaver. Som én af de sidste mennesker i Frankrig bruger han stadig tiden konjunktiv imperfektum når han taler. Så kan man mene hvad man vil om hans meninger, men et interessant menneske det er han. Nu virker det selvfølgelig som om jeg er vild med FN. Det er jeg ikke. Jeg synes bare lederen har karisma. Deres politik er jeg rasende over, jeg er i det mindste ikke kvalm. Men FN er også kommet i problemer den sidste tid. Frankrigs nuværende præsident har stjålet mange af deres vælgere, og deres leder er ved at blive meget gammel.

   Nu, hvor De har læst alt dette, ærværdige læser, sidder de måske og spørger dem selv: "Hvorfor fortæller han alt det her?" Dybest set kan de jo være ligeglad med alt det her. Men udover det gode ved viden i sig selv, er målet med dette indlæg at De, læseren, skal være velinformeret om hvad jeg skriver, den dag jeg skriver om fransk politisk aktualitet, hvilket jeg snart vil. Vær forberedt!

   Hvorfor befinder De dem på denne blog?

a. De kommer regelmæssigt?

b. De har lige fundet den og har tænkt Dem at komme tilbage?

c. De har lige fundet den og har ikke tænkt Dem at komme tilbage?

d. De har set den et par gange og overvejer stadig om De vil læse den regelmæssigt?

e. Ved ikke?

f. Andet (hvad kan præciseres)?

   I alle undtagen 1 tilfælde skal der kun efterlades ét bogstav i kommentarfeltet. Det ville hjælpe mig en del om De kunne svare. På forhånd tak.

   Nu er verden desværre (eller heldigvis) ikke perfekt og alle mennesker er langt fra fejlfri borgere. I Europa sker en lignende proces dog inde i hovedet på mange vælgere før de går ind i stemmeboksen. Andelen er langt mindre i U.S.A. Dette skyldes ikke at Amerikanere er dummere mennesker end vi eller at de ikke er i stand til at tænke i de baner. Det skyldes at andelen af borgere der er dannede til at foretage en sådan proces er langt lavere i U.S.A. fordi det amerikanske uddannelsessystem og mediespektrum simpelthen ikke lægger op til det. Jeg mener, nogle amerikanere kan ikke placere andre lande end deres eget (og endda) på et verdenskort, så der må vel være et eller andet problem. Der findes selvfølgelig et segment af de uddannede borgere der rent faktisk tænker sig om, det er mest på venstrefløjen, men størstedelen tager sig af nogle andre faktorer. De spørgsmål de stiller sig selv er: svarer han til mit lederbillede (alias: har vi samme værdier?)? Og er han karismatisk? Vil hans valg gavne mig? Og hvem får sparket røv i medierne lige nu? Det er trist men sådan er verden nu engang indrettet. De facetter jeg remsede op i indlægget Enden på Begyndelsen er dem der bliver lyttet til for at svare på disse spørgsmål. De kan ikke bruges til andet end at vurdere en kandidat overfladisk og kan slet ikke besvare de rigtige spørgsmål, de vigtige spørgsmål.

   Jeg har fået lidt dårlig samvittighed over at have fokuseret så meget på disse facetter i det første indlæg, og derfor vil jeg fremover tilstræbe at kaste lys over Barack Obamas og John McCains meninger og evner. Dette vil ske i de fire næste indlæg om valget i U.S.A.

   Sidst men ikke mindst, så undskylder jeg dybt, ærværdige læser, for den lille forsinkelse.