Och oavsett hur det blir med en litteraturkanon för svenska skolor - det har varit bra med diskussionen om den.

Men nu har jag en gång idén om glädjen i ett gemensamt kulturarv/.../livet blir roligare för sonen (och mig) om han har ett hum om vad uttryck som "änkans sista skärv" syftar på. Lite bibelkunskap har ingen dött av.

Varifrån kommer citaten ovan? Är det någon ärkekonservativ, smygrasistisk stofil som uttalat sej i något nätforum för sd-sympatisörer? Eller kommer de från ett inlägg på Falkblick, I mitt Sverige eller någon annan öppet nationalistisk, invandringskritisk blogg? Nej det är - hör och häpna! - den (i allmänhet) vänsterinriktade, feministiska skribenten Nina Lekander som utan att vara ironisk skriver dessa rader i en artikel på Expressens kultursida. Hennes text handlar om hur man ska ge barn och ungdomar en litterär och kulturell bildning, och om hur hon själv försökt ge sin son detta.

Det Lekander säger om vårt litteratur- och kulturarv är egentligen självklarheter. Men nu lever vi ju i ett Sverige där skolan sedan decennier präglas av socialdemokratiskt kultur- och bildningsförakt. Vi råkar dessutom leva i ett Sverige där mångkulturidealet upphöjts till statsreligion, och där alla försök att slå vakt om det svenska kulturarvet därmed kan tolkas som uttryck för "etnocentrism" eller "kulturrasism". I detta klimat kan Nina Lekanders egentligen helt okontroversiella åsikter bli kultur- och utbildningspolitiskt sprängstoff.

Det handlar egentligen om två alldeles självklara faktum som i vilket annat land som helst hade varit fullkomligt okontroversiella att framföra:

1. Barn och ungdomar bör i skolan få grundläggande kunskaper om vårt litteratur- och kulturarv. Genom dessa kunskaper skapas en fördjupad förståelse av vårt samhälle, vår kultur och vår historia. Dessutom skapas gemensamma kulturella och värdemässiga referensramar.

2. Sverige har sedan åtskilliga sekler tillhört den kristna, västeuropeiska kultursfären. Det är från kulturnationer som Tyskland, Frankrike, England och Italien vi fått våra huvudsakliga kulturella influenser. Därför bör man i skolans litteratur- och kulturhistoriska undervisning fokusera på det västerländska kulturarvet. Sett ur detta perspektiv är Bibeln, Dante, Shakespeare och Strindberg viktigare än Koranen eller Omar Khayyam.

Ovanstående två påståenden borde som sagt betraktas som självklara och okontroversiella. Men i svensk samhällsdebatt gör politisk korrekthet, en lång tradition av nedvärdering av humanistisk bildning, samt en patologisk skräck för att framstå som konservativ i skolfrågor att dessa påståenden blir kontroversiella och provocerande.

Men när till och med en politiskt korrekt, vänsterinriktad, feministisk debattör som Nina Lekander i en av landets största tidningar vågar erkänna att hon vill skola in sin son i en klassisk europeisk kultur- och bildningstradition... ja, då är kanske ett paradigmskifte på gång. Kanske kan vi äntligen börja slå vakt om vårt kulturarv, utan att riskera att stämplas som stockkonservativa, reaktionära, etnocentriska kulturrasister.

Sankt Hans er en skøn tradition ... også selvom det er koldt, bålet består af Europa-paller overhældt med benzin og den til lejligheden hyrede guitarist kun kan teksten til det første vers af midsommervisen.

Midsommer er alligevel noget specielt ... alene ordet har en smag og duft af hyldeblomster og det er én af dagene, hvor den lokale etniske købmand stiller sit lille bordflag frem på disken. "Det er jo en festdag" siger han. Det siger alle båltalerne også, og det er svært ikke atter i år at ærge sig lidt, når man hører talernes historiske indhold.

Det med heksebål var noget der foregik i middelalderen. Det var navnligt kloge koner der blev brændt, ikke mindst fordi de havde en hemmelig kvindeviden om bla. jordemoderkunst og prævention. Og det var jo mange millioner, der på denne måde blev flammernes bytte...  Tidligere år har jeg også lagt øre til, at den sidste heks var Maren Spliid, eller at den sidste heks blev dømt i 1699 (...det er måske Besættelsen i Thisted, der spøger? Men dér blev jo netop ikke brændt nogen hekse, tværtimod)

Forestillingerne er meget sejlivede, og det er ikke mindst urimeligt overfor middelalderen, at denne på mange måder udmærkede tidsalder ideligt skal trækkes med heksebrænderrygtet. Der er udgivet mange gode værker om troen på hekse, fx Gustav Henningsens "Heksenes Advokat" og Jens Chr. V. Johansens "Da Djævelen var ude...". Den norske hekseforsker Rune Hagen har en udmærket hjemmeside med oversigt over konferencer, publikationer m.m.  Så der er egentlig masser af steder, hvor man kan læse om hekse og få et indtryk af heksetroens sociale grundlag. Det er måske ikke helt så spektakulært, men til gengæld lærerigt.

Det er på tide at vi besøker våre venner samene igjen. Dog ikke for å fortelle om hvor heite visse i Gaup-slekta er. Men fordi vi lever i en verden som renner over av kulinariske eksperimenter. Ved visse anledninger kan det utarte seg som ekstremsport å besøke en "catered event". Men namnam-mat fra diverse havner i Asia og Midt-Østen har blitt nærmest hverdagskost å regne. Mødre forer barna sine med couscous. Jeg har begynt å woke! Det sier sitt.

Men når man står der, opp til knærne i eggnudler, østerssaus og hommous, kan man jo begynne å lure litt. Hvor er kulturarven? På Kaffistova har de kanskje kjøttkaker med ertestuing, og tilogmed stuet kål når det er i sesong. Og på Schrøder kan du spise ubegrenset med lutefisk i førjulstiden. Men hvor er SAMENE? Hvor er urbefolkningen? Og hvor er samisk cuisine?

Hvor er sametapasen jeg bevitnet etter premieren av Kautokeino-opprøret? Hva skjer med multesorbet, liksom?
Kanskje jeg ikke kjenner noen samer, og kanskje jeg higer desperat etter dem på samme måte som enkelte single heterofile kvinner higer etter å få seg en homovenn. Men om du, som meg, gjerne skulle sett en tøffere, mere rockekokkete tilnærming til matlagning fra samene, må vi trolig ta saken i egne hender. Om ikke kapitalismen vil presse samisk mat inn i heimen, er det kanskje mulig å presse samisk mat inn i kapitalismens hovedseter hjemmefra?

Her er en grunnoppskrift:

Gumpposat

3 dl blod
50 g fett
2 ts salt
½ ts pepper
50 g hvetemel
50 g havregryn
200 g grov sammalthvete

Bland sammen, og la deigen stå. Kok buljong. Slipp gumppos med spiseskje i varm buljong og la det koke i ca. 30 min, eller til dem er kokt ferdig.

Og siden vi er inne i det humøret, her har du den på samisk også:

Gumpposat

3 dl varra
50 g buoidi
2 tb sálttit
½ tb bihpporat
50 g nisojáffut
50 g hávvarrievnnit
200 g groavvajáffut

Fiero dáiggi, ja divtte dan orustastit. Vuošša liema. Luoitte gumposiid basttiin báhkka lipmii, ja duolddat daid su. 30 min, dahje dassái go leat cada giksan.

Jeg gjetter at reinsdyrtarmer blir brukt som pølseskinn til blodpølsene, men jeg skal ikke si det for sikkert. Er det rein i Nordmarka?

Oppskriften er hentet fra NDLA.

Forfatteren Guy Billout Nicholas Carr tar utgangspunkt i sin egen og bekjentes endringer i den subjektive opplevelsen av det å lese. De innrømmer at det blir vanskeligere og vanskeligere å sette seg ned for å fordype seg i en lang tekst. Der de tidligere ikke hadde problemer med å tilbringe timer i den verden som de konstruerte i sine hoder når de satt og leste en tekst, blir de nå rastløse etter et par-tre sider. Selv bloggposter på mer enn tre avsnitt kan være vanskelige å komme gjennom uten å ta en liten avstikker via linker hit og dit. En lege som intervjues i artikkelen omtaler sin egen tankeprosess som mer stakkato enn før, og sier at han i dag ikke ville vært i stand til å sette seg ned for å lese Krig og Fred.

En studie som omtales og som handler om hvordan brukere av et forskningsbibliotek forholdt seg til det digitale materialet de fant, sier at det ikke egentlig var lesning så mye som "power-browsing" som fant sted: man skumleser "horisontalt" for å finne akkurat de informasjonsbitene man vil ha istedet for å fordype seg "vertikalt." Psykologen Maryanne Wolf beskriver den typen lesning som følger av utstrakt bruk av nettet som motivert av "efficiency" og "immediacy"; vi vil finne ting fort og effektivt akkurat når vi trenger det.

Det fins kanskje ikke nok empiri til å fastslå at nye måter å jobbe med informasjon på påvirker hjernens virkemåte. Men artikkelen påpeker det som er den nye konsensusen blant forskere: hjernen er ikke "ferdig utviklet" på et bestemt stadium, den kan tvertimot formes gjennom hele livet. Og at den kan formes gjennom de redskapene vi brukes for å hjelpe tanken, har vært en ide siden Platon advarte mot farene ved å bruke skriftlige nedtegnelser istedet for den muntlige dialogen. Artikkelen nevner også et interessant eksempel fra litt nyere tid, nemlig hvordan Nietzsches tenkning ble påvirket av skrivemaskinen. Da han var i ferd med å miste synet, lærte han seg å skrive med touch-metoden slik at han kunne sitte med lukkede øyne og bare hamre ordene ut på papiret. De som kjente ham, mente ifølge Nietzsche-eksperten Friedrich Kittler at tekstene endret karakter fra argumenter til aforismer, fra retorikk til telegramstil.

Så hvordan påvirker Internet vår tenkning? En metafor Billout bruker, er at nettet i sin allminnelighet og Googles søkealgoritmer i særdeleshet er vår tids svar på Fredric Winslow Taylors scientific management for industrisamfunnet: stoppeklokkene som målte arbeidsoperasjonene langs samlebåndet videreføres av Google-sjefen Eriks Schmidts ønske om å skape en søkemotor som er like smart som - eller smartere - enn mennesket. Drømmen er kunstig intelligens - der skillet mellom menneske og robot blir mer og mer utvisket. Vi får øyeblikkelig tilgang til all verdens informasjon.

Men informasjon er ikke det samme som kunnskap. Forfatteren Richard Foreman har en flott beskrivelse av hva vi står i fare for å miste:

I come from a tradition of Western culture, in which the ideal (my ideal) was the complex, dense and “cathedral-like” structure of the highly educated and articulate personality—a man or woman who carried inside themselves a personally constructed and unique version of the entire heritage of the West. [But now] I see within us all (myself included) the replacement of complex inner density with a new kind of self—evolving under the pressure of information overload and the technology of the “instantly available.”

Dette er det artikkelforfatteren omtaler som det nye "pannekakemennesket" - vidt i utstrekningen av hva vi kan innhente informasjon om, men pannekaketynne i vår indre, egenkonstruerte forståelse av kulturarven.

Billout Carr er fullstendig klar over at han kan tas til inntekt for maskinknusere som har et langt mer negativt syn på teknologi enn han selv har - han oppfordrer til å være skeptiske til hans skepsis ... Men dette er tanker som kan være relevante for å forstå elevene våre og deres forhold til tekster.

Det er også noe som fikk meg til å tenke på mitt eget forhold til lesning. Etter at jeg var ferdig med artikkelen gikk jeg rett på Amazon for å bestille bøker til sommeren. Tykke bøker.

En skribent, Kvällspostens Nils Forsberg, har dock skrivit en text som i sammanhanget blir något av en paradox. I sin "fotbollstext" ställer han sej nämligen frågande till varför kulturskribenter visar sådan entusiasm för att skriva om fotboll, och undrar varför kulturmän hellre talar om Hagi än Hölderlin.

Forsberg ger tre tänkbara förslag till varför delar av kulturskribentkåren hyser denna (i allmänhet obesvarade) kärlek till fotbollsvärlden. Han menar att fotbollen kanske representerar ett slags arketypisk manlighet som ger social status, eller enklare uttryckt: fotbollskillarna blir mer populära bland tjejerna än kulturkillarna. Han tänker sej att kulturvärlden möjligen lider brist på bra historier - till exempel framgångssagor av typen "pojken från slummen som genom sin fantastiska fotbollstalang blir mångmiljonär" - medan fotbollen innehåller massor av sådana dramatiska och fantasieggande berättelser. Och han föreslår att kulturknuttarnas fokusering vid intellektuell analys eventuellt skulle ha gjort att de inte längre är kapabla att engagera sej känslomässigt i kulturella uttryck. Underförstått menar han förmodligen att fotbollen skulle erbjuda en möjlighet till känslomässigt engagemang utan intellektualisering och analys.

Två av Forsbergs förslag till förklaringar, det första och det sista, ter sej i viss mån rimliga. I synnerhet är jag benägen att tro att det ligger ett mått av sanning i tanken att fotbollen skulle representera en arketypisk maskulinitet som ger social status. Detta går ju i linje med det fenomen som inom sociolingvistiken brukar beskriva som "förtäckt prestige", d v s att välutbildade män ibland tenderar att använda ett grovhugget, "arbetarklassmässigt" språk med mycket slang och svordomar, eftersom detta språkbruk antas uppfattas som mera "tufft" och maskulint.

Tanken att kulturvärlden skulle lida brist på bra historier låter emellertid i mina öron alldeles absurd. Om det är något litteraturen och kulturhistorien är full av, så är det väl just bra historier. Inom dessa områden ägnar man sej ju till stor del just åt att studera och tolka historier, berättelser och myter. I vissa fall är det fråga om historier som tolkats och omtolkats under sekler eller till och med årtusenden, och en del av dessa historier ligger till grund för hela vår civilisation och vårt sätt att uppfatta världen. Så vad gäller bra historier får man nog säga att kulturvärlden har ett visst övertag gentemot fotbollsvärlden.

Forsberg missar dock de, enligt min mening, viktigaste skälen till varför kulturskribenterna är så kåta på att skriva om fotboll. Det handlar, menar jag, om en förment folklighet; om att positionera sej som någon som kan tala till de breda folklagren och nå utanför kulturkoftornas dammiga akademikervärld. Och varför är det då så viktigt att vara folklig? Varför vill människor som ägnat åtskilliga år åt att inhämta avancerade kunskaper om vårt kulturarv och vår historia så förtvivlat gärna framstå som om de brinner för något så folkligt och ointellektuellt som fotboll?

Jo, därför att de innerst inne vet att de kulturanalyser de vanligen ägnar sej åt i allt högre grad förlorat sitt värde. Bakom alla floskler om hur "viktigt" det är med kultur och kulturell bildning är förstås kulturvetarna väl medvetna om hur lågt i kurs deras kunnande står i dagens Sverige. Kulturlivet och kulturdebatten har i vårt ekonomistiska, kultur- och bildningsfientliga samhällsklimat reducerats till att vara intellektuell lekstuga för en liten klick medelklassakademiker.

Tidigare fungerade åtminstone kulturell bildning i någon mån som klassmarkör inom överklassen och delar av den övre medelklassen. För att bli socialt accepterad i de finare salongerna förutsattes man ha vissa grundläggande kunskaper om vårt kulturarv. Men numera - i en tid då högt uppsatta politiker och företagsledare närmast koketterar med sin brist på kulturell och humanistisk bildning medan deras avkommor markerar sin klasstillhörighet genom att beställa in helrör på innekrogarna kring Stureplan - har även denna funktion gått förlorad.

Allt detta vet givetvis kulturjournalisterna. Dessutom vill de förstås, precis som alla andra skribenter, bli lästa. Och om en text om Hölderlin (hur många genomsnittliga kvällstidningsläsare känner ens till namnet?) lockar 500 läsare medan en text om Henke eller Zlatan lockar 50 000... ja, då är valet enkelt.

Däri ligger, är jag rädd, den huvudsakliga förklaringen till fotbollens intåg på kultursidorna.

Mit eget oplæg handlede om kulturarv i Second Life, et emne som optager mig en del. Bl.a. fordi jeg ser et stort potentiale for læring om kulturarv i 3D-nettet. Mine slides findes på slideshare, men ligger også her:

[slideshare id=435586&doc=kulturarvisl-1212087432368028-9&w=425]

Second Life og andre communities er spændende, bl.a. fordi det kræver, at vi bl.a. ser på et af de mest grundlæggende begreber - autencitet - med nye øjne. På kulturarvsinstitutionerne er vi vant til, at autencitet primært "sidder i" de genstande vi har. Autencitet betyder, at det er the real deal: Det er de ægte genstande med århundreder på bagen, der udstilles på museerbe og det gør museumsoplevelsen til noget særligt. For arkiver og biblioteker stiller det sig måske en smule anderledes – dette materiale ”taber” ikke ”værdi” på samme måde gennem virtuel gengivelse. Her er det afkodningen af indholdet, forståelsen og kontekstualiseringen af det, som er kerneindholdet i brugen. Men det giver nu nok ikke meget menig at digitalisere hverken bøger eller arkivalier med henblik på brug i virtuelle verdener.

Men er der autencitet i en 3D-verden? Personligt mener jeg at autencitetsbegrebet kan benyttes i forhold til de relationer, man indgår i. Bag hvert avatar er der et menneske, med synspunkter, holdninger og interesser. Også i forhold til kulturarv. Set på denne måde bliver 3D-verdener en udviddelse af de rum, hvor vi kan mødes i dialog om og oplevelse af kulturarv på en ny måde.

Sök i ABM Blekinge >>
Läs mer om projektet >>
Läs artikel i Sydöstran från pressvisningen >>

/Maria Lundqvist

Første indtryk: Deutsches Museum er uden tvivl i besiddelse af en enestående samling af maskiner og det er herligt at se et museum, der som hovedregel bruger læselinjer i teksterne. Sal efter sal - til tider med et nærmest kirkeligt præg - af store maskiner, som alle sammen kan ét eller andet. Og altsammen meget systematisk indrettet, keramik, glas, metal, minedrift, digitalt, flyvning, skibsfart etc.

Andet indtryk: Zoo formidler også historie. For her færdes Heck-uroksen, Tarpan´en og Przwalski-hesten lyslevende. De går og står, kradser sig, nusser hinanden med mulen. Man kan høre dem og - ikke mindst - fornemme deres lugt. Hvorvidt man skal og bør "genskabe" dyreracer, som ikke længere findes naturligt, er en lang og omfattende diskussion, men ud fra et rent formidlingsaspekt har dyrene som en slags "levende historie" et potentiale ud over det sædvanlige.

Tredje indtryk: Münchens filmby, som er Europas største. Man kan fortælle om film og filmproduktion gennem genstande, fotos og tekster. Men i Bavaria Filmstadt er den væsantligste del af formidlingen at gøre egne erfaringer (også for voksne). At prøve at  deltage i produktionen af et kort filmklip fra en populær TV-serie, selv lege med blue-screen teknikken og at prøve at agere liveklipper ved transmission af en sportsbegivenhed. Faktisk ret svært - men utroligt nemt at forstå udfordringerne i, fordi man selv  (eller én der er lige så uøvet) deltager praktisk.

Fjerde og sidste indtryk: OL-byen fra 1972. Det var her, at de begivenheder, der senere blev kendt som "München-massakren" fandt sted, da den palæstinenske "Sorte September"-gruppe dræbte to og kidnappede 9 israelske atleter, som alle omkom.  I dag er stedet sportsarenaer, svømmehal og en hyggelig park, hvor familier og hundeluftere færdes. Men det har stedets autencitet - det var faktisk her det skete. Både de store sportsbegivenheder og den blodige aktion.

Alt ialt fire meget forskellige måder at fortælle om historiske forhold på. Fra den intellektuelt tunge indsats som kæver en del abstraktion, over oplevelse med forskellige grader af sanselighed og interaktion til indlevelse. Det optimale må være at kunne benytte alle former. Og måske ikke til "formidling" i traditionel forstand, men snarere som input til brugeres eget, selvdefinerede læringsprojekt.

...og så var det iøvrigt også en herlig lille ferie. Også selvom man ikke kunne se Bayerisches Nationalmuseum´s enestående samling af julekybber...

Og der er ingen tvivl om, at en mere digital udvikling er nødvendig. Som kulturarvsarbejdere er det vigtigt at have de kulturelle kompetencer der skal til for reelt at vurdere tjenester, netværkssteder etc. som platform for sin institutions digitale tilstedeværelse. Man kan vel også tale om institutioners og emnefelters "digitale håndtryk". I sagens natur er kulturarvsfolket i et vist omfang et tilbageskuende folkefærd. Vi interesserer os for at dokumentere, afdække og debattere fortiden, og hvordan den hænger sammen med både nutid og fremtid.

Men netop fordi vi også har øjnene rettet imod nutiden, er det vigtigt at kunne fungere digitalt. Det gælder kulturelt, men også i et vist omfang teknisk. En vis mængde praktisk viden er jo nødvendig for at kunne bruge og dermed vurdere nutidens digitale muligheder. Et basalt niveau i brug af fx sociale medier er (snart) lige så vigtigt som at kunne tænde sin PC, sende en e-mail og bruge fx tekstbehandling og regneark. De, der ikke kan kommunikere digitalt er meget svære at få øje på og komme i dialog med. Men processen er heldigvis i fuld gang.

Til nå er det bare kristendommen som har fått lov å drive forkynnelse i Norges statskanal. At dette monopolet nå blir opphevet er en gledelig nyhet for de andre trossamfunnene som nå også får komme til.

KULTURARV: I seg selv er det selvsagt forkastelig at en statseid kanal skal drive forkynnelse i det hele tatt, men når det en gang er slik burde det egentlig være en selvfølge at alle stemmer slapp til. Dette blir litt som diskusjonen om KRL-faget i grunnskolen, hvor forkynnelse for lengst har blitt kastet på bålet.

De kritiske røstene skriker selvsagt igjen om kulturarv og kristendommens særegne posisjon i "den norske folkesjela". Kanskje disse menneskene kan ha godt av å få se litt hvordan en muslimsk sermoni foregår, eller hva med en buddhistisk sermoni?

EKSOTISK: Faktum er at vi nordmenn vet så fryktelig lite om hvordan ting er andre steder i verden, og frykter så inderlig at noe av denne grusomheten skal invadere det kjære og hjemlige. Et muslimsk bønnemøte er noe de fleste av oss bare har sett små klipp fra i informasjonsvideoer på skolen.

Det er fremmed og eksotisk og det faller oss ikke inn at dette er noe som er viktige tradisjoner for et voksende antall av den norske befolkningen.

Vi har godt av å se det fremmede og det eksotiske i beste sendetid, for det foregår nemlig i vår egen bakgård.

Min viden om skibe og søfartshistorie kan ligge på et meget lille sted. Og på museet har de en sand overflod af skibsbilleder og modeller. For en udenforstående er det svært at se forskel på dem. Men som med alle andre specialområder åbner der sig et væld af viden, når en passioneret fagmand udlægger forskelle ligheder og historie. Og når man ellers bruger sine øjne opdager man hele tiden små nye og fede detaljer. Som fx at alle propperne på museets flaskeskibe har fine små overtræk. Ved første overfladiske kig ser de hæklede ud. På ens undrende nethinde fremtoner billedet af en flaskebyggende søulk med hæklenål. Men det er de naturligvis ikke - de er knyttede med samme teknik, som man bruger når man laver knob ;-)

Og selve skibet ligger som en strandet hval på pladsen. Underligt, at tænke sig at skibet, som det ligger dér har sejlet på Nordatlanten. Den sidste af disse rejser fandt sted for snart 90 år siden og skibet blev senere brugt til andre former for sejlads. Sidst med lystfiskere, chartergæster og skoleelever. Et spændende stykke maritim kulturhistorie, som Kulturværdiudvalget ikke syntes skulle ende i USA. Nu ligger Bonavista så på Eriksens Plads i Marstal: Sejlene er væk, masterne er taget ned - alt inventaret er fjernet og man kan gå ind gennem en åbning i skroget. Men på gamle billeder i museet og på arkivet kan man se, hvordan skibet tog sig ud i sine velmagtsdage. Det bliver et flot syn, når den er restaureret, færdig og atter kan give indtryk af, hvordan en rigtig skonnert så ud dengang, fartøjerne fra Marstal beherskede havet ved Newfoundland.

Mit eget indlæg handlede om 2.0, og jeg præsenterede i denne forbindelse 5 udfordringer, som jeg tror bliver essentielle at forholde sig til. De fem udfordringer er mit eget tankespind, står selvfølgelig helt for egen regning - og er work-in-progress:

1) At stole på brugerne
På kulturarvsinstitutionerne må vi blive bedre til stole på, at brugerne er med os. At de vil udnytte deres kreativtet og kompetencer til gavn for den fælles sag, hvis de får mulighed for det. At det er få mennesker, som med vilje vil bidrage med fx noget forkert eller vrøvlet til et fælles produkt. Og vi må desuden stole på, at brugere selvfølgelig også anvender deres sunde fornuft, når de anvender det brugergenererede indhold. Derfor hænger tiltro til brugeren også sammen med spørgsmålet om digitalisering, vi må regne med at det i fremtiden langtfra er kulturarvsinstitutionerne der er mere eller mindre ene om at kontekstualisere kulturhistorisk information. Brugere vil i stigende grad ønske og forvente at kunne mikse indhold til eget formål og drage det ind i egne sammenhænge i mash-ups, m.m.

2) At blive aktive deltagere i den digitale verden
På kulturarvsinstitutionerne må vi øge vore digitale kompetencer. Vi må blive ligeså habile – både teknisk og kulturelt – til at anvende de digitale steder, hvor vores brugere er. Det betyder bla. at man ikke altid kan ”vente og se om det er noget der holder”, når en ny tjeneste skal vurderes. Så der bør være større rum til eksperimenter og læring ifht. de (efterhånden ikke helt så) nye medier. Vi må også kunne trække på egen viden og erfaringer, når en tjeneste eller mulighed vurderes. Vi bør have almene brugerkompetencer i benyttelsen af de gængse, sociale medier.

3) At skabe og fastholde dialog
En kulturarvsinstitution må naturligvis være klar til den traditionelle formidling; den fortolkede fortælling om fortiden, hvor vi på faglig solid grund reflekterer, perspektiverer og relaterer samlingernes indhold til nutiden. Og fortæller de gode historier. Men den faglige monolog - fortællingen om hvordan det var - må suppleres (i mange sammenhænge måske erstattes) af en mere aktuel, personlig og højfrekvent dialog, som i højere grad tager udgangspunkt i dialogpartnerens ønsker, forudsætninger og interesser.

4) At forbinde det fysiske og de digitale rum
I dag er de to vigtigste rum på kulturarvsinstitutionerne adskilte. Det, der foregår digitalt, afspejler sig ikke simultant i det fysiske rum og omvendt. Jeg tror, at vi vil få brug for at nedbryde den grænse, fx webcaste og streame aktiviteter, vejlede med brug af skype m.m., lade brugere skrive til websiten fra det fysiske rum (fx liveblogge fra en foredragsaften o.lign.) Desuden bør vi forbinde ikke kun institutionens eget virtuelle rum ("hjemmesiden") - men også andre digitale tilstedeværelser - både med hinanden og med den fysiske lokation.

5) At sætte proces over projekt
Det er måske én af de største udfordringer. For hvad betyder det at starte en dialog i sociale medier for så pludseligt at sige stop? Det er ingen skam at standse dialogen, hvis der ikke er nogen i den anden ende som svarer. Men hvis man står og taler med en person, vender man ikke pludseligt ryggen til og går sin vej. Mangt og meget tænkes traditionelt (ikke mindst på grund af bevillingsformer) i afsluttede projekter. Men i "formidling 2.0", er det da ikke processen i sig selv, som er projektet?

Webgruppen holder netværksmøde på Nyborg Strand under det nys overståede "Fuglsø"-møde samme steds. Takket være Rune Clausen fra Skolemuseet kunne en helt ny blog www.formidlingsnet.dk officielt gå i luften. Den gamle blog - digitalemuseer- er nu nedlagt og den nye omfatter nu hele formidlingsnetværket. 

Det er næsten altid hårdt at komme ned på jorden igen efter konferencer og seminarer, hvor man har fået  masser af nye spændende ideer, som man godt véd at hverdagens ressourcer nok ikke lige kan honorere i morgen.

De to indlæg på det nys overståede "Fuglsø-møde i Nyborg", der satte sig mest markant i min erindring var dels et oplæg af Kjeld Freden, som bl.a. hævdede at glæde er en følelse, som befordrer og understøtter læring. Meget interessant pointe. For noget af det der gør mennesker glade er jo kulturarv! Som skrevet på konferencebloggen satte dette oplæg mere videnskabelige ord på begrebet funability. Det andet oplæg som gjorde stort indtryk på mig var Michael Days, som også var konferencens sidste. På venlig, enkel - og meget britisk - facon gennemgik han de ni store udfordringer, som han ser for museerne i den kommende tid. Men i min optik er der næppe grund til at begrænse dem kun til museer, grundlæggende tror jeg at de kunne gælde for kulturarvssektoren som helhed. Han formåede at beskrive en meget foranderlig verden, hvor omstilling og nytænkning på såvel digitale som analoge platforme bliver afgørende. Han beskrev fx den digitale udfordring og så ikke umiddelbart tegn på en egentlig off-line generation i horisonten, og forholdt sig desuden til globalisering, ændringer på arbejdsmarkedet og i befolkningssammensætningen. En yderligere pointe var den generelt store interesse i historie og det fænomen, at storytelling også er en vigtig del af den historiske fortælling. Enkelt og begavet fremlagt.

Här finns närmare 75 000 bilder. Den växer varje år med ca 15 000 bilder varav ca 3000 är nyfotograferade.

Fotografierna är tagna från 1800-talets slut fram till nutid. Motiven är fornlämningar och kyrkor, industrier, arkeologi och flygbilder. Man kan söka genom fritextsökning, objektsökning och avancerat.
Jag provade med
Askersund och fick en massa fina bilder, om man vill kan man lägga en direktlänk till sin sökning, smart! Det funkade igår, systemet verkar lite lynnigt.

Om man söker på bibliotek blir det rentav något Flickr-light över det hela.

Koldt og klart i Östersund og masser af spændende indlæg. Og så blev spændingen udløst for i år, det blev Ebbe Vestergren fra museet i Kalmar, "Mr. Time Travel" som fik NCK´s årspris 2008. Et valg, som faktisk gjorde mig endnu mere stolt og glad over, at det var mig selv sidste år ;-) Selve konferencen var  - som sædvanligt - et af årets faglige højdepunkter.

Det mest vedkommende og perspektivrige indlæg (mit eget iberegnet) var for mig uden tvivl Henning fra Den Gamle By som fortalte om museets erindringsarrangementer for demente. Folk, der ellers kan være helt lukket om sig selv, den erindring og de sociale kompetencer de har glemt, kan og gør pludseligt noget, som de ikke gør til dagligt, når de kommer på museet. En kvinde, der ikke vil tale, begynder fx at synge. Enkle gøremål som at male kaffe eller pumpe vand bliver en nøgle, som i det mindst for et par timer kan åbne for ellers glemte erindringer og kompetencer. Når gæsterne forlader museet, er den bevidste erindring om oplevelserne glemt i samme øjeblik, de kører ud af porten. Men Henning fortalte, at personalet på plejecentrene kan berette, at beboere der har været på museumsudflugt, har mere liv og aktivitet end sædvanligt i et stykke tid efter. Et godt eksempel på, hvor vigtig den "personlige kulturarv" er.

Når alt andet er blevet uklart, kan duften af kaffetilsætning, håndteringen af komfur eller pumpe fra barndommen og den fysiske fornemmelse af fortidens rum stadigt være der og være en ressource. Det er et utroligt godt og vedkommende projekt, som Den Gamle By arbejder med. Flot og relevant.

Der er her et lille klip fra Ebbes iøvrigt flotte takketale - det skal pointeres, at klippet yder hverken talen eller ham selv retfærdighed...

Der er utoligt meget læring i slægtsforskning, hvilket tit bliver overset, fordi vi ofte focuserer mere på nogle af de andre aspekter. Men slægtsforskere lærer faktisk utroligt meget. De får naturligvis en stor viden om sig selv og om historien, men udvikler også færdigheder. Det gælder fx evnen til at kunne forstå og anvende arkiver, at læse et uddødt alfabet, at systematisere og at anvende PC´en mere ... og til sider på fremmedsprog.  Ingen tvivl om, at genealogisk interesse i høj grad kan være et middel til at øge de digitale færdigheder. Desuden får den logiske sans et lille kick, og der sker en praktisk indføring i kildekritik. Danske slægtsforskere har generelt en høj standard og slår sig ikke til tåls med at få den første og bedste "Maren Jensdatter" som tipoldemor. Nej, der må vejes for og imod, og kilder må bekræfte hinanden, før en formoder/forfader får sin endelige plads på anetavlen.

Kildekritisk sans og det at forstå konceptet om arkiver er noget, som også har en bredere anvendelse end lige slægtsforskning. Er det ikke kompetencer, som har en mere almen værdi i ethvert land med demokrati og et refleksivt forhold til historien? Måske kan interessen for genealogi også anvendes til at anskueliggøre, hvordan kulturarv kan blive del af en metode til læring og udvikling af færdigheder, som har en bredere rækkevidde og anvendelsesfelt. Desuden kunne begrebet funability vist også med fuld ret knyttes til genealogiens læringspotentiale - for det er klart nok lysten, der driver værket.

En interessant oplevelse i SL i går, hvor jeg overværede en bid af det første videoseminar jeg har oplevet. "Invitationen" antyder også lidt om de sociale veje, som den slags kan bevæge sig ad in-world. Altså inde i SL. Bedst som jeg stod og byggede lidt på en udstilling fik jeg en IM fra en dansk avatar, Avatine, som godt ville se min Valentinsudstilling, men ikke kunne finde den. Vi tog hen og kiggede, udvekslede et par landmarks og hun fortalte at et firma havde bygget Koldinghus og Ribe Domkirke. Det måtte jeg naturligvis straks hen og kigge på og mens jeg gik rundt IM`ede hun med bygmesteren, der fortalt om konferencen MetaverseU som blev holdt på Stanford og streamet som Quick-time ind i SL på to storskærme (http://metaverse.stanford.edu hvis nogen skulle have interesse). Desværre var Second Life meget ustabilt, så jeg blev logget af flere gange, hvilket var utroligt ærgerligt. Den lille bid jeg fik med gav et godt hint om de muligheder som virtuelle verdener rummer for læring. Streamningen forgik fint og via en avatar i salen kunne SL-deltagere stille spørgsmål som så gik videre til Stanford. Man kunne naturligvis også holde streamede videokonferencer på fladt internet. Så hvad er forskellen? Måske først og fremmest, at farven har en anden lyd, fordi SL er 3D. Men også fordi det er et eget rum, hvor personer agerer og kan anvende både de sociale kontakter, som de har opbygget derinde - og deres avatars "personlighed" og udtryk. Den lille bid af konferencen som jeg kunne overvære, gav i hvertfald nogle fingerpeg om de muligheder, der måske kunne ligge for e-learning i 3D - og med video.

Udstillingen er dybest set lidt halvkedelig ;-) og indeholder kun flade billeder og tekst. Og så isvaffel-hjertet, som rummer nogle historiske Valentinsgaver, der alle har det til fælles at de er nævnt i Samuel Pepys dagbog i midten af 1600-tallet.

Det bliver nok næppe mit sidste udstillingsforsøg. Jeg arbejder på endnu et projekt, som jeg håber at kunne præsentere nogle af mine faglige avatar-bekendte for snart. Men det kunne være interessant at prøve at putte lidt scripts etc. i. Jeg er ikke i tvivl om, at SL som medie har et stort potentiale ifht. læring, og udforskes skal det i hvertfald. Spørgsmålet er måske i højere grad, hvor mange af de avatarer som bruger stedet i dag, der er interesserede i læring og kulturarv... og hvor mange, de ri højere grad er til chat og hyggelig smalltalk.

Ingen tvivl om, at mange mennesker idag godt kan anvende en PC. Tænde for den, åbne sin e-mail, hente-sende-besvare og bruge et tekst eller billedbehandlingsprogram. Men hvad med dem der ikke er trådt ind i den fagre nye 2-0-verden endnu? Flere og flere medier anvender udsagn fra blogs og tager temaer op, som fx brugere på facebook har gang i. Eksempelvis den aktuelle sag for-og-imod pretty boys. Men hvad nu med dem, der ikke har en blog og facebook-konto og ikke er med i diverse grupper? Er der ikke et demokratisk problem, når det ikke er alle der har kompetencerne til at ytre sig dér, hvor dagsordenen i stadigt højere grad sættes. Man kan sige, at sådan har det til en vis grad altid været, men det afhjælper ikke problemstillingen. Måske kan innovative og inklusive tiltag omkring kulturarv være med til at fungere som isbryder i forhold til de sociale, digitale kompetencer.... ligesom på movinghere?

Der er da absolut ikke nogen tvivl om at Thorborg har ret. Dét, som han foreslår, er præcist hvad mange kulturinstitutioner gør og har gjort længe. Ikke nødvendigvis for at sælge produkter - men for at sælge viden om kulturarv og interesse for vores fælles historie og kultur.

Læs selv Thorborgs artikel på http://www.computerworld.dk/art/44042?a=newsletter&i=1588

Det er ikke svært at fremsætte kritikpunkter overfor historiestederne i SL. Der er dels problemerne med grafikken, som godt kunne være bedre, men også meget forskellige ambitionsniveauer, når det gælder autencitetsbestræbelserne. Her er der gode muligheder for forbedring - fx ved at kulturarvsinstitutionerne også afprøver mediet.  Ligesom med nettet i dets barndom er det tydeligt, at det især er enthusiastiske og interesserede privatpersoner, som har taget SL til sig og på eget initiativ bringer kulturarven derind. Personligt tror jeg, at metaverser (ikke nødvendigvis forstået som SL) vil består og udvikle sig. Der er mange muligheder - også for læring!

Jeg glæder mig til arrangementet her i januar, hvor vi afslører Årets Historiske Bog og til at være keynote i Östersund på NCK-konferencen og tale om kulturarv og 2.0. Jeg glæder mig til at komme til Oslo senere på året også med et 2.0-tema. Jeg glæder mig til en efterårstur til Amsterdam med gode kulturarvsveninder - og til at 2008 måske bliver det år, hvor det endeligt kan lykkes at skaffe lidt midler til den fortsatte drift af  www.historie-online.dk. Håbet er i hvertfald lysegrønt... til det modsatte er bevist. Jeg glæder mig til at komme videre med planlægningen af 100-års fødselsdagene i Foreningen Danmarks Folkeminder og i Dansk Historisk Fællesråd. Og jeg glæder mig til den efterhånden traditionelle uge som højskolelærer i Haslev .. og til de forskellige foredrag, som jeg allerede har lovet at besøge forskellige foreninger med - alt fra historie og web til aprilsnar. Jeg glæder mig til at skrive om pesten i folketroen til Personalhistorisk Tidsskrift og til at lave artikler om andre spændende historiske emner til fx Alt om Historie. Jeg glæder mig til den fortsatte udvikling af www.genealogi.dk og til at fortælle om fæle svenskere i danske sagn på de store, svenske slægtsforskerdage som løber af stabelen i august i Malmö med Roskildefreden som tema. Jeg glæder mig til det fortsatte samarbejde og den faglige udvikling med gode kollegaer på Webforum digitalemuseer og på Netværksbloggen.

... og så glæder jeg mig til alt det løse og til den fortsatte udforskning af virtuelle verdener ... til et helt ubrugt år, fuldt af nye muligheder for kulturarvsmissionen ;-)