For flere bizarre og/eller skræmmende legeplads-installationer, se her.

For ja, norske, polske, kinesiske, amerikanske, italienske og alle andre nasjonalitetar arbeidarar blir utbytta. Me må selge vår arbeidskraft til rike kapitalistar for å overleve, til ein grovt urettferdig pris. Lat meg synleggjere dette med eit eksempel:

Lars er 17 år gammal og jobbar på ein fiskefabrikk. Her jobber han ca åtte timar i veka og tener 100,- i timen. Kvar time produserar han i gjennomsnitt 10 laksar som blir solgt for 50,- stykk. Det vil sei at Lars produserer verdiar for 500,- i timen, og av dei får han 100,- sjølv. Altså tener arbeidsgjevaren til Lars 400,- på den jobben som Lars utfører, minus dei utgiftene det tar å skaffe råmaterialet.

Faktum er at heile fiskefabrikken og eigentlig all industri i heile verda er bygd på arbeiderklassens slit. Derfor er det grovt urettferdig at enkeltmenneske fra borgerklassen skal få tilrane seg resurssar som retmessig tilhøyrer folket.

Den einaste løysninga på dette problemet, slik eg ser det, er revolusjon. Eit kapitalistisk system tillet ikkje at alle lever godt, fordi det då vert inflasjon og økonomiske kriser over heile verda. Derfor er det viktig at me bryt ut frå dette systemet. Eit kommunistisk samfunn er bygd på frihet for individet og like moglegheitar for alle.

Arbeidarar og undertrykte i alle land - foren dykk!

Ons beur en skop mekaar om 'n plek teen die muur onder die venster te kry. Want die meneer in sy bruin weermag-univorm het gesê dit is waar ons moet gaan lê as die skoolklok drie keer na mekaar lui.

Ek is in st. 1 maar ek word eers aan die einde van die jaar, nadat die skool gesluit het 9. Die meeste kinders is al 9. Dit is 1981.

Die skoolhoof het vir ons 'n groot ding gewys, daarop was landmyne, handgranate, kleefmyne en ander vreemde goed wat ontplof. As ons so iets by die skool sien mag ons nie daaraan vat nie, maar dadelik vir die juffrou se.

Die terroriste plant die bomme. Die terroriste is swart. Die terroriste is kommuniste. Dit is sonde en verkeerd, net soos dwelms en satanisme. En wilde plate wat agteruitspeel en dan hoor mens boodskappe wat jou die duiwel laat aanbid.

My maatjie se broer is op die grens. Hy skiet die terroriste wat ons wil doodmaak. Ons kan nie meer gaan kamp by die Limpopo-rivier nie, want die karre wat daar ry ontplof in die pad.

Een dag sien ek my oupa lees die koerant. In Pretoria het 'n bom ontplof en baie mense is dood. Baie ander mense het seergekry. Die foto's in die koerant is vreeslik.

Dit is 1983. By die skool gaan die alarm weer af en die hoof sê ons moet ontruim. Ons moet netjies in rye uitstap na die rugbyveld, en ons tasse net so los. Ek raak baie bang en piepie bietjie in my broek. Die juffrou se dis okay sy sal my later help.

Die polisie kom met honde wat orals snuffel. Niemand verduidelik vir ons wat aangaan nie.

Later sien ek iemand het in my tas gekrap. Ek voel baie kwaad daaroor. Wie het in my tas gekyk?

Ons oefen baie om plat te val en te ontruim. Ons mag nie lag nie, dis nie 'n grap nie.

Ons hou vakansie in Durban. Daar werk swart mense op die strand wat stoele uitdeel en roomys verkoop. Hoekom swem hulle nie ook nie, vra ek my pa. "Hulle het hulle eie strande", sê hy.

Hoekom? "Want dit is hoe dit is," sê hy.

In 1984 gaan my ma en pa oorsee. My pa sê die mense betoog voor Suid-Afrika se ambassade. Hoekom vra ek? "Daar is sanksies teen die land, hulle hou nie van ons nie, " antwoord my ma.

Hoekom? vra ek. "Want ons en die Israeliete, is God se uitverkore volke," dis hoekom.

Die papier wat my pa teruggebring het van London sê: "PW eats black babies for breakfast."

"Dis nie waar nie," sê my pa. Hy wys dit vir al sy vriende en hulle lag. Ek verstaan nie wat beteken die papier met die dooie babas wat voor die president se voete lê nie.

Ek hoor baie hoe grootmense sê swart mense wil die land wat God aan ons gegee het van ons wegvat. Ek hoor hulle sê ons veg vir ons land op die grens.

In 1985 moet ek veldskool toe gaan. Al die kinders moet. Daar slaap ons koud en min. Die oefening is baie. Ek huil omtrent die hele tyd.

Die ooms wat die onderwysers is praat die hele tyd van terrorisme, kommunisme, satanisme, die rooi gevaar, die swart gevaar, volkstrots, die afrikaner, die engelse, nasie, die bybel, god, sonde, wat verkeerd is met seks, dwelms, die oorlog op die grens, pw botha en al sulke goed.

Hulle vertel ons hoe die mau-mau nonne met panga's doodgekap het.

Ek het gedink ons kom veldskool toe om oor die veld te leer.

Ek is bang vir die "lokasie".

Ek is 12 en bang vir swart mense.

****

(Geskryf uit 'n kindergemoed van jare gelede)

The documentary, The Soviet Story, is directed by Edvīns Šnore, who spent 10 years gathering information and two years filming in several countries, according to the film's Web site, sovietstory.com.

The English-language documentary runs 85 minutes. It is produced by Rīga-based SIA Labvakar.

Among those interviewed in the film are Western and Russian historians, as well as survivors of the Soviet Gulag.

The chief sponsor of the production is the conservative alliance Union for Europe of the Nations, whose members include four members of the European Parliament from Latvia, all members of For Fatherland and Freedom (Tēvzemei un Brīvībai / LNNK). Also supporting the film are the Rīga City Council and the magazine Tēvijas Sargs.

The premiere is scheduled at 18:00 hours April 9 in Room 5B001 in the PHS Building of the European Parliament in Brussels.

Filmens hjemmeside (OBS vil installere Quicktime - som jeg ikke kan fordrage).

As we moved through the austere town and out into paddy fields, the paranoia of "Dear Leader" Kim became apparent. At every junction and path with the main road, an armed soldier stood guard. Sometimes local people cowered behind walls as the buses went by.

 "I teserne indgår forslag om en pensionsreform, så der bliver mere til de fattige pensionister. Dansk landbrug skal være totalt økologisk om en generations tid. Og så fastslås det, at danskernes pligter er vigtigere end deres rettigheder."

"»Oppositionen kan kun vinde det kommende valg ved at vise, at der er mere, der samler os, end der skiller. Jeg er specielt glad for, at de Radikale er positive over for teserne, for det betyder, at der er håb om, at oppositionen nu kan fremstå mere enig,« siger SFs gruppeformand Ole Sohn."

Lad mig lige tjekke, om dette er et mareridt. Ordene "Og så fastslås det, at danskernes pligter er vigtigere end deres rettigheder." lyder da til at være noget, som er hevet lige ud af det kommunistiske partis partiprogram. Nu har vi alle pligter. Og vores rettigheder er absolut heller ikke vigtige mere. Socialdemokratiet har præsteret at lukke endnu en omgang varm luft ud, som denne gang må skabe massive afsmeltninger af polerne. Ordene er så tvetydige, at man reelt set ikke forstår, hvad det egentlig er, de siger.

Hvordan kan et parti som socialdemokratiet producere et ordspil, som er så latterligt, at folk kun kan trække på skuldrene og grine lidt. Det er utvivlsomt, at mange af de gamle politikere inde på borgen med rødder i det kommunistiske parti er lykkelige for, at de snart kan få hevet Danmark i retning af et totalitært og undertrykkende rædselsregime, som Sovjet var.

Som Ole Sohn også udtrykker, er han glad for de nye teser, som vel kan få ham til at blive helt nostalgisk og tænke tilbage til dengang, han så ud til at kunne få en politisk karriere i et af de mest magtfulde og antidemokratiske partier i verden. Vi er glade på dine vegne, Ole Sohn.

På dette klip kan man se Ole Sohn (han ses efter 44 sekunder) sammen med alle kammeraterne:

Det har vært pinlig stille fra norske myndigheter i forhold til opptøyene i Tibet den siste tiden. Ved tidligere sammenstøt mellom tibetanske demonstranter og Kinesiske myndigheter har Norge sagt klart ifra og tatt avstand fra voldsbruk. Det må vi gjøre også denne gangen.

UNDERTRYKKELSE: Den flotte tibetanske kulturen blir gradvis ødelagt av det kinesiske diktaturets kommunisme, og det tibetanske folket opplever langvarig og konstant undertrykkelse fra okkupasjonsmakten.

Den oppvoksende ungdomsgenerasjonen i Tibet har aldri opplevd annet enn den undertrykkende kinesiske kommunismen. Hvorvidt disse vil fortsette å kun holde seg til fredelig demonstrasjon er ingen selvfølgelighet.

VOLD: For 49 år siden gjorde tibetanerne opprør mot den kinesiske okkupasjonen. Over 1,2 millioner tibetanere ble drept, og Tibets åndelige leder Dalai Lama måtte flykte landet og søke eksil i India.

Skulle et omfattende voldelig opprør finne sted i Tibet, kan vi få atter et blodbad. Til nå har Norge kun utrykt bekymring for situasjonen til kinesiske myndigheter. Dette er ikke godt nok.

Det minste Norge kan gjøre er å si klart ifra og støtte tibetanerne i deres protester.

Flere links bl.a. på Ekstra Bladet og JyllandsPosten

En række citater fra bogen, såvel som mine kommentarer. Citater i kursiv, kommentarer med alm. skrift. Alle fremhævelser med fed skrift er fra den oprindelige fremstilling:

...

i) Lige fra Sovjetmagtens grundlæggelse tillagde Lenin og partiet retssikkerheden primær betydning (s.110).

Ja, det skrev han faktisk... Skal vi minde ham om, at Tjekaen blev oprettet kun halvanden måned efter statskuppet?

Men det ved han utvivlsomt godt, han bruger en masse sider på at snakke om Lenin, han ved en masse om ham, helt sikkert - og ikke kun den mytologiske Lenin fra statspropagandaen, nej da. Så nu er jeg forvirret. Ulla snakker om primær og sekundær retssikkerhed, nu skal jeg også til at inkorporere i mit begrebsapparat en helt uafhængig variant, hvor det at 'tillægge retssikkerheden primær betydning' er kompatibelt med (/ensbetydende med?) oprettelsen af hemmelige politikorps, som myrder folk, der er uenige med de politiske ledere.

På den anden side løser dette problemet med at finde svar på vanskelige spørgsmål som dem, der for tiden diskuteres ovre op professorvældet, for helt ærligt: Hvis retssikkerhed og et hemmeligt politi som myrder politiske modstandere går hånd i hånd, så er den igangværende debat vel egentlig ikke noget, jeg behøver spilde min tid med. Så burde jeg da så sandelig vente med at komme med kritik, til der virkelig er brug for det, og retssikkerheden uden for enhver tvivl er i fare. Vent...

...

ii) Den økonomiske, politiske og ideologiske kappestrid mellem de kapitalistiske og socialistiske lande er uundgåelig. Men den må og skal holdes inden for rammerne af en fredelig konkurrence, som nødvendigvis forudsætter samarbejde. Historien må dømme om det ene eller andet systems fortjenester [fejl i oversættelsen?]. Den vil løse alt. Lad ethvert folk selv finde ud af, hvilket system og hvilken ideologi, der er bedst. Lad den fredelige kappestrid afgøre det, lad hvert system vise sin evne til at tilfredsstille menneskets interesser og behov. (s.154-55)

Den korte kommentar til ovenstående ville være: Historien har talt. Men muslimerne kunne lære af Gorbatjov når det kommer til tvetungethed og dobbelttænkning, for han skriver også:

Nogle socialistiske lande gennemgik alvorlige kriser i deres udvikling. Sådan var det f.eks. med Ungarn i 1956, i Tjekkoslovakiet i 1968 og i Polen i 1956 og igen i begyndelsen af 1980erne. Hvert af disse kriser havde sine særtræk, og man kom ud af dem på forskellig måde. Men det er en objektiv kendsgerning, at ikke i et eneste af de socialistiske lande fandt der en tilbagevenden til det gamle system sted. Jeg vil gøre den bemærkning, at det selvfølgelig ikke er socialismen, der er skyld i vanskelighederne og problemerne i de socialistiske landes udvikling, men hovedsageligt de herskende partiers fejlberegninger. (s.171)

og videre:

hele systemet af politiske forbindelser mellem de socialistiske lande skal opbygges på et ukrænkeligt grundlag af fuld selvstændighed. (s.173)

Altså: "Lad ethvert folk selv finde ud af, hvilket system og hvilken ideologi, der er bedst" - så længe 'folket' vælger kommunismen. Hvis man vælger noget andet vil det resultere i en 'krise'. Det var ikke med Gorbatjovs gode vilje at muren faldt, og det var bestemt ikke hans hensigt, at situationen udviklede sig, som den gjorde. En uddybning:

I den vanskelige internationale situation havde den enstemmigt trufne beslutning om forlængelse af Warszawapagtens Politisk-Konsultative Komités periodiske møder foregår der en art akkumulering af dens deltageres ideer og initiativer. Man "stiller urene ind efter hinanden".
Sagt på en anden måde drejer det sig om en organisk afstemning af hvert broderlands udenrigspolitiske initiativer med den aftalte fælles linje. (s.174)

Til dem der skulle være i tvivl: Selvom mit russiske er elendigt, ved jeg nok til at kunne sige med stor sikkerhed, at 'den aftalte fælles linje' bedst kan oversættes med 'Moskva-linjen'. Man stiller med andre ord urene ind efter, hvad Moskva siger. Det er ikke det, der står, men det er det, han siger. Begrebsforvirringen breder sig, for nu skal jeg også til at acceptere en udgave af 'national selvbestemmelse', hvor der ikke er nogen selvbestemmelse. Nå, man lærer det vel efterhånden...

...

iii) I teorien, i det vi kalder den videnskabelige socialisme, tales der om, at det menneskelige samfund gennemgår bestemte etaper i dets udvikling. Der har været det oprindelige ursamfund, derpå slavesamfundet og det feudale samfund. Som afløser for feudalismen kom kapitalismen. Og i det 20. århundrede begyndte det socialistiske samfund sin eksistens. Vi er overbeviste om, at alt dette er lovmæssige trin på en historisk stige. Det er en uundgåelig udvikling i verden. (s.158)

Historicisme for fuld udblæsning. Som altid henvises til Popper.

...

iv) Kommunismen har et mægtigt humanitært potentiale. (s.162)

Igen: Skrev han virkelig det? Hvad mon ofrene har at sige til den påstand?

...

v) Den sovjetiske ledelse stræber efter at føre politik på en ny måde. I første række vil jeg her nævne dialogen. Uden dialog er det svært at tale om opnåelse af gensidig forståelse. Efter at være gået over til den ny tænknings principper har vi gjort dialogen til det grundlæggende redskab for at få dem godkendt i den internationale praksis. Desuden kan vi ved hjælp af dialogen kontrollere realismen i vores ideer, initiativer og i selve vores adfærd i internationale anliggender.

[...]

I det internationale samvær ønsker vi at give ordene deres ægte, oprindelige betydning tilbage. Når vi proklamerer vores hengivenhed over for en ærlig og åben politik, tænker vi på ærlighed, anstændighed og oprigtighed, og vi følger disse principper i praksis. Disse principper er i sig selv ikke nye, vi har arvet dem efter Lenin. Det ny består i, at den nuværende situation gør dem forpligtende for alle.

Er det det nye? Er der noget nyt overhovedet? Tjoh, tjah... Det lyder da rigtig godt, det der står. Men to problemer:

a) Han bruger Lenin som sit eksempel på en mand, som bedrev ærlig og oprigtig tale på den internationale arena. Det er måske en smule uheldigt. Et par eksempler*:

Rumour here going that the oxszar [extsar] has been murdered. Kindly wire facts.
National Tidende.

...

Rumour not true exczar safe all rumours are only lie of capitalist press.
Lenin

...

Denne udveksling fandt sted mellem National Tidende København og Lenin d. 16. juli, 1918, blot få timer før zaren blev myrdet og mens mordforberedelserne var vel undervejs. Eller hvad med den her:

To comrade Krestinsky:

Lenin**

Det giver god mening at man ikke vil gå og skilte med, at man starter masseterror. Men er det ikke tankevækkende, at Gorbatjov har Lenin i tankerne som rollemodel, når han snakker om mere åben politik og politisk dialog? Lenin var aldrig åben***. Han var en paranoid autokrat, som af gode grunde aldrig stolede på andre end sine allernærmeste 'kammerater', og heller ikke disse havde hans fulde tillid.

b) Andet problem er selvfølgelig, at han lyver når han siger, at 'vi følger disse principper i praksis'. Det gør han jo ikke, og det har man aldrig gjort i Sovjet. Han taler for at tale åbent og ærligt og påbegynde en meningsfuld dialog, men inden han overhovedet er gået i gang har han løjet os lige op i vores åbne ansigt med sin historieforfalskning. For at gøre det værre er det ikke kun historiske forhold han lyver om, det går heller ikke for godt for ham, når han skal forholde sig til nutiden (87): Han siger ikke klart og tydeligt, at muren ikke bliver revet ned, aldrig, no way; han siger ikke klart og tydeligt, at balterne godt kan glemme alt om selvstændighed; han siger ikke klart og tydeligt, at russerne stadig er midt i en erobringskrig mod Afganistan med henblik på at lave en ny satellitstat. Men det er det, han tænker, og det er det, man kan læse ud af hans ord, hvis man gør sig lidt umage. Hvad der naturligvis ikke burde være nødvendigt, hvis han gjorde som han lagde op til, og talte lige ud af posen. Hvad han siger i stedet i sidstnævnte tilfælde, et eksempel der må siges at være yderst illustrativt, er dette:

Vi ville gerne så hurtigt som muligt trække de sovjetiske tropper tilbage til fædrelandet. I princippet er dette problem løst. Men det er forbundet med nødvendigheden af en politisk løsning omkring Afganistan. Vi støtter den nuværende afghanske ledelses kurs hen imod national forsoning. Sovjetunionen ønsker også i fremtiden at se Afghanistan som en uafhængig, suveræn og alliancefri stat. Hvilken vej landet vil gå, hvilken regering dder vil blive, hvilke udviklingsprogrammer der vil blive gennemført - det skal det afghanske folk bestemme, det er dets suveræne ret. Men den amerikanske indblanding forhindrer tilbagetrækningen af vores tropper og bremser den nationale forsoningspolitiks virkeliggørelse og dermed også en løsning af hele problemet omkring Afghanistan.

Manden er en løgner, og at han 'lægger op til dialog' ændrer altså ikke rigtig noget, han bruger stadig det samme nysprog som sine forgængere. Hvad er så det nye? Det eneste nye er, at han i sine lange oratoriske udfoldelser også benytter sig af ordet dialog, som om han tror, at han med brugen af dette ord automatisk åbner op for løsningen på alle problemerne. Han bruger mange kræfter på samtalen, eller mere præcist: På det Øst og Vest kan blive enige om. Som om individer med vidt forskellige politiske udgangspunkter og idealer automatisk vil blive enige, hvis bare de taler længe nok med hinanden, også uden at ændre mærkbart på idealerne. Som om samtalen i sig selv er en problemløser, der fjerner al uenighed. Som om alle problemer bare kan snakkes væk.

Uanset hvor populært synspunktet så end måtte være, så er det forvrøvlet. Uenighed går ikke væk, bare fordi man snakker om den. Nej, det er ikke et argument for ikke at snakke om den, til dem der måtte være i tvivl, det er bare et argument for ikke at tage selve diskussionen alt for højtideligt. Det er debattens indhold, ikke det forhold at debatten finder sted, der bør fokuseres på og være interesseobjektet. Gorbatjov var vant til, at man ikke sagde ham imod, og ikke snakkede om problemerne. Selvom han var opmærksom på dette 'problem' - der kun var et problem, fordi systemet ikke længere fungerede, ikke fordi folk skulle have lov til at sige hvad de mente - og havde til hensigt at mindske det, bærer hans oplæg til 'dialog' i den grad præg af den kommunistiske systemtænkning. Han taler for åbenhed og ærlighed, og lyver samtidig så det står efter. Han forstår ikke, at løgnen ikke bliver sand, bare fordi magtfulde mennesker står bag den. Det problem er der mange andre, der døjer med i dag. En diskussion mellem folk med forskellige ideologiske opfattelser vil kun lede til enighed, hvis ikke de snakker om det, de er uenige om. Der kan ske en tilnærmelse, en dybere forståelse for, hvad uenigheden bunder i, jovist, men en diskussion mellem to mennesker med forskellige værdisæt vil ikke lede til enighed, hvis begge parter holder fast, og værdisættene ikke er kompatible. Med mindre altså de ikke snakker om værdisættene selvfølgelig. Hvilket er en væsentlig pointe at få med. Gorbatjov ville gerne snakke med andre - så længe de var enige. Så længe det fremmede revolutionen og kommunismen. Hans syn på ytringsfriheden minder meget om den, en anden stor gruppering for tiden har. Ideen der ligger bag er, at så længe vi snakker om det, vi kan blive enige om, glemmer vi, at vi er uenige om de andre ting. Og hvis vi glemmer uenigheden og ikke fokuserer på den, så forsvinder den efterhånden af sig selv.

Det gør den bare ikke.

Gorbatjov slår i fremstillingen enkelte steder nærmest knuder på sig selv for at finde et svar på Vestens utilfredshed med hans utiltalende diktatur, som han tror vil passe Vesten, uden at han på nogen måde forpligter sig til at ændre noget videre på fundamentet. Det lyder også velkendt, som en strategi en anden stor gruppe også har benyttet sig af efter murens fald, gør det ikke?

...

Jeg vil bestræbe mig på, at tredje og sidste del af analysen kommer i weekenden.

...

*Kilde: The unknown Lenin - from the secret archive, Richard Pipes, document 22, p.47
**Kilde: Ibid, Document 28, p.56-57
*** Der er utallige eksempler. Fra samme kilde, hvis ikke de to var nok, kan eksempelvis nævnes: Dokumenterne 19 og 20 (Murmansk-affæren), dokument 64 (forholdet til Tyrkiet), dokument 68 (sovjetterne opkøbte tyske våben i 21, en sag der først kom frem efter murens fald), dokument 83 og note (Genoa-topmødet i foråret 1922 og Lenins manøvrering i den forbindelse), dokument 94 og note (vedr. konfiskation af værdier i ortodokse klostre og kirker under krigskommunismen). At kalde Lenin en åben og ærlig diplomat/statsmand/diktator/whatever er vanvid, der var meget lidt han foretog sig, der ikke havde en skjult dagsorden, og han holdt alle dage kortene meget tæt ind til kroppen. Det gjorde Stalin i øvrigt også - og det var en af grundene til, at sidstnævnte levede så længe, som han gjorde.

Fidel Castro har meddelt Cubas befolkning, at han har forladt posten som præsident og øverstbefalende for Cuba. Meddelelsen blev offentliggjort i den officielle onlineversion af det officielle dagblad Granma.

Læs mere på Bloomberg.com.

(Picture credits: Cox&Forkum)

Mere på Aftenposten

Sådan er undervisningssystemet åbenbart i hele Vesteuropa. Og hvis man er ahistoriske bliver fremtiden også nemmere at acceptere. Der er åbenbart ingen grund til at lære af fortiden - hvis den har den rigtige partifarve.

Det er en lang bog, 685 sider eksklusiv noter og stikord (stikordsregistret er i øvrigt fremragende, hvorimod noterne er lidt for kompakte for min smag, men dette sidste kan tilgives). Alligevel er der mange ting, bogen ikke bruger meget tid på, hvis nogen overhovedet. Det er ikke primært en bog om Stalin's ungdom, den beskrives kun i korte og generelle vendinger. Det er heller ikke en bog om Stalins rolle under statskuppet ('revolutionen'). Det er ikke en bog om hans forhold til Lenin eller Hitler og deres ideologiske ligheder og forskelle. Det er ikke en bog om Gulag. Det er ikke en bog om den menige russers dagligdag under regimet.

Hvad det derimod er, er en fremragende bog om magthaveren, diktatoren og massemorderen Stalin - og hans nærmeste - fra starten af 30erne og frem. Tilføjelsen er vigtig, for bogen handler ikke kun om Stalin; det er også en bog om Molotov, Kirov, Kaganovitz, Mikojan, Vorosjilov, Berija, Jesjov, Sjukov, Malenkov, Krustjov m.fl. såvel som deres familier (og Stalin's egen). Uden disse menneskers markante tilstedeværelse i biografien ville værket være meget fattigere, for ved at komme tættere på hans nærmeste og hans forhold til dem (og deres forhold til hinanden), kommer vi meget tættere på Stalin selv. Og vi kommer helt tæt på. 'På godt og ondt' bør det nok tilføjes. For at vi kommer tæt på betyder ikke, at der er tale om et værk, som på nogen måde søger at forsvare eller banalisere de forbrydelser regimet begik, eller ignorerer disse forhold - tværtimod, Montefiore kender godt til Gulag, han kender godt til sultkatastrofen i starten af 30'erne, han kender godt til udrensningerne af Volgatyskere, kalmykker mv., han kender til de 300.000 russere, som blev udkommanderet til slavearbejde for at grave skyttehuller før slaget ved Kursk, og så videre - og ingen af disse emner forbigås i stilhed, selvom nogle af emnerne vel nok ikke får helt den tid, de fortjener. Men så igen, der findes mange andre bøger specifikt om disse ting, mens der næppe findes mange biografier som går så tæt på som Montefiores. Han bruger dog, bør det tilføjes, en del tid på udrensningerne i slutningen af 30'erne 'under Jesjov og Berija' (*nej, under Stalin*), og demonstrerer på glimrende vis, at der var tale om et gennemkorrupt og kriminelt regime, som virkede ved vold, og hvis øverste medlemmer alle som en havde bogstaveligt talt tusindvis af menneskeliv på samvittigheden. At vi 'kommer tæt på' betyder i al sin enkelhed blot, at der er tale om et værk som gør en stor indsats for at beskrive, hvordan regimet fungerede, hvilke mennesker der stod bag, og hvorfor de handlede som de gjorde.

Bogen anbefales på det kraftigste. Betragt den som en lille bid af den 'almene dannelse' folkeskolen eller gymnasiet skulle have givet dig, men som du aldrig fik.

i) I 41-42, da krigen var på sit højeste og udfaldet på østfronten stadig var åbent, blev 994.000 sovjetiske tjenestegørende [soldater] anklaget og 157.000 skudt, i alt svarende til 15 divisioner. I 1943 arresterede Berija i NKVD-regi 931.544 personer (civile) i det 'befriede' territorium.

ii) Under udrensningen af hæren inden krigen blev 40.000 officerer arresteret. 3 ud af 5 marskaller, 15 ud af 16 generaler, 60 ud af 67 korpschefer og samtlige 17 kommisærer blev skudt.

iii) Af de 80.300 sovjetiske fly, der gik tabt under krigen, skyldtes 47% uheld, ikke-fjendtlig nedskydning eller pilotfejl.

iv) Khrusjtjov gav i Moskva under Jesjov's og Stalin's -processer ordre til skydning af 55.741 embedsmænd. Den oprindelige Politbureau-kvote var på 50.000. Sjovt nok fremgår det ikke af hans wikipedia-artikel, at han altså også var en blodtørstig stalinist, der (bl.a.) stod bag mere end et halvt hundrede tusind dødsdomme, men så igen; så længe bare alt det væsentlige er med...

v) Stalin havde 1100 formelle møder med Jesjov under terrorprocesserne.

At han 'ikke vidste hvad der foregik' er mildt sagt ikke noget særligt holdbart argument, de to mødtes dagligt.

vi) I de måneder der fulgte efter 2. og 3. Hviderussiske Front var gået ind i Østprøjsen, blev 2 millioner tyske kvinder voldtaget. Russiske soldater voldtog endog russiske kvinder, der nyligt var blevet befriet fra tyske kz-lejre.

Stalin's kommentar hertil, i en samtale med det jugoslaviske Politbureaumedlem Milovan Djilas, var denne: 'forestil Dem [...] en mand, der har kæmpet fra Stalingrad til Beograd - over tusindvis af kilometer i sit eget hærgede land, hen over kammeraters og sine kæres døde kroppe. Hvordan kan sådan en mand reagere normalt? Og hvad er der så forfærdeligt i, at han morer sig med en kvinde efter sådanne rædsler?'

'Morer sig med en kvinde'... Stalin fremstår ikke mere ligefrem mere sympatisk, når man tager med i betragtningerne, at en af Stalin's nærmeste, Berija, havde gjort det til noget nær en sport at samle tilfældige kvinder op på gaden, hvis han da ikke sendte underordnede ud for at hente kvinderne til ham, for efterfølgende at voldtage dem, en praksis Stalin ikke var ubekendt med. Men så igen, hvis man kan forsvare Stalin's massemord, så kan man nok også forsvare, at manden ikke havde noget større problem med massevoldtægter...

...

Ved jeg har citeret meget fra Montefiore, men dette bliver formentligt også den næstsidste post om emnet.

Fra Montefiore's Stalinbiografi, som jeg har omtalt før. Som kilde angives Akaki Mgeladse, Stalin, kakim ja ego snal, formodentligt et erindringsværk skrevet af apparatjikken Mgeladse, der blandt andet var leder af Abkhasien under Stalin.

Det er et besynderligt citat, af flere grunde. Det første spørgsmål er naturligvis, hvad der er blevet af kødet i forklaringen. Bjørnen Hitler, skindet Østeuropa, kødet? Derudover kan man bemærke, at Stalin selv var af den opfattelse, at det var Sovjet, der havde banket tyskerne, ikke englænderne eller amerikanerne, men det er selvfølgelig ikke nogen stor nyhed. Det var dog ikke, hvad der fik mig til at spærre øjnene op. Det var derimod Stalins sidste ord: Bjørnen tilhører mig - det var jo mig, som dræbte den.

Anekdoten peger selvfølgelig i retning af, at Stalin var af den opfattelse, at indsatsen i øst gav Sovjet ret til at stille territorialkrav der ikke, havde krigen udviklet sig anderledes, havde haft nogen videre legitimitet. Men går vi under toppen af isbjerget er der en del gemt dernede: Stalin har næppe selv tænkt over det, men hans argument, hvis vi fjerner baggrunden og krigen og alene ser på anekdoten og de tre mænd der skændes om, hvem en skudt bjørn tilhører, kunne i princippet være blevet fremført af en anarkist (nogle ville sige 'af en kapitalist'; men kapitalisme centrerer sig omkring ejerskabet af produktionsmidlerne. Det er ikke en kapitalistisk grundpille at du må beholde alt hvad du producerer selv). Hvordan forklarer man det - at en diktator med ubegrænset magt kunne bruge en analogi som denne?

En naturlig forklaring ville selvfølgelig være den, at Akaki Mgeladse husker forkert. Men det behøver ikke være tilfældet. En anden fortolkning af anekdoten som bestemt fortjener vægt, er at Stalin efter krigen fandt det naturligt, at han fik hvad han pegede på, fordi han pegede på det. Det gjorde han, fordi Sovjet på det tidspunkt mest af alt var baseret på et værdisystem, hvor magt var ret. Hvis man godtager den præmis illustrerer citatet på glimrende vis den herskende mentalitet blandt den kommunistiske overklasse.

Hvorfor er det her interessant? Det er det fordi mange af dem, der i det skjulte - eller mere åbent - forsvarer de forskellige kommunistiske massemordere gør en dyd ud af at påpege, at der i det mindste var 'lov og orden' i diktaturstaterne. Nogen går videre og siger, at systemet var mere 'retfærdigt'. Men der var ikke lov og orden, og retfærdighed var desværre ikke en by i Rusland: De kommunistiske revolutioner led uden undtagelse til et politisk og moralsk sammenbrud, som førte samfundene tættere på den hobbesianske krigstilstand, end de nogensinde før havde været. Magt var ret.

Hobbes kritiserede et samfund uden regler og love, og ville erstatte det med et samfund styret af en stærk stat. En stærk stat som skulle beskytte individet. I dag ved vi, at den stærke stat meget let vender sig mod individet, og at den stærke stat mange gange i historiens løb har gjort ondt værre. En stærk stat leder til stærke ledere, og stærke ledere ender ofte som diktatorer. Stalin var i øvrigt ikke diktator fra den dag han kom til magten, som Montefiore skriver om situationen i 1930: "Hans dilemma var, at han var leder af et parti uden Führerprincip, men regerede et land, der var vant til zaristisk enevælde". Han løste problemet med terror og ved at etablere et Führerprincip i partiet, så hans position i 1934 reelt var en diktators.

Hvad ville være sket, hvis en ukrainsk jæger havde sagt det samme som Stalin til NKVD's repræsentanter, og holdt på sin ret? Han var blevet sendt til Sibirien, eller havde fået en kugle gennem hovedet. Det er den kommunistiske version af 'lov og orden'.

En mann på butikken med matseddel fra sosialkontoret. Kassadama diskuterer det høylydt med sjefen. Både han og vi andre i køa syns det er flaut: det er flaut å være fattig.

Men det er feil; en fattig mann kan stå rakrygget. Vi andre burde skamme oss:

Det er ei skam at VI holder så mange i fattigdom!

For ei stund siden leste jeg en uttalelse av en europeisk kulturperson (husker ikke navnet). Vedkommende sa at folk trenger filmstjerner og milliardærer fordi de trenger noen å se opp til. Jeg trakk på skuldrene over uttalelsen der og da, men klarte ikke å slippe den. Ettersom jeg tenkte på den, blei jeg egentlig ganske bekymra. Kanskje mest over at intervjueren ikke stilte kritiske spørsmål til dette tankegodset.

For dette er jo gamle føydaltanker i ny forkledning! Noblesse obligé i moderne utgave: den rike/noble/berømte/opphøyde får enorme privilegier i samfunnet, og "betaler" ved å sørge for sine undersåtter (veldedighet, å tale de svakes sak, etc.). Det fungerte ikke den gangen, for adelen brydde seg for lite om undersåttene, og glemte for ofte sine egne "ridderidealer".

Det fungerer ikke i dag heller, fordi de privilegerte lever på bekostning av de mange. "Eliten" av nyrike stjerner går i stadig større grad inn i en egen "stjernesfære", og forlater den alminnelige samfunns-sfæren. Den sfæren som satt på spissen består av frihet, likhet og brorskap i god balanse (se: Den Franske Revolusjon).

Vi har beklageligvis latt friheten spise sine brødre. Likheten og brorskapet er undergravd og devaluert. Samfunnet dyrker friheten til å drømme og tjene penger, eller i hvert fall frihet til å drømme om å tjene penger (sukk).

På skuldrene til det drømmende folket står en opphøyd samfunnsklasse av nyrike. De lever i "det forjettede land": i blitzregnets stråleglans, i limousiner og designerkjoler, og i egne slott med fontener i hagen. Privilegiene gjør dem spesielle på alle mulige måter.

Reklame og ublu selvpromotering skaper et hyllningskor for den nyrike eliten. Deres forretnings-sans, karisma og sterke ego-driv gjør dem til strålende forbilder for alle mennesker! Det er fantastisk, og vi kan også bli slik! I reklamen blir vi fortalt at alle er fri og lykkelige og kjøpekraftige! Vi er alle arvinger av elitens privilegier, om vi bare kan legge gullegget/kjøpe gulloddet/finne gullstemma ...

- Det første problemet med greia er at de færreste arver noe som helst. Det store flertallet blir aldri annet enn konsumenter av reklamemyten, og ikke innehavere av reelle privilegier. Reklamen er løgn og drømmerier og eventyr! Men dette har vi selvsagt gjennomskuet, så "det virker ikke på oss". Beklager, men det er nok ei myte. Vi er fri til å kaste av oss reklamens makt, ja, men likevel blir vi påvirket av reklame hver eneste dag. Reklamen virker, og den sier ikke bare noe om hva vi skal kjøpe, men også veldig mye om hvordan vi skal tenke.

- Det andre problemet er at de få som tar del i privilegiene, får så store fordeler at det står i skarp kontrast til levekårene for vanlige mennesker. Kontrasten er helt horribel i forhold til de mange fattige som skapes av turbokapitalismen. Folk er forskjellige, men når de materielle forskjellene blir så skrikende, ødelegger det tanken om likeverd mellom mennesker.

- Det tredje problemet er at de rike blir del av en elite, en opphøyd samfunnsklasse som helt naturlig får andre normer enn resten av folket. De sitter med enorme materielle verdier som de selvsagt forvalter så godt de kan. De bruker sine ressurser og sin innflytelse til å styre samfunnsutviklingen i visse retninger, retninger som gavner dem selv. Det er ikke rikmannens skyld at han blir del av en grådighetskultur. Han har like stor rett som andre til å kjempe for seg og sitt. Slik er demokratiet. Likevel er det et politisk problem, særlig i vår tid. Vi har ikke lenger råd til å holde oss med det forbruket denne kapitalismen bygger på. Så rikmannen må finne seg i å miste mer enn oss andre (og rike land må finne seg i å miste fordeler fattige land ikke har).

Utfordringen er å få forbruket ned,

samtidig som vi tar vare på hverandre!

De nordiske landene har klart å skape en praktisk balanse mellom idealene frihet, likhet og brorskap. Vi har et velferdssamfunn med bedre fordeling mellom samfunnsmedlemmene. De svake blant oss blir tatt vare på av de sterke. Det er bra for både svake og sterke at dette skjer, og at det skjer på en måte som ikke gjør den sterke til giver og den svake til mottager. Det vi har lykkes med er å skape samfunn der de sterke er garantister for de svakes livsvilkår.

Det er jeg glad for. Jeg føler at det har gitt meg en motgift mot en reindyrka kapitalisme som vil at markedet skal styre alt. Det er virkelig både urealistisk å tro at verden blir bedre av å sette menneskelige hensyn tilside for et markedsideal. Det er ikke annet enn blind idealisme, og det oppløfter grådigheten til styrende prinsipp. I min verden blir de færreste lykkelige når grådigheten får rå.

Politisk pragmatisme med menneskelig ansikt

Norden har klart å styre unna flertallets diktatur, slik det utviklet seg i Sovjetstaten. Samtidig har vi styrt unna den reindyrka kapitalismen, slik den har utviklet seg i USA. Vi har praktisert en politisk pragmatisme med menneskelig ansikt, og det har gitt oss stabile samfunn med omsorg og industri i god balanse. Vi er ikke perfekte, og det er en evig kamp, men vi har en god grunnholdning. Vår politiske kapital er fremdeles sterk.

Når vi nå står overfor en av vår tids største utfordringer; en overhengede miljøkatastrofe, blir det enda klarere for meg at den reindyrka kapitalismen må kastes på historiens skraphaug, sammen med den grådighetskulturen den fører til. Vi kan ikke fortsette å forbruke i samme tempo. Vi kan faktisk ikke holde oss med milliardærer. Vi trenger å endre måten samfunnet fungerer på, slik at milliardformuer ikke lenger er mulig å bygge opp. Slike formuer er et symptom på hva vi alle bedriver: et ubetenksomt og farlig forbruk!

Et annet symptom er den økende fattigdommen. Den henger nøye sammen med fremveksten av en nyrik elite.

En kursendring er positivt, men utfordrende

For å lykkes med en virkelig endring må vi velge politikere som er klartenkte og modige. Og vi må selv følge opp; engasjere oss, diskutere, tenke og gå til aksjon i vår egen hverdag. Det handler ikke bare om å resirkulere og spare strøm, men også om å bidra til en bedre fordeling.

I dette perspektivet er de fattige i vårt eget samfunn kanskje den første prøvesteinen. Når godene er knappe, må de fordeles rettferdig. Miljøsaken er et omfattende dugnadsverk der alle må inkluderes og hjelpe til. Vi må stå last og brast med hverandre. Sørger vi ikke for hverandre, men tenker mest på å trygge oss selv (holde på egne goder, forlange ofre av andre), går vi alle under. De fattige i vårt samfunn er den første prøvesteinen, men dette gjelder jo resten av verda også: vi må sørge for en fordeling der fattige land også får del i de knappe godene.

Dette er den store utfordringen for vår generasjon. Ikke bare må vi få ned forbruket, men vi må samtidig sørge for at verda kan fordele de knappe godene på en rettferdig måte. Vi har fremdeles friheten til å handle, slik at vi kan klare dette, men uten likhet og brorskap går ikke regnestykket opp!

i) "Sagerne Eismont, Smirnov og Rjutin er fulde af alkohol. Vi ser en opposition, der har ligget i blød i vodka. Eismont, Rykov. På jagt efter vilde dyr. Tomskij, jeg gentager Tomskij. Brølende vilde dyr, som knurrer. Smirnov og andre Moskva-rygter. Som en ørken. Jeg har det forfærdeligt og får ikke megen søvn."

Fra en note Stalin skrev til Vorosjilov en måned efter Nadesja (Nadja) Allilujeva's død i 32.

ii) I Pravda blev Stalin omtalt i halvdelen af alle lederartikler mellem 1933 og 1939.

Nej da, der var slet ikke tale om nogen personkult i Sovjet under Stalin. Overhovedet ikke...

iii) Alene i 1934 var der [...] 62.000 uheld på jernbanerne.

Som kilde angives E. A. Rees' Stalinism and Soviet Rail Transport 1928-1941, London, 1995, s.118. Et kort review af bogen her. Den sætning fortæller efter min opfattelse en hel del om Ruslands udvikling i 1930erne.

Måndag neste veke skipar Bergen Raud Ungdom til juleavslutning, i heimen til Sunniva og Mathilde. Der skal me feire at jula er raud, ete julegraut, synge heimesnikra, revolusjonære julesongar og kose oss. I tillegg vert det mogleg for dei som vil å bade i eit varmt boblebad, med plass til sju stykk.  

Det vert felles oppmøte kl 17.20 på Raudt-kontoret i Vestre torggate 6, 18. desember. Det er gratis med buss, viss ein har ungdomskort. Elles kostar det 23 kr kvar veg.

 Alle er velkomne!

(Viss du lurer på noko er det berre å sende ein straumpost til bergen@sosialisme.no, eller ringe Sofie på tlf: 97609595)

Journalisten kan simpelthen ikke forstå, at de unge tjenere, der fortrinsvis er studerende, ikke vil ind under 3Fs overenskomst: I vil jo komme til at få mere i løn! synes devisen at være.

Men de vil ikke have mere i løn. De vil have fleksibilitet, netop fordi de er studerende og har brug for at strukturere tiden så den bedst passer dem og fordi de modtager SU ved siden af.

Prøv at se den her:

Men højkonjunkturen slutter jo en dag. Hvad siger du den dag der står 200.000 arbejdsløse udenfor her og gerne vil arbejde på dårligere vilkår end dig?

- Det er der jo ikke nogen, der ved noget som helst om. Og det er da også helt uden for al fornuft, at man forsøger at få en overenskomst med os, der har en i forvejen, når 75 procent af branchen står uden overenskomst.

...

Skal 50 ansatte på Nørrebro Bryghus da diktere, hvordan overenskomsten skal være?

- Ja, jeg mener at 50 ansatte på Nørrebro Bryghus skal bestemme, hvordan det skal være her på Nørrebro Bryghus. 3F tror, at lønnen er det altoverskyggende vigtige, for ellers gider man ikke være tjener. Jeg ved godt, at det var løn, man kæmpede for i 1870, men der er kommet andre forhold.

- Vi lever i et postindustrielt samfund - et informationssamfund. I en global verden. Hvis 3F virkelig vil gøre noget for folk, så kunne de da kæmpe for højere løn i Kina og Indien. Der er der virkelig brug for det!

Jeg kan udemærket selv genkende situationen. Det er da også pga. de vidunderligt fleksible arbejdstider jeg har på Statsbiblioteket, at jeg arbejder dér og ikke et andet sted: Jeg bestemmer jo grundlæggende selv min arbejdstid. Og det er altså mere værd end end en lidt højere løn, der jo alligevel bliver udhulet af skatten. Fri- og studietiden kan de jo heldigvis ikke beskatte; og derfor er den så attraktiv. Både i Århus og på Nørrebro.

Hayek