Jeg har mange spekulationer omkring adventisternes måde at anskue deres søgen efter sandheden på. Jeg er selv ved at uddanne mig til adventistpræst, og det giver mig en god basis for at kigge lidt på, hvor adventismen kommer fra - også fra et mere skeptisk udgangspunkt, end nogle adventister ville bryde sig om. Alle spørger “Hvad er sandhed”, men vejen til sandheden er der delte meninger om.

Identitetskrisen

En studiekammerat havde en særlig pointe omkring det fantastiske ved, at Jesu dåb fandt sted i år 27 e. Kr.. Jeg luftede min usikkerhed om, hvorvidt den dato nu også passede, da adventister synes at være de eneste, der daterer den dér - ikke for at argumentere imod datoen, blot for at gøre opmærksom på min usikkerhed. “Selvfølgelig passer den,” argumenterer han, “for ellers passer det jo ikke med profetiernes opfyldelse.” Jeg foreslår så, at vi så måske har misforstået profetierne? Han tager sin bakke og forlader uden et ord. Jeg afslår senere hans tilbud om et bibelstudium.

Jeg tvivler ikke på, at jeg er i den kirke, der passer mig bedst, hvis jeg endelig skal vælge mellem de eksisterende kirkesamfund. Jeg føler mig egentlig som adventist helt ind til knoglerne på langt de fleste områder. Desværre er definitionen af en adventist meget diskuteret, altså internt. Hvad er det helt konkret, man skal tro på, før man kan siges at være en rigtig adventist? Måske det er derfor, mange siger, kirken har identitetskrise?

Min studiekammerat forklarede mig, at han ønskede, der var mere enhed i kirken “om disse ting”. Hvilke ting han mente var for mit vedkommende uklar, men jeg antager, han mente sine specifikke udlægninger af diverse profetier og billeder i Åbenbaringsbogen. Jeg har forsøgt at forklare ham, at diskussionen ikke går så meget på, om jeg er enig eller uenig, men om jeg er “interesseret” eller “ikke interesseret”.

Meta-narrativen

Hvad er det da, der gør mig til adventist, hvis jeg ikke engang deler interessen omkring endetidsprofetierne og de apokalyptiske bøger? Det er vel til dels, at jeg stadig tror på det store billede. Min græsklærer identificerede det som “the meta narrative”, hvilket lyder ret fedt og akademisk. Den danske adventistteolog, Gunnar Pedersen, har oftest præsenteret det som “Den store fortælling”, og det gør han med en inspirerende entusiasme.

Det karakteriserer i høj grad Adventistkirken, at de tager alle historierne i bibelen og putter dem ind i et samlet hele. Ikke at de er de eneste, som gør det - langt fra - men det er alligevel et markant kendetegn for kirken i forhold til andre nyere protestantiske kirker. Tilmed identificerer adventister denne ramme som “kampen mellem det gode og det onde” eller som én af kirkens stiftere, Ellen White, måske ville have sagt: “The Great Controversy” (”Den Store Strid”).

Helhed vs. detalje

Som det moderne menneske, jeg i nogen grad er, så er det helt klart en tankegang, der tiltaler mig. Tænk, at alt er del af en stor historie, som der går en fin rød tråd igennem fra start til slut! At der er en objektiv sandhed, og at alt, vi kender til, direkte eller indirekte er et udtryk for denne! At alting i bibelen (og alle vores personlige erfaringer) passer perfekt som brikker i dette store puslespil! Hvilken vidunderlig tanke!

Den appellerer især til stærkt neurotiske ordensmennesker, der tænder på systemer og kæler for detaljer. For disse nøjeberegnende bibelgranskere er sammenhængene faktisk “bevis” nok i sig selv, og skulle der vise sig at være uoverensstemmelser, så ville de gå ind i en åndelig krise. Heldigvis har flere af dem den særlige nådegave at lukke øjnene for det, der ikke hænger sammen og stedet fokusere på kabalerne, der går op. En dejlig evne.

I diskussionen med disse bliver jeg ofte frusteret over, at de ikke kan fortælle mig, hvad deres skattejagter betyder for det store billede og helheden. Min konklusion bliver derfor ofte, at det i det store hele ikke betyder noget som helst, og jeg bliver stemplet som en kætter (eller babyloner?), der har frasagt sig sit adventistiske ansvar til at forkynde de tre engles budskaber - i hvert fald i deres dybde. Ak ja.

This reciprocal strength

Uriah Smith - en anden af de historiske adventister - havde samme forkærlighed til overensstemmende systemer som hans venner. Han skal have skrevet noget i retning af dette:

“Such is the connection, relation and dependence of one great truth upon another that every additional evidence upon one, proportionally strengthens all the rest; and thus, by this reciprocal strength which each point furnishes to the others, the great platform of truth is established, on which God’s people will finally be found standing, and which will abide the test of the great day.” (Review and Heralds, July 25, 1854)

I moderne tankegang kan den store objektive sandhed findes gennem nøje bevisførelse (evidence, ikke proof) og logisk argumentation. Ideen her er, at hvis vi bare går rigtigt til bibelen, så er delene af sandheden så klar, at vi faktisk kan samle den, indtil vi har den hele.

Undervejs vil der naturligvis være mange fejl, der skal korrigeres, og man bliver selvfølgelig nødt til at ændre på nogle ting af og til, som influerer alt det andet, som det på sjove måder hænger sammen med. Men i sidste ende, så passer tingene bare så godt sammen, at det faktisk i sig selv vidner om, at man er tæt på sandheden. Dette kalder Smith for “reciprocal strength”, og han ser det som de kristnes grundlag, deres fodfæste, i den stormfulde endetid.

Korrigeringen af “den lukkede dør”

Undervejs i adventismens historie er der naturligvis sket en del korrigeringer i det store billede, ikke mindst mens det stadig var i en redigérbar størrelse. Selv Ellen G. White - kvinden, der både af gode og dårlige grunde altid hentydes og refereres til - havde det jo med at korrigere sine meninger på linje med alle andre mennesker, der vokser i kundskab og visdom. Et af de første eksempler på dette var ideen om “den lukkede dør”.

Søster White indrømmer i 1851 et holdningsskifte. I de første få år efter 1844 (årstallet, hvor adventister forventede Jesu genkomst), dér troede adventister, at det var for sent at omvende sig - eller i hvert fald at få del i nåden, hvis man gjorde. Så ingen grund til at døbe folk, de kunne alligevel ikke blive frelst! Dette blev dog korrigeret bl.a. med Ellen Whites første syn, der fortalte hende, at det ikke var den dør, der var blevet lukket, men en anden. Dette må jo have været noget af en lettelse, især for nyomvendte. I senere udtalelser opmuntrede Ellen White til, at vi altid bevarer en vis form for skepsis for det etablerede, så vi kan være åbne for eventuelt nyt lys. I andre udtalelser fornemmer man dog, at visse ting alligevel synes urokkelige.

Uoverensstemmelser

Mens tingene var lette at rette på i starten, så blev det straks sværere at rette på senere, da tingene begyndte at hænge for godt sammen. Dette ses nok tydeligst i dag, hvor vi har et stort adventistbillede, der både tager sig af eskatologi, soteriologi, antropologi, harmatiologi, og hvad de nu alle sammen hedder. Læs evt. de 28 trospunkter for at se omfanget. Skulle man for eksempel komme frem til, at sjælen måske alligevel går direkte til Gud, idet døden indtræffer, så står hele eskatologien (endetidsteorierne) på spil. Denne form for sjælevandring skubber “kødets opstandelse” helt ud af billedet og i nogen grad vel også den begivenhedsrige optakt til den dag.

Samtidig ville vi begynde at spekulere i, hvornår herliggørelsen finder sted, hvis ikke det sker ved en opstandelse (en genskabelse). Dengang man troede på, at sjælen gik direkte i himlen ved legemets død, da antog flere jo også, at man derfor blev nødt til at blive fuldkommen inden døden! Ellers var man ganske enkelt ikke parat til at blive udsat for Guds nærvær, lød tankegangen.

Disse misforståelser appellerede især til perfektionisterne. Men værst af det hele: Selv om vi er kommet til en bedre forståelse af sjælen (som ikke klarer sig så godt uden legemet, men må vente på en herlig opstandelse), så er vi ikke sluppet helt af med disse ideer om at blive helliggjort og herliggjort i løbet af ens korte liv på jorden. Vi væltede tankebygningen, men på magisk vis blev taget hængende i luften. Mange, der tilslutter sig disse (og deraf inspirerede) ideer om helliggørelse, ville undres over, hvor meget deres teologi faktisk ligner katolikkernes - som de ironisk nok har en tendens til at være meget kritiske overfor.

Et utilgængeligt fundament

På sin vis synes hele tankegangen om systematisk teologi og “den store fortælling” både at skabe problemer og tilbyde løsninger. I en stor grad handler det naturligvis bare om at være konsekvent. Bygger man en ide på et grundlag, og fjerner man grundlaget, så må man også være indforstået med, at bygningen skrider. Det nytter altså ikke noget at snakke om en meta narrativ, hvis man alligevel ikke er parat til at tage følgerne af ens korrigeringer.

Det største problem, som jeg ser det, er dog den dominerende frygt, der er for at redigere i det etablerede. Frygten er netop udsprunget af den store forståelse for, at man må være konsekvent og grundig, når man gør det. Men hvor ville det dog være forfærdeligt, om adventismen pludselig mistede hele sit grundlag - en stor viden, et stort system, en masse arbejde og en masse apologetiske argumenter - bare fordi et enkelt grundlæggende doktrin viste sig at være blevet misforstået. Så for ikke at risikere det store sammenbrud, så undgår vi helst at pille ved fundamenterne. Men desto mere vi bygger på det etablerede, desto mindre tilgængelige bliver netop disse.

1844 og Ellen G. White

Sabbatten (med skabelsen), helligdomstjenesten og den undersøgende dom (med datoen, 22. oktober 1844) og sjælens dødelighed er nogle af de ideer, vi adventister dårligt kan tillade os at kigge efter i sømmene i dag. En teolog ved navn Ford prøvede for en generation siden at udfordre 1844, og hans angreb var ikke uden effekt. Splittelserne var enorme, han tog mange af den generations teologer med sig, men Adventistkirken flyttede sig aldrig officielt. (Der går dog rygter om, at flere i Generalkonferencen er meget Ford-orienterede i dag.)

Rykker man på 1844, så rykker man nemlig også på en del andet. Ikke mindst kommer Ellen G. Whites troværdighed op til kraftig overvejelse, da hendes første syn netop beskæftiger sig med 1844. Flere adventister kan nok undvære 1844, både som årstal og som konkret udlægning af diverse himmelske hændelser. Paulus prædikede jo ikke 1844, dog spredte han det sande evangelium. Til gengæld har jeg det personligt svært at skulle give helt slip på Ellen White, især efter at have læst “Desire of Ages” (for nyligt udgivet på dansk som “Jesu liv“). At hun var evangelisk kristen, og at hun troede på nåden og på Jesus - det er jeg ikke et sekund i tvivl om, og hendes udlægning af korsfæstelsen har stadig stor værdi for mig.

Det samlede puslespils appel

Skulle vi endelig finde grundlag for at korrigere i nogle af de nævnte emner, så ville det altså kaste kirkens systematiske teologi ud i en krise - tænk på alle de doktriner, der så skulle genovervejes! Langt de fleste mennesker føler sig mere tiltrukket af ideen om, at tingene står fast, at arbejdet er gjort færdigt, at puslespillet er samlet. Man behøver knapt nok studere noget selv for at få gode logiske svar på sine spørgsmål, da de røde paragrafbøger forklarer det hele så glimrende - og så logisk.

Desuden har mange det som Uriah Smith, som jeg nævnte tidligere. Når doktrinerne hænger sammen, så giver det “ro i sindet”, for dette styrker netop hele systemets troværdighed, og i endetiden, som efter sigende bliver meget hektisk, bliver systemet vores redning. Denne antagelse er meget romantisk, men også fuldstændig ubegrundet. Der er ingen grund til at tro, at 1) et sammenhængende system af trosartikler er troværdigt alene baseret på den interne logik, eller at 2) et sådant systems sammenhæng på nogen måde er en målestok for de troendes udholdenhed i endetiden.

Ellen Whites verdensbillede

Ikke desto mindre har mange læst Ellen White og accepteret hendes 5 bibelbøger (”Patriarchs and Prophets“, “Prophets and Kings“, “Desire og Ages“, “The Acts of the Apostles” og “The Great Controversy“) på netop det grundlag, at hun så smukt får alting til at hænge sammen. Argumentet har flere aspekter. På den ene side er det værd at overveje, hvis hun vel og mærke holder sig til bibelen, da bibelen er skrevet af mange forskellige forfattere over et par tusind år. Hvis alle disse tekster stemmer overens og kaster lys over hinanden, så er der i nogen grad grundlag for at tro, de er inspirerede.

Men at Ellen White får tingene til at hænge sammen er mindre fantastisk. Det viser allerhøjst, at hun er et systematisk menneske, der forstår at lægge vægt på det, der passer sammen og trivialisere det, som ikke gør. Hun kan for så vidt have vidst, hvor hun ville hen, allerede før hun skrev bøgerne, og hun kan have udlagt bibelen, så den passede nøjagtig ind i hendes subjektive og muligvis statiske verdensbillede. Jeg påstår ikke, det nødvendigvis hænger sådan sammen, men jeg forstår den skepsis, folk kommer med, når de møder argumentet, at Ellen White må være sand, fordi “det hele falder i hak, når man læser hendes bøger”.

En aha-oplevelse er ikke nødvendigvis åndelig

Det samme argument duer nemlig for Jehovas Vidner. Vagttårnsselskabet har om nogen præsteret at skrue et religiøs verdensbillede sammen, som er konsistent og veludviklet. Den interne logik appellerer til mange, der fodres med information, og til hvert spørgsmål er der et logisk svar. Et tidligere Jehovas Vidne, jeg havde snakket med, havde forladt trossamfundet bl.a. på grund af politisk engagement. Til hans store overraskelse opdagede han senere (udenfor JV), at marxisme var fantastisk sammenhængende, hvis altså man læste det på Karl Marx’ egne præmisser.

Uden at han nogensinde blev marxist eller seriøst overvejede at blive det, så havde han en aha-oplevelse, der svarede til de mange oplevelser, han havde haft i JV. Disse oplevelser havde han i sin tid forvekslet med “åndelig oplysning” eller “svar fra himlen”, når forklaringen i virkeligheden var meget mere jordnær.

Intern logik dårlig begrundelse

En marxist tror på marxismen, fordi hele verden giver så god mening fra dette perspektiv (som det kunne have gjort fra så mange andre perspektiver). Jeg kan vel også få alt til at passe ind i Platons hulebillede og måske også i tibetansk buddhisme, måske endda L. Ron Hubbards hjemmelavede sci-fi religion, Scientology, hvor alt tolkes i lyset af Dianetik. Disse systemer hænger usædvanlig godt sammen (som regel fordi de er skruet sammen af én systematisk person eller gruppe), men faktum er, at det bliver de ikke troværdige af.

Hvad der tidligere havde virket som et argument for et religiøst system - for det tidligere Jehovas Vidne - blev senere et argument for en helt anden ideologi af ateistisk karakter. Hans konklusion var dog nærmere, at intern logik ikke bekræfter nogen systemer overhovedet. Den bekræfter heller ikke adventisme.

Logik som tilgang

Om vi vil det eller ej, så opererer vi i vesten på nogle grundlæggende præmisser i vores søgen efter sandheden, som slet ikke spillede samme rolle, da vores religiøse tekster (som bibelen) blev forfattet. Selve konceptet, logik, stammer fra oldgræsk filosofi, hvor en mand ved navn Aristoteles påstod, at logik er den eneste måde hvorpå vi kan vide noget som helst.

Den tanke dominerer vores tankegang i dag, og den sidder så ufattelig dybt i os, at mange har svært ved at acceptere, at fremgangsmåden i nogen grad er tillært. (Jeg skal da også gerne indrømme, at jeg har en indbildsk tro på, at hvis ikke Aristoteles var kommet med det, så var en anden nok kommet med det før eller siden.) Når nogen kommer med en påstand, så spørger vi i den moderne verden efter den logiske begrundelse. Vi ønsker at se empiriske data, få forklaringer på hændelser og konsekvenser, så vi kan vurdere troværdighedsværdien af påstanden. Sådan tænkte folk dog ikke på Jesu tid. De spurgte i stedet “hvordan”, og svaret kunne være et digt eller en historie (en lignelse). Vi har dybest set en helt anden måde at vurdere sandhed på i forhold til bibelens forfattere.

Logik forpurrer bibelsk sandhed

Det mest interessante er, hvad denne forskel betyder for systematisk teologi. For adventismen er det interessant at se, hvad den betyder for vores store histore, den store strid. Sagen er den, at vi har opbygget vores trossystem på fuldstændig moderne logiske forudsætninger uden nogen som helst tanke på, hvordan de første kristne selv gik til sandheden. Det skaber mange problemer. Faktisk vil jeg være så fræk at påstå, at evangeliet mister sin kraft, hvis vi forsøger at være logiske helt ned i detaljen. Og vores eget system mister ligefrem troværdighed i modsætning til, hvad kære Uriah Smith i sin modernistiske rus måtte påstå.

• Vi forsøger at løse problemet, at Jesus er 100 % menneske og 100 % Gud. Vi kan slutte alverdens ting på det grundlag, at han er helt menneske, men i samme mundfuld underkender vi måske noget, der skal tilskrives hans fulde guddommelighed. Eller omvendt underkender vi måske hans menneskelighed, fordi vi konkluderer alt muligt logisk ud fra, at han er 100 % Gud.
• Vi slutter måske, at fordi Jesus sendte Helligånden til de kristne på Pinsedag, så havde Helligånden ikke været der før. Ikke desto mindre er Ånden meget aktiv i Det Gamle Testamente og i Jesu virke, og det er svært at forestille sig 8.000 år uden Helligåndens nærvær på Jorden. Havde Gud væres helt passiv lige indtil kirkens stiftelse på Pinsedagen? En logisk fejlslutning.
• I adventismen har man sluttet, at Jesus må have haft natur som Adam før syndefaldet, og det må være sandt, for ellers var han vel skrevet op til døden ligesom os. Samtidig mener vi, at han er blevet prøvet i alle ting ligesom os, og vi tror på, at hans retfærdighed på korset ultimativt retfærdiggør os foran faderen. Hvis noget kan knække logik, så er det doktrinet om Jesu natur og frelseplanen.

Så meget forvirring fordi vi hele tiden antager at 2 forskellige ting ikke begge kan være rigtige. Resultatet er en moderne mistillid eller underkendelse af det, bibelen ofte siger: Begge dele passer!

Håbet i Den Store Fortælling

Når jeg siger, at jeg tror på det store billede, så skyldes det altså ikke, at jeg ser en gennemgribende, detaljeret intern logik. Ofte er evangeliets kraft at faktisk at hente i de tvetydige detaljer, der netop bekræfter, at Gud er langt over min fatteevne. Derfor kan jeg sagtens værdsætte en detalje, men ofte uafhængigt af de mange andre detaljer, systematikerne gerne binder dem sammen med. Først og fremmest, så værdsætter jeg dog helheden, Den Store Fortælling, som dannes af de mange detaljer, og som ikke rykkes af den ene.

Uanset om man er typen, der elsker systemer og ideologiske puslespil, eller om man er poeten, der dvæler ved det enkelte ord, så har vi dog alle brug for at se os selv i en sammenhæng. Dette blev for mig kraftigt understreget for ganske nylig, da en præst sad i Aftenshowet og talte om, hvordan han havde givet krisehjælp til nogen, der netop havde mistet flere familiemedlemmer i en bilulykke. Trods en brilliant indsigt i den psykologiske sorgproces, så virkede hans sjælesorg på ét punkt ganske mangefuld. Ikke én eneste gang nævnte han Opstandelsen.

Det er altid svært at miste nogen, man holder af. Da jeg var 14 år, mistede jeg selv min far, som blev offer for en sjælden gang leukæmi. Men det er unægteligt endnu sværere, hvis man ikke på længere sigt kan sætte hændelsen ind i en kontekst af en art. Deri ligger Den Store Fortællings sande styrke, ikke i det fantastisk detaljerede system af overensstemmende doktriner, men i den trøst og opmuntring, der ligger i at kunne sætte sig ind i historien, Gud har fortalt.

Åbenbaringen 21,1-4
v1  Og jeg så en ny himmel og en ny jord. For den første himmel og den første jord forsvandt, og havet findes ikke mere. v2  Og den hellige by, det ny Jerusalem, så jeg komme ned fra himlen fra Gud, rede som en brud, der er smykket for sin brudgom. v3  Og jeg hørte en høj røst fra tronen sige:
      Nu er Guds bolig hos menneskene,
      han vil bo hos dem,
      og de skal være hans folk,
      og Gud vil selv være hos dem.
v4 Han vil tørre hver tåre af deres øjne,
og døden skal ikke være mere,
ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere.
      Thi det, der var før, er forsvundet.

Fugleperspektiv en undskyldning?

Ofte kan det at sætte noget i fugleperspektiv - altså at fokusere på helheden i stedet for detaljen - virke som en dårlig undskyldning for at undgå at forholde sig til et bestemt spørgsmål. Dette oplevede jeg ved et bibelstudium, hvor emnet var Kristus, hans natur og hvordan han var både Gud og menneske på én gang.

En person, der regnedes for en autoritet, afsluttede diskussionen ved at sige, at “denne diskussion er jo dybest set bare en forlængelse af diskussionen, de førte i det første århundrede, og den er selvfølgelig meget god at få genopfrisket engang imellem”. I virkeligheden skubbede han et af kristendommens mest relevante spørgsmål på sikker afstand for ikke at afsløre sig selv som lige så uforstående og ydmyg som os andre, eller måske for ikke at lufte en lidt for kontroversiel holdning. Et par passive deltagere åndede lettet op, fordi det i det mindste lød som om en intellektuel person, de havde tillid til, virkede til at have styr på det.

Fordelen ved at perspektivere

Det er vigtigt, at et fokus på helheden ikke bliver en erstatning for at tage bibelens ord alvorligt. Her ligger kløften, som alverdens liberalteologer er faldet i, når de vrøvler om at “hver dag på en måde er dommedag” og at “Helvede mest af alt er en sindstilstand”. Ideen med at perspektivere er ikke at glemme bibelens ord, men at forsøge af favne dem. At sætte tingene i perspektiv - hvis gjort rigtigt - gør os nemlig i stand til at reflektere mere objektivt og frit over detaljerne.

Har vi styr på helheden, og kan vi se, at den netop ikke lader sig true af de små detaljer (eftersom logik er overvurderet), så vil færre følelser også være involverede, når vi beskæftiger os med de mindre brikker. Det er således lettere at være objektiv, og det opleves i øvrigt som en meget mere opbyggende diskussion. Jeg fristes til at påstå, at denne indstilling (blandt meget andet) adskiller kirker fra sekter: Om man tør stille spørgsmålstegn ved det etablerede og løbende genoverveje alle doktriner.

Enhed i forskellighed

En studiekammerat efterlyste mere “enhed i kirken” om de specifikke udlægninger, han havde af billeder i bibelen. Den kommer han til at kigge langt efter. Jeg efterlyser også enhed, men jeg håber aldrig, at vi må finde den i et system af doktriner. Den dag, vi bliver enige, er nemlig ikke den dag, vi har nået frem til sandheden, men derimod den dag vi er stoppet med at kigge efter den. Kundskaben om Gud vil vokse lige til Jesu genkomst - og efter det! - og tegnet på at vi bevæger os fremad er, at vi stadig tør stille spørgsmålstegn ved det, vi tror på.

Personligt drømmer jeg om, at Syvende Dags Adventistkirken må være en kirke, hvor alle medlemmer dykker ned i Guds ord for at lære ham bedre at kende, uden at fange sig selv med menneskelig filosofi, uden at skubbe andre væk med sine synspunkter og uden at gøre sig til dommere i Guds sted. Sidst føler jeg for at nævne, hvad Dr. Michael Pearson har sagt et par gange:

“It is impossible to have the Truth, but it is possible for the Truth to have you.”

Per Lønning innser nederlag i kampen mot homofiles rett til å gifte seg. Selv om vi er i familie, er vi med andre ord rivende uenig.

I dag ble kjønnsnøytral ekteskapslov vedtatt, og jeg vil med det gratulere alle de som nå får samme rettighet som hetrofile alltid har hatt: Rett til å leve ut den kjærligheten man har i seg uten offentlig fordømmelse og forskjellsbehandling. For det er det det handler om, ikke sodoma og gomorra, slik man kan få inntrykk på av enkelte av landets kirkefolk.

Bak forslaget står uansett et samlet norsk politisk stortingsflertall, utenom Fremskrittspartiet og KrF. At Krf var i mot å gi de homofile rettigheter burde ikke overraske. Partiet henger fortsatt igjen i 1950 uansett hva det gjelder av familiepolitikk. Men at "Fremskrittspartiet" nekter å gå med på lovforslaget viser bare hvor kynisk dette partiet er, der de prøver å samle stemmer på å stemple og skvise nok en mindretallsgruppe. Det er færre homofile stemmer å tape enn det er forsmådde homohatere å vinne på å gå imot lovforslaget.

Samtidig er det ikke mulig for meg å feire dagen uten et lite hjertesukk. For mens det er stort flertall politisk i Norge for å strekke seg etter rettferdighet når det kommer til hudfarge, seksualitet, etnisitet og kjønn (ihvertfall når det kommer til symbolsk støtte), så er det ikke det samme når det kommer til økonomisk og maktmessig ulikhet. Høyre, Venstre og Krf er alle mot diskriminering på bakgrunn av hvor du kommer fra, men har en samfunnsmodell i grunn der økonomisk ulikhet er unngåelig og noen vil vinne og mange vil tape lønnsmessig

Noen vil si at det handler om å gi alle like rettigheter i boken, men at det store flertallet fortsatt ikke vil evne å kunne bruke rettighetene i praksis på grunn av økonomiske forskjeller.

Jeg tror mange vil ha problemer med å se koblingen her. Jeg tipper også at flere vil mene det er en forskjell mellom det å diskrimere på bakgrunn av trekk "en liksom ikke kan noe for" og noen "en er skyld i selv". Du bestemmer ikke selv hvor du blir født, hva slags legning du får eller om hvorvidt du blir jente eller gutt. Men du bestemmer hva slags økonomisk situasjon du har endt opp i.

Her er vi ved kjernen. For bestemmer du egentlig det? Bestemmer du hvilken inntekt du skal ha eller hvilken klasse du skal bevege deg i? Jeg vil si nei, du gjør ikke det.

Det vi vet er at bakgrunnen til foreldrene dine har veldig mye å si for resultatene på skolen, uavhengig av hvor mye du jobber. Har foreldrene mange bøker, så blir resultatene og sjansen for høyere utdanning bedre. Har de ikke, blir sjansene dine endret proporsjonalt i motsatt retning.

Det vi også vet er at sjansene for kriminell løpebane øker med manglende tilpasning på skolen. Og det vi ser generelt i samfunnet er at klasseskillene holder seg konstant hos de fleste. Såkalte "klassereiser" mellom øvre og lavere sjikt tilhører sjeldenhetene. Det er kanskje derfor de omtales i Se&Hør, men det er altså ikke representativt for det norske folk. Er du oppvokst på Grorud eller i Loddefjord er sjansene små for at du dør på Bygdøy eller i Kalfaret.

Det er en myte at "alle" kan bli rik. Selvfølgelig fins det de som bryter myten. Men hvor mange er det snakk om i forhold til det store flertallet? Landet hvor denne myten lever best og stammer fra, USA, er jo ironisk nok der lønnsforskjellene øker mest og er blant de største i vesten. Jeg skulle likt å se en afroamerikansk tenåringsgutt fra Bronx ende opp med toppleilighet på nedre Manhattan. Det skjer enkelt og greit ikke.

At du kan "velge" å bli rik er like mye en myte som at homofile kan velge mellom å ha en hetrofil eller homofil legning.

I siste utgave at Le Monde Diplomatique tar Walter Benn Michaels, professor ved University og Illinois, Chicago, opp valget mellom mangfold og likhet. Der tar han opp hvordan presidentvalget i USA nå er selve resultatets kjerne av de sosiale bevegelsene for mangfold og rettighetsmessig likestilling som har vokst frem de siste 40 årene. Valget mellom Hillary og Obama er ikke bare et valg mellom to kandidater, men mellom en kvinne og en svart mann, to personer som for 20 år siden ikke kunne ha stilt som presidentkandidater, og enda mindre bli valgt til å bli nettopp det.

Men til tross for at ordet "Change" er på alles lepper, peker Michaels på hvordan verken Hillary eller Obama tilfører likhetstanken noe nytt. Obama vokste ikke opp i Bronx, Hillary står ikke ved kjøkkenbenken i en campingvogn i Midtvesten. De vil flikke på den amerikanskje skattemodellen, men ikke i tilstrekkelig grad at den skjevfordelingen som vi ser vokser for hver dag vil endres eller fjernes. De stammer begge fra middel- og overklasse, kjenner lite til forholdene for personer med samme hudfarge og kjønn som dem selv. Skulle man valgt en politiker som tenkte i de baner og peker på økonomiske ulikheter ville man valgt Edwards - en hvit mann.

I stedet går Michaels grundig gjennom Obama og Hillarys politiske standpunkt. Og selv om de til tider snisser temaet kan han med stø penn utrope dem begge til to av politikkens mange disipler av nyliberalismen.

Jeg tror ikke dette er tilfeldig. For selv om det er store forskjeller mellom USA og Norge på det politiske går vestlige land her mer eller mindre hånd i hånd i en stadig mer liberal mangfoldslinje, også støttet av den politiske høyresiden.

Så da kommer 1000-kronersspørsmålet: Er dette bevisst gjort av Høyre? Droppet man "liker-ikke-negre-og -homofile-og-vil-helst-ha-kvinner-ved-kjøkkenbenk"-holdningen for nettopp å lede rettferdighetskampen inn på et sosialt spor? Et spor der ærverdige Høyre-folk kanskje må holde seg litt for nesen over alt det i deres øyne uanstendige som skjer. Men et spor som tar fokus vekk fra økonomisk ulikhet og med det sikrer formuen, Yachten og villaen fra krav om mer økonomisk lik fordeling av godene.

Ser vi på historien treffer den rimelig bra også med de linjene man ser på kampen for mangfoldet. For ettersom vesten jevnt og trutt har beveget seg i liberal retning siden 60-årene, har vi sett nyliberalismen, neokonservatismen og thatcherismen vokse frem. Friedman og Adam Smith er blitt enerådende, velferdsstat etter velferdsstat blitt utsatt for økende økonomiske forskjeller, velferdstilbud fjernet, de rikeste blitt rikere.

Sårt å si det, men ser vi på dagens rød-grønne regjering så har det også vært mange viktige mangfoldsseire her, som kjønnsnøytral ekteskapslov, og fjerning av kristen formålsparagraf, samtidig som skattereformene ble avlyst allerede før de rødgrønne vant valget.

Det er ikke slik at jeg ønsker å ta vekk fokus fra homofiles kamp for rettigheter, eller kvinners kamp for lik lønn og likestilling. Men det er noe med å se Høyre, selve partiet for overklasse, ulikhet, skjevfordeling og individfokus, stå og hylle kjønnsnøytral ekteskapslov - en lov som nettopp er ment å rette opp ulikheten og urettferdighet. For all del, dette må Høyre få lov til, og det er bra de er med på denne nødvendige kampen.

Men det er synd at partiene og vanlige folk som erkjenner urettferdighet på ett område ikke kan se at urettferdighet ikke er et isolert problem for enkeltgrupper, men et gjennomgående samfunnsproblem som vi er nødt til å gjøre noe med - også økonomisk

Håpet mitt er at vi kan fokusere både på mangfold og likhet - eller like rettigheter og like muligheter. For det er også den dimensjonen at diskriminering og økonomisk ulikhet er knyttet tett sammen. Når kvinner tjener mindre enn menn, så er ikke det mulig uten at økonomisk ulikhet er akseptert. Og at det snart ikke finnes renholdsarbeidere i Oslo med vestlig bakgrunn handler ikke bare om diskriminering på bakgrunn av opprinnelse og hudfarge, det handler også om at denne gjøres effektiv gjennom å tilby denne gruppen de dårligst betalte jobbene.

Uansett vei nå, så tror jeg vi er på riktig vei for mer rettferdighet. Selv om forskjellene øker, de rikeste vasser i penger og verden har en stadig skjevfordeling, så kommer det en dag da det vil opphøre. For mens vi har pekt på problemet i over 100 år, så er det nå muligheten er der til å kunne gi alle mennesker et minste multiplum av også økonomiske rettigheter - som legehjelp, skolegang, sikkerhet, mat, rent vann. Jeg er sikker på at dagen i dag føltes ganske fjern for de første som sto frem som homofile i Norge for 40 år siden, vel så mye som økonomisk rettferdighet fortsatt føles fjern i dag. Så om det kanskje først skjer imorgen, neste uke, om et år eller hundre, så kommer forhåpentligvis dagen da vi også kan feire at de økonomiske ulikhetene viskes ut og kampen for grunnleggende systemrettferdighet er vunnet.

I dette indlæg vil jeg fokusere på 2 ting.
1) Betydningen af den rette intention i en debat.
2) Betydningen af at lytte aktivt til sin moddebattør.

Disse to ting hænger som bekendt sammen.

Min lærer i Foundations of Pastoral Studies var ikke blandt mine yndlingslærere. Han kom dog engang ind på noget meget vigtigt, selv om jeg var irriteret over måden, han præsenterede det på. Han fik os først til at diskutere et kontroversielt teologisk emne i adventistkredse (tolkningen af Babylon i Åbenbaringsbogen), og han bad os forsvare vores sag (uanset hvad vi mente) med stort udråbstegn, altså med næb og kløer. Bagefter bebrejdede han os, at vi ikke havde lyttet ordentligt til de andre, og han prædikede, at som (kommende) præster burde vi være mere lydhøre overfor, hvad de andre havde at sige.

Han sagde, at vi i vores debat udelukkende havde været fokuserede på, hvad vi selv skulle sige, når vi fik taleret - og slet ikke hvad de andre egentlig havde at sige, der måske var værd at lytte til og tage til efterretning. Efter hans indledende opfordring om at forsvare og kæmpe for vores sag syntes denne bebrejdelse fuldstændig malplaceret. Han bebrejdede os så at sige for at følge de præmisser, han selv havde sat op. Men havde han ikke opfordret til dette, så havde jeg givet ham ret. Sund debat handler nemlig ikke primært om at forsvare sit synspunkt med næb og kløer.

Intentionerne "at lære" og "at få ret" adskiller ubetinget sund debat fra verbal magtkamp. Debat skal og bør altid handle om at komme nærmere sandheden, og har begge parter denne intention, så kan man aldrig tabe. Selv hvis man ikke bliver enige - og sådan vil de fleste debatter stadig være - så er man med stor sandsynlighed blevet klogere og mere nuanceret, hvis man har lyttet til den anden debattør.

Men at lytte er ikke noget, der nødvendigvis kommer naturligt. At lytte er mere end blot at forstå ordene godt nok til, at man kan finde på en smart respons, der synes at addressere noget af det samme. At lytte er et forsøg på at forstå ordene præcis sådan som afsenderen forstår dem. Når man indirekte gentager hans påstand i sit modsvar, så skal han nikke genkendende og tænkte (gerne sige) 'Ja, det er mit argument, han nu svarer på.' Han skal ikke tænke (eller sige) 'Hvad fabler han om, det har jeg da aldrig sagt?'

Forståelsen opnås kun, hvis man lader afsenderen genformulere og uddybe - hvis man er villig til at opgive sin første fortolkning, hvis et andet billede præsenteres. Det kan ofte være værd at spørge, hvad en person mener, hvis man er i tvivl, og dette er vi nok oftere, end vi vil indrømme. Det er helt legalt og bydes altid velkommen, når man bremser op og siger, at man ikke er sikker på, at man forstår argumentet korrekt. Ofte giver det tilmed respekt, fordi moddebattøren kan mærke, at man tager ham alvorligt.

Alt for ofte går vi til forhastede konklusioner. Forhastede konklusioner kan give én følelsen af magt, og opslugt af denne følelse forleder man sig selv til at tro, at man "jorder" sin moddebattør. I virkeligheden afliver man en stråmand, altså en opdigtet påstand, man har tilskrevet sin moddebattør, men som reelt aldrig har været påstået af nogen implicerede. Igen er det store problem altså, at ens intention er at vinde, ikke at nå nærmere sandheden.

Nogle vil indvende, at modstanderen mener noget andet anden gang, end han gjorde første gang. "Han har skiftet position og vil bare ikke indrømme sin fejl." Dette har jeg to ting at sige til:

1) Det er måske en korrekt observation, men oftest er det en unfair antagelse. Min erfaring som ordstyrer har vist mig, at man altid slipper bedre fra at tro på det bedste i hinanden, selv når det virker naivt, ligefrem ynkeligt. Men alle fortjener at blive troet på, og når en person siger, at han er blevet misforstået - så skylder man ham at tro på ham og lytte.

2) Det er komplet ligegyldigt, hvis man har den rette intention for debatten. Det er ikke vigtigt at få sin moddebattør til at indrømme fejl, for det er ikke en konkurrence, men en samarbejdsproces, hvor intentionen er at komme nærmere sandheden.

Indlægget jonglerer med flere spørgsmål, end René Vester eller nogen af kommentatorerne evner at besvare. Det gør jeg nok heller ikke selv, men jeg kan til gengæld forsøge at identificere spørgsmålene, hvilket i sig selv måske kan være gavnligt (håber jeg):

Hvad er en sekt? Dette starter René selv med at stille og giver sit eget svar:

Sekter kendetegnes på deres teologiske arrogance, idet de 1) tager patent på sandheden og 2) påstår, at gruppen/organisationen er den eneste vej til frelse. Dermed konkluderer han også, at baptisterne og pinsefolkene og metodisterne ikke er sekter, fordi de normalt ikke demonstrerer en sådan arrogance.

Jeg synes, René gør ret i først at gøre klart, hvad han mener med det ofte misforståede begreb, sekt, så det skal han have et verbalt skulderklap for herfra. Jeg tror dog, han ville gøre sig selv og sine læsere en tjeneste, hvis han holdt sig mere tæt til sin definition i resten af indlægget. Mere om dette følger.

Hvad betyder vranglære i definitionen af en sekt? På dette virker det til, at René modsiger sig selv lidt. Han holder det nogle gange pænt adskilt (vranglære og sekterisme), men andre gange blander han det mere sammen, end det er gavnligt.

Han siger på den ene side, at en kirke ikke bliver en sekt af at have særstandpunkter, men på den anden side er det en meget væsentlig del af hans argumentation imod både JV og mormonerne. I forhold til Jehovas Vidner nævner han deres syn på helvede og på ærkeenglen Mikael. I forhold til mormonerne nævner han Mormons bog, Joseph Smith, at Satan kaldes bror til Jesus, og at mennesker menes at være potentielle guder.

Han kan have ret i, at disse doktriner er forkerte, men når det kommer til spørgsmålet om sekterisme, så er de komplet ligegyldige, hvis René altså ønsker at holde sig til sin første definition af en sekt, nemlig at det ikke vurderes på særstandpunkter i sig selv, men på den teologiske arrogance (som også er et særstandpunkt, men altså af en bestemt type).

Hvad vil det sige at være "medlem"? Dette spørgsmål forsøges ikke direkte besvaret i Renés indlæg, men netop derfor er det måske godt at stille her. Som jeg læser hans indlæg, så er han ikke helt konsekvent:

"Spørgsmålet er, kan man være kristen og komme hos JV eller hos mormonerne samtidig? Til det må jeg bare sige nej. Man kan ikke fungere som kristen i disse samfund, fordi de er sekter."

"Men hvad så med katolikkerne, kan de være kristne? Til det må jeg svare, hvorfor ikke. [...] Jeg tror at problemet ligger i at vi har skåret alle katolikker over en kam, og gerne vil have dem alle til at være 100 % jasigere til paven." (bemærk, at René i sin kommentar siger, jeg glemte en vigtig del)

Synet på muslimerne synes nuanceret og nådigt, mens synet på mormoner og Jehovas Vidner er skarpt generaliseret. Man kunne antage, at ikke alle mormoner er 100 % jasigere til Joseph Smith, eller at nogle Jehovas Vidner tror på Jesu guddommelighed, selv om de følger trossamfundes praksis for ikke at blive udstødt. Kristne - og folk, der vil blive frelst - kan findes overalt, selv i de mest "faldne" omgivelser og omgangskredse.

INTRODUKTION

Første linje i bogen viser os bogens primære formål og oprindelsesgrundlag:

"I et helt år forsøgte jeg at lave et materiale vedrørende dæmoner."

Christian Hedegaards bog handler altså om dæmoner, for de har ligget ham meget på sinde, og 'dæmoner' er, hvad manden havde på hjerte.

Dermed er det en fin introduktion, der kort og præcist beskriver bogens baggrund, giver kredit til journalistkonen og forebygger eventuelle misforståelser. Sidstnævnte ses kraftigst her:

"For at gøre emnet mere overskueligt skelner jeg mellem tre grader af dæmonisk aktivitet.
Denne opdeling - dæmonisering i sindet, undertrykkelse af kroppen og besættelse af ånd, sjæl og legeme på én gang - er min personlige tolkning, og det er i lyset af dette, at bogen skal læses."

Opfattelsen af mennesket som noget, der kan deles i flere afdelinger (ånd, sjæl, legeme), er iøjnefaldende og er værd at notere sig bag øret i sin læsning. Den er et væsentligt kritikpunkt for andre kristne, fordi bibelsk tankegang er, at mennesket er en samlet og udelelig enhed, selv om sjæl, ånd og legeme er ord, der beskriver forskellige (men ofte de samme) aspekter af denne enhed. Det vil der ganske givet komme meget mere om senere i bogen.

Derudover lægger jeg særligt mærke til hans underskrift, som også markerer alle hans øvrige artikler og skriverier på Internettet og i blade:

"Christian Hedegaard,
evangelist ved Guds nåde."

Dette er Christian Hedegaards opfattelse af sig selv, at han er personlig kaldet til at være evangelist. "ved Guds nåde" er et udtryk, der også blev brugt af konger, der ønskede at markere deres politiske magt. Underskriften udstråler altså først og fremmest autoritet.

1. DEN GAMLE "NILLER"

"En aften, hvor alt ramlede for mig, fik jeg besøg af dæmoner på mit værelse. Jeg så dem fysisk og var skræmt fra vid og sans."

"Set ud fra et menneskeligt synspunkt er der ingen logisk forklaring på, hvorfor jeg, et barn fra en god, kristen familie, i en lang periode af mit liv skulle være plaget af dæmoner."

De første par sætninger her handler om dæmoner, og som læser slår man øjnene op. Underligt nok slipper CH hurtigt dette og går i stedet i gang med at beskrive noget helt andet. Man må konstatere, at hans fokus som forfatter er lettere diffust. Det skal formodentlig ses som et slags forsøg på at fange læserens interesse.

Han beskriver, hvordan hans kristne omgangskreds gjorde sig syndige i 60'erne, 70'erne og 80'erne ved gradvist at acceptere rygning og druk.

"Evangeliet mistede sin radikalitet. Der var jo ingen grund til at være fanatisk, mente man, og mange brændende kristne mistede ilden."

Dette er første gang, ordet "Evangeliet" optræder i bogen. Ved det forstås her moralske normer, der på "radikal" vis forbander druk og rygning.

Angående druk og rygning, så dyrker jeg personligt ingen af delene, og jeg er fortaler for total afholdenhed fra begge dele. Som kristen ser jeg dog ingen direkte forbindelse mellem "evangeliet" og røg/druk. Jesus drak vin - han lavede endda vand om til vin ved en bryllupsfest (Johannesevangeliet 2) - og rygning har han af gode grunde aldrig kommenteret på. (Det fandtes ikke.)

Dobbeltliv

CH retter videre et noget overraskende angreb mod sjælesorg.

"Herefter blev det moderne at sjælesørge i frikirkerne. [...] Man snakkede sig langt ind i 90’erne, uden at gøre op med det egentlige problem, nemlig synden, som man ikke kan snakke sig fra eller diskutere, men kun omvende sig fra." (side 1)

Sjælesorg tolkes altså af CH som noget, der står i direkte modsætning til omvendelse fra synd, et forsøg på at snakke udenom.

Dette falder formodentlig tilbage på hans overbevisning om, at hvis man bare slipper af med synden i sit liv (bekender den og omvender sig), så løser alle andre problemer sig, og sorgerne forsvinder. Derfor er 'sjælesorg' en helt overflødig disciplin hos Evangelist, fordi hvis du har sorger, du har brug for at snakke med en præst om, så er det, fordi du ikke har omvendt dig, så du har kunnet tage imod Guds velsignelser. Følgeligt er folk, der søger sjælesorg, mennesker, som ikke vil se deres synd i øjnene.

Dette er efter min mening en meget kynisk fortolkning af en tjeneste, der af mange præster anses for langt vigtigere end det at prædike. Jeg taler også her ud fra personlig erfaring, når jeg siger, at sjælesorg kan gøre forskellen på, om et menneske får et forhold til Kristus eller ej.

CH går videre til at beskrive sine synder som teenager, men også sin første af en række omvendelser:

"Hjemme udviklede jeg mig til en tyran. [...] Jeg gik til kampsport og truede mine forældre med tæsk." (side 2)

"De gav mig en billet til en kristen koncert i Vejle [...] På denne 2. påskedag i 1983 blev jeg frelst." (side 2)

Det nye liv

CH forklarer, at han nu var helt forvandlet, men så alligevel slet ikke. Det er svært at afgøre på baggrund af dette afsnit, hvor han stod efter sin omvendelse, men måske det netop er pointen.

Følgende fandt jeg interessant.

"Men hvordan skulle det dog gå til at leve som en brændende kristen i en menighed, hvor det var mange år siden, vi havde set et mirakel?" (side 2)

Her udtrykkes et interessant syn på mirakler. Påstanden lyder, at en menigheds åndelighed måles på forekomsten af mirakler. Dette sludder er iøjnefaldende, men værd at notere sig bag øret, når man læser CH's bog. 

Besøg af dæmoner

CH beskriver, at han faldt fra igen, indtil dæmoner besøgte ham.

"En aften, hvor alt ramlede for mig, fik jeg besøg af dæmoner på mit værelse. Jeg så dem fysisk og var skræmt fra vid og sans. Så bad jeg Jesus om hjælp [...] Fra den dag af vidste jeg, at der aldrig mere ville være nogen vej tilbage. Jesus var vejen frem." (side 3)

Man bør klart være skeptisk, når en mand forklarer, at han faktisk har set dæmoner. Der er ikke så få muligheder for fortolkning. 1) Enten har han - som han netop siger - set virkelige dæmoner. 2) Eller også har han bildt sig ind, at han så dæmoner. 3) Eller også lyver han om hele historien.

1) Sandhed? 2) Indbildning? 3) Løgn?

Lad os overveje ideen om, at det er virkelige dæmoner, han har set, og at han faktisk skriver sandheden. Dette synes jo at være et fair udgangspunkt:

For det første har mange mennesker forladt Gud og kirken uden at have set dæmoner. Dette giver også vældig god mening i forhold til Satans intentioner om at bringe mennesker til fald. Dette er hans primære mål i verden. Han beskrives i bibelen som en løve, der går rundt og leder efter nogen at sluge. (1 Petersbrev 5,8 ) Netop derfor har Satan ingen intentioner om at skræmme dem, der allerede er på hans side og er fortabte, for dem har han jo allerede "slugt"! CH havde ifølge sin egen beskrivelse allerede vendt Gud ryggen.

Satan må være verdens dårligste taktiker, hvis han sender dæmonskikkelser ind i den unge ikke-troende Niller's værelse og driller ham. Det eneste Satan opnår er, at drengen pludselig finder grund til at klynge sig til Jesus igen. Havde Satan og hans dæmoner så bare holdt lav profil, så var CH blevet i synden, og de ville have vundet slaget. I stedet titter de frem fra garderoben, siger "bøh" og jager den rædselsslagne "Niller" ind til sine kristne forældre, mens de sidder og beder. Derfor er ideen om, at det var virkelige dæmoner temmelig usandsynlig fra et kristent perspektiv, fordi Satan ganske enkelt er for snedig til at begå sådan en bommert.

Spørgsmålet er så, om CH har bildt sig historien ind. Da jeg ikke tror, at han bare finder på den, må jeg indrømme, at jeg hælder mest til den forklaring. CH har af en eller anden mystisk grund troet, at han så dæmoner. Jeg er ingen læge, så jeg skal ikke kunne diagnosticere hans psykiske lidelse, blot konstatere at noget har der været galt med ham den nat, som formodentlig kan forklares meget mere jordnært, end CH vælger selv at gøre.

Men essensen af historien er vel, at CH omvendte sig igen endnu engang.

"Fra den dag af vidste jeg, at der aldrig mere ville være nogen vej tilbage. Jesus var vejen frem." (Side 3)

Min kone Karen

Forvandlingen af hans karakter lod dog endnu vente på sig:

"Under én af vore kriser i forlovelsestiden anbefalede mine forældre Karen at rejse hjem til Sjælland og glemme mig. ”Han fortjener dig ikke!" sagde de. Alle sagde, at hun skulle holde sig fra ”Niller”, som jeg blev kaldt dengang. Det er et mirakel, at hun holdt ud." (side 3)

Hvorfor? Hvad CH egentlig har haft gang i af forfærdelige ting og sager står i det uvisse. Der er naturligvis heller ingen grund til at rippe op i fortiden.

"Men hun frygtede Gud mere, end hun frygtede mig. Hun
vidste ligeså godt som jeg, at det var Gud, der havde sat os sammen." (side 3)

Karen var bange for CH. Et sekterisk karakteristika skinner desuden igennem her, når han som en guru tillader sig at diktere Guds vilje så specifikt ind i en anden persons liv uden skyggen af fleksibilitet: "Du ved lige så godt som jeg, at Gud vil, at du skal være sammen med mig!"

Herpå følger en lang erkendelse fra CH's side af personlige svagheder, han led under dengang. Der nævnes anti-sociale, seksuelle, endda voldelige tendenser. Han bekender også sit hykleri for samme periode:

"Jeg kunne prædike evangeliet den ene dag, og næste dag kunne jeg true nogen med tæsk eller det, der var værre." (side 3)

Det åbenlyse spørgsmål, man kan sidde med som læser, er, om han virkelig har forandret sig. Er han et nyt menneske? Er den gamle "Niller" virkelig død og borte og erstattet af et rent, balanceret og autentisk menneske ved navn Christian? Dette er bogens store påstand, men kritikere (særligt Dialogcentret) påpeger, at denne redegørelse for hans fortid blot afspejler CH's nuværende virke som leder for Evangelist. Han er stadig Niller.

Et ultimatum

Efter en lang bryllupsrejse slog han og Karen sig sammen med en søster og en svoger (formodentlig er der tale om Johannes Hansen, som senere blev leder for Apostolsk Kirke) for at starte en menighed. Team'et blev dog utålmodig med ham og bad ham om at hjælpe med opvasken og rengøringen, og derfor fik han sit livs værste depression, der ikke blev kureret af, at han fik en datter.

Han gik til en kristen rådgiver, som forklarede ham, at hans depression skyldtes, at han havde brudt ét af De 10 Bud:

"Hun tvang mig til at gå til en kristen rådgiver, og det blev min redning. Manden fik et ord fra Herren og pegede på årsagen til mit problem – at jeg ikke havde æret mine forældre, og at der derfor hvilede en forbandelse over mit liv." (side 4)

Læg mærke til hvordan vi tidligere så, han havde et forbehold mod sjælesorg. Løsningen til ethvert problem er ifølge CH omvendelse fra synd, og sjælesorg appellerer derfor kun til dem, der ikke gør op med synden i deres liv. Tanken er, at hvis du er nede, så skyldes det noget, du har gjort. "Alle høster, som de sår." Synd resulterer altså i depression og modgang, mens overgivelse til Gud resulterer i lykke og velsignelser. Dette er ret forsimplet, hvad teologer kalder 'fremgangsteologi' eller 'herlighedsteologi'.

Denne teologi understreges nu med et konkret eksempel:

"Ordet ramte mig som en hammer, og jeg brød helt sammen. Jeg fik efterfølgende gjort op med mine forældre. Sandheden satte mig fri, og jeg blev fuldstændig løst fra min depression." (side 4)

Kaldelsen

De flytter til Hillerød omegn, og det går godt. Karen bliver gravid igen.

"Vi ventede vores andet barn, da min kone spurgte mig, hvad jeg egentlig ville gøre, hvis dette barn skulle vise sig at være handicappet. Jeg sagde til hende, at hun skulle holde op med den slags negative bekendelser. Handicappede børn fik de andre, det kunne aldrig ske for os." (side 4)

"Negativ bekendelse" er umiddelbart et lidt spøjst ord at bruge. CH skriver for det meste nede på jorden og bruger stort set hverdagsudtryk (stort set, men en del kristne floskler præger også ordforrådet), men "negativ bekendelse" skiller sig sprogligt ud i dette citat, fordi det er et teologisk term. 

"Sådan gik det heller ikke i første omgang." (side 5)

Men hvorfor finder han det så overhovedet nævneværdigt? Forklaringen, der indtil videre kun er svagt antydet, lyder, at der er en tydelig relation mellem Karens åbenmundede spekulationer ("negativ bekendelse") og så dét, at hendes barn senere blev handicappet. CH ser altså en tydelig sammenhæng mellem det, vi siger, og det, som rent faktisk sker. Her kan man virkelig tale om ordets magt. 7, 9, 13.

Dernæst beskriver CH sit første ekstraordinære møde med Gud selv:

"I bilen på vej hjem fra dimissionsfesten sad jeg i mine egne tanker, da jeg pludselig oplevede et frygteligt Guds nærvær. Jeg tænkte, at ruderne ville blive trykket ud, da
Gud talte til mig: ”Tag på bibelskole. Din tid er kommet!" lød det, og jeg blev mindet om ordene fra Bibelen, hvor profeten Ezekiel bliver bedt om at spise en bogrulle, der
smager af sød honning." (side 5)

Ligesom man bør være skeptisk, når en mand påstår, at han har set dæmoner, så bør man naturligvis også bevare en skepsis, når han påstår, at Gud har talt direkte til ham med en rungende stemme, der næsten kunne have blæst bilruderne ud. Så er spørgsmålet der igen:

1) Sandhed? 2) Indbildning? 3) Løgn?

Ligesom sidst kunne man overveje, om hele situationen giver mening fra et kristent eller bibelsk perspektiv, hvis det er sandt. Der er mange teologiske diskussioner omkring kaldelse og om at opleve Gud på nært hold, og nogle forbehold er naturligvis mere velbegrundede end andre. Jeg skal blot nævne nogle selvfølgelig punkter, der springer mig i øjnene.

Læg mærke til at i bibelen er Gud oftest repræsenteret ved en budbringer, en engel, og ikke ved Gud selv. Det er næsten kun CH, der har haft det privilegium, at Gud selv kom direkte til ham og talte. Det er uhyre sjældent, selv i bibelen, at Gud optræder for mennesker på den måde. Ikke engang Kong David (Israels største konge nogensinde) blev mødt med Guds ord direkte, men fik ord fra Gud via en profet, da han havde syndet med Batseba. (2 Samuelsbog 12) Flere af profeterne fik deres budskaber via budbringere, det vil sige engle. Dette gælder faktisk også Eziekiel, hvorom der står "Herrens ord [kom] til præsten Ezekiel, Buzis søn, i kaldæernes land ved floden Kebar." (Ezekiel 1,3) Dette kaster et kraftigt lys over CH's påstand om, at Gud talte direkte til ham.

Læg også mærke til det noget overfladiske budskab, som Gud taler til ham: "Tag på bibelskole." Taget i betragtning at CH oplever, hvad næsten kun Moses kunne prale af (altså at høre Faderen selv), så er budskabet Gud har til ham temmelig fladt. Det bliver ikke mindre absurd af, at vi efterfølgende får at vide, at hans kone havde overvejet at sige ham det samme, nemlig at han burde studere sin bibel.

Hvorfor behøvede CH en så overnaturlig og sanseligt overvældende oplevelse bare for at indse, at han skulle studere Guds ord? Og hvad betyder det for alle os, der ikke får den slags åbenbaringer? At vi ikke behøves?

Af ovenstående grunde (og flere andre) holder jeg personligt på, at CH måske nok har oplevet noget i den bil, men da han mange år senere satte sig ned og forfattede "Sejr over Dæmoner", så huskede han nok hændelsen en hel del mere fantastisk, end den egentlig var. Ikke løgn, men en lidt for begejstret mands indbildning.

Feberkramper

CH skriver, at han tog til Mariager med sin familie for at følge sit kald, og han trækker fortsat på sin Ezekiel-metafor, men meningen om at "spise bogruller" bliver mere og mere uklar, og den første udlægning - at læse i bibelen - synes ikke at slå til, da han nu begrunder, det ikke var muligt at opfylde kaldet på grund af datterens helbred. I dette afsnit finder vi bogens foreløbigt mest usammenhængende passager:

"Jeg var chokeret og frustreret, for Gud havde jo talt til mig om at "spise bogruller" – og det var ikke ligefrem muligt på sygehuset" (side 5)

"Midt i vores ulykke tænkte jeg stadig på, hvordan Gud kunne finde på at give mig en smagsprøve på Hans ord for derefter tillade, at vi blev fløjet hjem med Falcks ambulanceflyver med en datter i kørestol." (side 5)

Hvorfor kan man ikke studere Guds ord på et sygehus? Skal man udlevere sin bibel, før man træder ind til de syge? Vi kan også altid spekulere i, hvorfor Gud tillader, at ulykke rammer os, og det er en helt naturlig overvejelse at gøre sig i en sådan ulykkelig situation - kæden hopper dog fuldstændig af, når CH her kobler det sammen med sine bibelstudier, som om de betyder fra eller til i forhold til hans datters helbred.

Inden jeg går videre, har jeg lyst til at udtrykke min sympati med Christian og Karen Hedegaard og deres datter. Det må have været ganske forfærdeligt, og det er meget trist, at den slags sker.

Trosbevægelsen

"Jeg var kendt som en ret yderliggående modstander af trosbevægelsen i Danmark og var på et tidspunkt gået så vidt, at jeg havde truet en pastor fra en menighed i København med tæsk." (side 6)

Bemærk, at CH nogle sider forinden indrømmede at have truet sin familie med tæsk, og at hans kone var bange for ham. I dét perspektiv lyder hans behandling af Trosbevægelsen vel egentlig ikke så yderliggående.

På grund af sin datters ulykke åbnede han og hans kone dog op for at opleve Gud i de noget alternative menigheder. I første omgang tog han til et åndeligt møde i Aalborg, hvor han (ved en fejl) stillede sig op i en kø for folk, der ville have forbøn, fordi de var syge.

"I stedet for at lægge hænderne på mig, pegede prædikanten blot på mig og begyndte at profetere om min barndom og teenageår med en nøjagtighed, som fik mig til at ryste over hele kroppen. Han sluttede med at fortælle, at Satan havde været hård ved min familie på det sidste, men at Gud havde en stor plan for os, og at jeg ville få tilnavnet menneskefiskeren. ”Herren kalder dig til evangelist!” råbte han, og i samme nu røg jeg næsten to meter sidelæns gennem luften." (side 6)

Hvilken rolle spiller håndspålæggelse i denne sammenhæng? Her stiller jeg spørgsmålet uden at gøre noget forsøg på at svare. Men CH nævner her, at prædikanten ikke ville røre ham, sådan som han rørte de andre med sygdomme, og dette fandt jeg i nogen grad interessant. 

Prædikanten giver ham tilnavnet "Menneskefiskeren". Her demonstreres så Trosbevægelsens store profetiske kreativet, dette naturligvis sagt med en god portion ironi. (Læs Markusevangeliet 1,17) Men her kommer så ifølge CH hans virkelige kaldelse til at blive evangelist.

"Hvad der efterfølgende skete er svært at forklare. [...] Jeg tænkte, at det var en forløsning til tjeneste, men i dag er jeg ikke i tvivl om, at det var en dæmon, som kom ud." (side 6)

Nu begynder det for alvor at blive interessant. CH påstår her, at han havde været besat af en dæmon, og at den blev drevet ud ved hans nye kald til tjeneste. Dette giver meget stof til eftertanke.

CH's syn på dæmoner er ikke helt almindeligt, men det er der heller ingen skam i. Man kan ifølge CH have dæmoner i sig uden at være det mindste klar over det. Man kan være ved sine fulde fem og gå rundt og spekulere over Gud og hungre efter ham og begive sig til kristne møder og diverse andre ting. Sammenlignet med dæmonerne i Det Nye Testamente, så har CH's dæmon altså ikke været særlig indflydelsesrig. (Senere får vi så at vide, at han havde flere end den ene.)

Når det gælder dæmoner og dæmonbesættelse, så finder jeg stor visdom i Jesu tale om ånderne og den tomme bolig. (Læs Mattæusevangeliet 12,43-45 eller Lukasevangeliet 11,24-26) Ifølge til Jesus er der ikke "forskellige grader af dæmonbesættelse". Bor Guds ånd i dit indre, så er der ikke plads til dæmoner, og dæmoner flytter kun ind, hvor der står tomt. Jesu udlægning af dæmonfænomenet ekskluderer fuldkommen CH's løjerlige ide om kristne, der går rundt med gemte dæmoner i sit indre uden at vide det.

Nedtælling

Gud gav sig gradvist til at forbedre CH's livssituation efter denne oplevelse.

"Da jeg hørte, at en kendt svensk prædikant skulle tale i trosmenigheden i København, tog jeg derind med et ønske om at få bekræftet profetien og kaldelsen fra Ålborg." (side 7)

Ved profeti forstås ikke åbenbaringer om fremtiden, men også om nutiden og fortiden - alle slags budskaber fra Gud kaldes af CH for profetisk tale og 'profetier' (og han er på ingen måde alene om det ordvalg).

"Jeg savnede tiden i Mariager og glædede mig til den dag, hvor vi kunne vende tilbage. Den første dag i skolen var underlig. [...] I fjerde time talte Gud igen: ”Afbryd dine studier og søg mig. Rejs dig og gå!" Ordene kom klart og tydeligt i mine tanker." (side 7)

Sammenlignet med oplevelsen i bilen er denne mere normal. Jeg har selv oplevet at få en spontan tanke fra Gud - eller var den nu fra mig selv? I CH's tilfælde følte han dog ingen tvivl i forhold til kilden, men man kan spekulere i, hvor spontan tanken er, når man læser videre, at han (muligvis direkte, muligvis indirekte) har forberedt sin kone på, at han kunne finde på det:

"Karen undrede sig over, at jeg kom tidligt hjem. ”Kan du gætte, hvad der er sket?" spurgte jeg, hvorpå hun begyndte at grine. Hun vidste med det samme, at jeg havde droppet mine elskede studier." (side 7)

Næste indlæg i denne kommentarserie beskæftiger sig med anden sektion af Sejr over Dæmoner: BEFRIELSEN

Tak for interessen. Kommentarer er velkomne.

"...humanity longs for a spirituality of justice and common decency. Jesus healed people, shared food, comforted the poor and gave hope to society's outcast. This is spirituality in practice. Justice here and now. This is the spirituality of Jesus, Francis of Assisi, Gandhi, Buddha and Aung San Suu Kyi. What can you offer the suffering of this world that truly honours the example of Jesus?" - Rex Weyler

Adbusters No. 75 (Jan/Feb 2008)

Jeg blev dels glad over røsten i dette brev, og dels over Weylers skelnen mellem Jesus Kristus og Kirken, idet Kirken ofte er årsag til kritik af Jesus, hvilket ikke bør ske. Svaret på Weylers spørgsmål bør være Kirken, og lever hun ikke i efterfølgelse af hendes Herre, er der - som brevet antyder - noget helt ravruskende galt...

Hvis jeg skulle skrive et lignede brev til f.eks. Københavns biskop, Kirkeministeren eller en anden høj herre deroppe et sted - om mit personlige perspektiv på kirkelivet, og hvilke dele vi må arbejde med - ville jeg bl.a. indføje følgende punkter:

- Kirken er den eneste institution der bruger så meget tid på undervisning, og så lidt tid på praksis.
- Kirken er i færd med at marginalisere sig selv, og udstøder derved sig selv fra samfundet.
- Kirken bekymrer sig i for høj grad om interne kirkepolitiske emner ift. globale problematikker (se bare dette indlæg!).
- Kirken er ikke strategisk i sin tjeneste, fordi Kirken ikke er ét.
- Kirken ligger under for konsumerismen, og ønsker at blive tjent, istedet for at tjene.

Guds fred til folket
- stem på Christian som ny overbiskop i Kbh... eller noget?

Jeg var selv tilskuer til møtet og ble ganske sjokkert over at søknaden inneholdt flere fordømmende og rett sagt uetiske momenter. Bl.a. ville det bli stillt krav til lærerne ved xkolen at de ikke kunne være skilt eller må fratre stillingen hvis de er utro eller skilte seg og altså måtte de være tilhengere av "livsvarige ekteskap". Homofile ikke velkommen -nær sagt - selvfølgelig.... Likedan inneholdt ikke søknaden noen læreplan og de vil bare delvis bruke den offentlige læreplanen, delvis bruke sin egen. Jeg vil anta at evolusjonsteorien vil feks bli byttet ut med bibelens tolkning av hvordan jorden ble til.

Det andre ankepunktet gikk på barn med særskilte behov. Skolen vil nemlig vurdere hver enkelt søknad, og godkjennelse av elever vil være avhengig av om vertskommunen til barnet vil kompensere økonomisk.

- Dette er sortering av barn, og vi ble faktisk usikre på om dette er lov i forhold til privatskoleloven, sier Foss Five, lederen av utvalget til TA.

Jeg er fullstendig enig i det Foss Five sier at: - Dette er virkelig helt på siden av dagens samfunn og hva man anser som normale humanistiske verdier. Et alvorlig signal å gi barna.

Jeg må virkelig spørre:

ER det virkelig lov å drive slik diskriminering ved ansettelser slik Kirken gjør ved ansettelse av prester (vel, prester kan jo faktisk få lov å skille seg uten å miste jobben....) og nå altså ved ansettelser ved private skoler? Hvorfor skal religiøse ha tillatt særregler når det gjelder ansettelser? For alle andre "bedrifter" er det strenge regler for ansettelser.

Hva skal vi med offentlige læreplaner hvis disse skal kunne benyttes fritt og endres alt etter hva slags tro en skoleledelse har?

Jeg opplever at dette er ikke å lære bort - det handler mer om å dytte på barna våre usunne, uetiske holdninger. I den grad foreldre vil dytte på barna sine sin egen tro bør dette iallefall skje på fritiden.

les mer om saken her

Spørgsmålet, han stillede, gik på, hvorfor Adventistkirken ikke havde ændret sin opfattelse i forhold til jordens alder, når nu det var blevet påvist via undersøgelser af indlandsisen på Grønland (eller hvor det nu var), at Jorden måtte være langt ældre end de bibelske seks til ti tusind år. I stedet for at prøve at besvare dette spørgsmål, prøvede jeg at forklare, hvordan jeg normalt forholdt mig til den slags spørgsmål.

Diskussionspræmisser og faglig ekspertise

Jeg havde naturligvis ingen mulighed for at besvare hans spørgsmål om indlandsisen og kirken. For det første vidste jeg intet om denne undersøgelse, og for det andet var og er jeg ikke Adventistkirken. Mit egentlige ærinde med dette indlæg er derfor heller ikke at belyse dette spørgsmål, men i stedet udfordre med et helt nyt: Er det meningen, at man som præst skal beskæftige sig med videnskaben? Eller ligger den udenfor præstens arbejdsbeskrivelse?

Når man diskuterer teologi, så gør man det på teologiens egne præmisser. Én af præmisserne er, at man tror på Gud. Enkelt sagt, så giver det bare absolut ingen mening at diskutere, hvordan Gud er, hvis ikke man tror på, at han eksisterer. Dette er også mit store forbehold mod Det Teologiske Fakultet, og det er én af de væsentligste grunde til, at jeg studerer på Newbold College i England, hvor professorerne selv tror på Gud. (Tragisk nok er netop dette med til at diskvalificere stedet i den religionsfjendske SU-Styrelses øjne.)

Ligesom man ikke kan diskutere teologi på andre præmisser end teologiens egne, så kan man naturligvis heller ikke diskutere videnskab på ikke-videnskabelige præmisser. Der er intet i den teologiske uddannelse, der udruster én til at tage en videnskabelig diskussion, hvadenten det er biologi, fysik, astronomi eller geologi. Man kan argumentere for skabelsen på et teologisk grundlag, men det vil dermed kun være relevant for teologer - troende mennesker, der beskæftiger sig med læren om Gud.

Sagt på en anden måde, så er teologer amatører i den videnskabelige debat (medmindre de har en videnskabelig uddannelse på siden). Det kan være decideret pinligt, når de udgiver sig for at være andet end teologer. Derfor er vi også mange forkyndere, der er pinligt berørte over folk som Kent Hovind, der efter at have taget et teologisk forløb på en lille baptistskole gik ud og kaldte sig doctor og ekspert i videnskab med det formål at svine neo-darwinister til. (For tiden har han dog vist travlt med at sidde i fængsel på grund af skattesvigt).

Respekt for faget eller simpel ignorance?

Holdningen at teologer skal holde sig udenfor den videnskabelige debat frustrerer dog mange, både kristne og agnostikere. Mange mener, at teologer dermed lukker øjnene for en dimension, der kunne fælde hele deres grundlag for at være teologer, og at de dermed er svære at tage alvorlige. Tillad mig at udforske denne tanke.

Først og fremmest kunne jeg spørge: Hvad med de tonsvis af andre dimensioner, folk rundt omkring påstår kunne hive tæppet væk under teologien? Hvorfor skulle teologer lige netop beskæftige sig med videnskaben? Hvorfor skulle de lige netop forsvare sig overfor neo-darwinister på et videnskabeligt grundlag, når de lige så godt kunne tage kampen op med glødende marxister på et ideologisk grundlag?

Hvis først man argumenterer for, at teologen bør have sat sig ind i videnskaben og dermed etableret en "berettiget" tro (eller viden) om Gud, så er man også nødt til at argumentere for, at han burde have undersøgt alle andre aspekter af livet. Såsom psykologien og alle øvrige religioner og verdenshistorien m.fl.. Det bliver dog hurtigt et useriøst krav, da intet menneske nogensinde ville komme til bunds i disse undersøgelser, og efter 50 års søgen ville man ikke være kommet nærmere et ordentligt svar. Hvorfor ikke? Fordi vi netop ser, at indenfor hvert fag deler skarerne af eksperter sig stadig i 2 grupper i spørgsmålet om Gud. Der er stadig folk for og imod hans eksistens, selv blandt de mest lærde indenfor hvert fag.

Hvad teologen bør gøre

Delingen er klart en svaghed for begge parters påstande om, hvad der er 'indlysende', men det er også et trumfkort i hele diskussionen om, hvorvidt teologen bør forsvare kreationisme. Tager man som teolog skridtet og tager kampen op mod de sekulære videnskabsmænd, så har man rodet sig ud i en diskussion, man ikke kan vinde. Ens akademiske evner vil ikke gavne én. Troen vil ikke blive regnet som en fordel.

Jeg kan ikke fortælle andre teologer, hvordan de skal forholde sig til de spørgsmål, de ofte vil blive bombarderet med om jordens alder og menneskeaber, men selv plejer jeg at henvise til kristne videnskabsmænd og organisationer. Jeg har ikke forudsætningerne for at kunne slå fast på et videnskabeligt grundlag, at bibelen taler sandt. Derfor sætter jeg min lid til andre folk, der efter min overbevisning har en vis ekspertise - og til den kendsgerning, at der i den videnskabelige debat findes meget kompetente folk på begge sider. Så længe kompetente videnskabsmænd kan tale for skabelsen, så har teologien også en berettiget plads i denne verden, selv hvis teologerne ikke selv kan bygge denne type argument op.

Retfærdigvis skal det så siges, at selv om jeg ikke kan bevise Gud på et videnskabeligt grundlag, så er der mange bekræftelser at hente i teologien selv.

Jeg har muligens fått meg fiender for livet, kun ved å skrive denne
overskriften og poste den. Men jeg må også få lov å utdype hvorfor jeg valgte
nettopp denne overskriften, så les før du dømmer meg, noe jeg syns kristne
er litt for "flinke" til.

Jeg har alltid lurt på hvorfor man må gå i kirken, for å komme nærmere sin
Gud. For etter hva jeg lærte i kristendomslæren på barneskolen engang på
90-tallet, var at Gud er overalt, hører alt og ser alt. Som for meg betyr
at han er med oss mennesker hele tiden, og hører alt vi sier til en hver
tid. Så hvorfor gå i kirken da?, hvorfor må vi gå nettopp dit for å be til
Gud.

Penger er svaret, det tror iallefall jeg. For hvis vi alle skulle bare
slutte å gå i kirken, og bare sitte der vi var når vi ville ha kontakt med
Gud, ville jo hele kirken gått konkurs. Jeg skal ikke nekte for at mange
kirker er fine byggninger, gamle og ærverdige byggninger. Men bruker mange
mange millioner på disse byggningene, for å reddferdiggjøre penge bruken
på en tro, det blir for meg veldig feil.

Det står i bibelen et sted "Løft på hver en stein og du finner meg, kløyv
hver et tre og du vil finne meg". Noe som betyr at en kirke egentlig er
helt unødvendig, det er bare noe noen mennesker bestemte for lenge siden
skulle være en nødvendighet. Men dette nødvendigheten tror jeg ikke bandt
seg til kristendommen på noen måte, jeg tror heller den bandt seg i at
noen sitter å tjener på det.

Det blir nesten vranglære i kristendom, det å
overbevise at en kirke er en nødvendighet, for en kirke er faktisk ikke
mer enn kun et bygg. Hvor du befinner deg, når du betror deg til din Gud,
skulle i mine øyne ikke spilt noen rolle. For siden Gud er
alltilstedeværende burde jo han kunne høre til bønner og tilståelser,
uansett hvor du befinner deg.

Men all respekt til de som er troende, jeg har ikke noe imot kristendommen
på noen som helst måte, jeg stiller meg bare spørrende til enkelte ting
ved kristendommen.

Hvad er så værd at hidse sig op over? Phillip Pullman, der skrev bøgerne om Lyra og hendes venner og fjender, har åbent indrømmet, at de handlede om "at dræbe Gud". Dette kan vi så se frem til i tredje film - bekalger spoileren - og i den enkle og unuancerede verden er dette måske grund nok til ikke at anbefale filmen. Men verden er ikke enkel og slet ikke unuanceret.

Interessant er det nemlig, at Pullman har pakket sine intentioner og sin humanistiske, ateistiske, sekulariseringsfilosofi så godt ind i billeder, at man ville kunne argumentere for, at de betyder noget helt andet, end det han selv mener, de betyder. Han kan påstå, at det handler om "den oplyste humanists oprør mod kirken", men man kan uden problemer læse "den undertryktes oprør mod diktatoren" ind i historien, som jo er langt mere generelt. På det konkrete plan ville jeg kunne påstå, at det er "Intelligent Design-biologens oprør mod neo-darwinismen", og den videnskabelige debat taget i betragtning i dag ville det være en så meget desto mere fantastisk historie.

I filmen fortælles det at Magistratet har magten og fortæller folk, hvad de skal gøre og ikke skal gøre og desuden, hvad de skal tro på. Engang gik nogen imod Magistratet, og så kom det ret tvetydige Støv ind i verden. I Phillip Pullmans øjne er Magistratet kirken (eller kristendommen), og Støvet er synden. Hvor det bliver tvetydigt er, at synden dog i Pullmans øjne er en god ting. I hans verden står den lige med frihed og kreativitet, og når han så opløfter disse værdier, så er det svært som kristen - der også tror på frihed og kreativitet - ikke at lade sig rive med. Og vi bør lade os rive med, for Pullman forsvarer ikke synden, som han tror. Så der er to grunde til, at Pullmans intentioner går i vasken: For meget allegori og for lidt viden om kristendommen.

Så hvad er Det Gyldne Kompas? En ond eller en god film? Ingen tvivl om at filosofien, der ligger bag, hører til blandt de mest umoralske af slagsen. Det er om oprøret for oprørets skyld, så man kan gøre, hvad man har lyst til, og så man kun behøver lytte til den eneste person, der kan afgøre, hvad der er rigtigt og forkert, nemlig én selv. Men selv om filosofien bagved er så rådden, så bliver historien det ikke, dels fordi det hele er så allegorisk, og dels fordi Phillip Pullman har så godt som ingen forståelse af, hvad hans fjende (kristendommen) reelt står for.

For at skære det lidt mere ud i pap: Man skal være ateist for helt at kunne se de ting i historien, som Phillip Pullman ser. Er man allerede det, så ser man nok det samme som Pullman, og det er naturligvis ærgerligt, men omvendt så er man jo allerede ateist - der er ikke sket større skade, end at én ateist har givet en anden ateist et venligt skulderklap.

(Når det så gælder alle fantasy-elementerne, som der også ofte peges på af kristne, og som har det med at blive defineret som "okkulte", så har jeg ingen kommentarer, udover at man skal huske på, det bare er fiktion. Filmen er under alle omstændigheder uegnede for børn.)

Jako Vagner, Lærer på Mariager Højskole

Den katolske kirken markerer årlig 1. januar som verdens fredsdag. Pave Benedict XVI har benyttet fredsdagen til å slå et slag for kjernefamilien, og dens betydning for verdensfreden, skriver AP.

"Jeg ønsker å sette søkelyset på den direkte sammenhengen mellom familien og fred på jorden", sa paven.

Paven var kritisk til politikere og nasjoner som åpner for liberalisering av ekteskapslovgiving generelt, og ekteskap mellom homofile spesielt.

Les resten på Aftenposten.no

Det er første gang noen i Den norske kirke kommenterer Islamsk Råds unnfallenhet i forhold til spørsmålet om dødsstraff for homofile, skriver Klassekampen.

Hard kritikk. Islamsk Råd Norge (IRN) vil ikke ta avstand fra dødsstraff for homofili, slik det praktiseres i blant annet Iran. Det kom fram under en debatt på Humanismens hus 7. november. Siden har ikke IRN villet kommentere saken, og nå avventer de en tilbakemelding fra det europeiske fatwarådet før de vil si noe mer.

Kritikken har vært hard fra det politiske miljøet, men så langt har det vært stille fra Den norske kirke i saken.

Les resten på vl.no

– Vi har valgt å si at det ikke er ett syn som gjelder i Borg. Det er to syn som gjelder i kirken, og det er to syn som gjelder i bispedømmerådet, sier stiftsdirektør Per Johan Bjerkeli i Borg bispedømme til Vårt Land.

«Vær tydelig». I Kirkemøtets nye homofilivedtak heter det: «Kyrkjemøtet vil be alle tilsetjingsorgan med ansvar for tilsetjing i stillingar som krev ordinasjon/vigsling, om å vere tydelege nok ved utlysing og i tilsetjingsprosedyren på kva som gjeld med omsyn til samlivsform.»

Bispedømmerådene i Stavanger og Agder og Telemark bispedømmer har allerede gjort det klart at det er det tradisjonelle homofilisynet som legges til grunn for ansettelse av prester også i framtiden.

Les resten på vl.no

Det har Likestillingsombudet avgjort, skriver Vårt Land.

Biskopen i Agder, Olav Skjevesland, har tidligere sagt at homofile i partnerskap ikke vil få jobb i bispedømmet.

Agder og Telemark og Stavanger har bestemt at utlysninger av prestestillinger fortsatt skal opplyse om at samlivsform kan bli vektlagt.

Dette er imidlertid ikke nok for å kunne avvise homofilt samlevende søkere, mener Likestillings- og diskrimineringsombudet.

Underdirektør Lars Christensen ved ombudet sier til avisen at bispedømmene ikke kan styre menighetene i dette spørsmålet.

- Det er den enkelte menighet som skal ta stilling til dette, hevder Christensen.

Les resten på NRK.no

– Dersom søkerens samlivsform ikke er noe problem for den menigheten presten skal jobbe i, er det heller ikke lovlig å legge vekt på det, sier underdirektør Lars Christensen i Likestillings- og diskrimineringsombudet til Vårt Land.

Unntaksbestemmelse. I et brev til hovedverneombudet i Presteforeningen, Dag Dæhlin, skriver ombudet at unntaksbestemmelsen i Arbeidsmiljøloven ikke er «ment å beskytte biskopenes styringsrett over bispedømmene eller underliggende menigheter».

Brevet er et svar på spørsmål fra Dæhlin om hva Kirkemøtets homofilivedtak har å si for bruken av bestemmelsen som gir mulighet til «forskjellsbehandling på grunn av homofil samlivsform ved ansettelse i stillinger knyttet til religiøse trossamfunn».

Les resten på vl.no

På Sunnmøre er det 64,3 prosent av de spurte som svarer ja på spørsmålet som er formulert slik: "Bør homofile som lever i partnerskap kunne være prester i Den norske kirke?". Ja-prosenten Romsdal er 70,8 prosent og blant de spurte på Nordmøre svarer 75,8 prosent ja på spørsmålet.

Det er 500 personer over 15 år som omfattes av undersøkelsen som er gjort i dagene 26. og 27. november, altså etter Kirkemøtet på Øyer som endte i at et flertall på 50 mot 33 sa ja til vigsling i kirkelige stillinger av homofile som lever i registrert partnerskap.

Les resten på smp.np

- Det er i alle fall ingen vits i å søke så lenge vi har dagens sammensetning av bispedømmeråd, sier biskop Olav Skjevesland til Fædrelandsvennen.

I kommende stillingsannonser innen bispedømmet, vil søkere gjøres kjent med at «det etter arbeidsmiljølovens paragraf 13.3 stilles særlige krav til at den som tilsettes ikke lever i et homofilt partnerskap».

Vedtaket ble fattet med fem mot to stemmer av Agder og Telemark og bispedømmeråd denne uken.

- Ordlyden er ikke endelig. Men vi ønsker en annonsetekst der samlivsform blir vektlagt, sier Skjevesland.

Les resten på fvn.no

Likestillingsminister Manuela Ramin Osmundsen som selv er en aktiv katolikk, var tydelig på at homofil kjærlighet er like mye verdt som heterofil kjærlighet da hun møtte homofile sosialdemokrater onsdag kveld.

- Homofilt samliv er like bra som heterofilt samliv, sa ministeren i foredraget hun holdt på Stortinget for homonettverket i Arbeiderpartiet, og:

- Homofil kjærlighet er like mye verdt som heterofil kjærlighet.

Homonettverket i Arbeiderpartiet som er et av de største lokallagene i Oslo Arbeiderparti og fungerer som nettverkt for homofile arbeiderpartimedlemmer fra hele landet, har vært aktiv i arbeidet med ny felles ekteskapslov.

- Homofilt samliv er ingen trussel, sa ministeren og mente det var sårende å hevde det motsatte. Hun pekte på at heterofile kjernefamilier bare er en type familie, og at alle barn trenger trygge oppvekstvilkår og juridisk anerkjente foreldre.

Les resten på Gaysir.no

11 kristne organisasjoner hadde mandag møte med Kirkerådet på bakgrunn av kirkemøtets homofilivedtak. Normisjon, Laget, Søndagskoleforbundet, Norsk Luthersk Misjonssamband og Det Norske Misjonsselskap var tilstede og samtalte med kirkens ledere.

– Det var en hjertelig samtale, sier generalsekretær i Norges Kristelige Student og Skoleungdomslag (Laget), Kåre Rune Hauge.

– De ulike synspunktene er kjent og det ble satt ord på uenigheten, som er tydelig. 7 av organisasjonene har beklaget kirkemøtets vedtak.

Les resten på Dagen.no

Det hele startet i vår, da søknaden til en lesbisk prest ble fjernet fra søkerbunken til den ledige stillingen som kapellan på Notodden. Oppfordringen kom fra flere hold om å arrangere et eget homofiliseminar. Dermed gikk Notodden Menighetsråd og Telemark Kyrkjeakademi sammen om et helgeseminar. Rundt 60 personer var innom på fredag og lørdag, og sokneprest Ravn Karsrud var godt fornøyd.
Det som kanskje gjorde sterkest inntrykk den siste dagen av seminaret, var den lesbiske kvinnen som leste opp et brev for forsamlingen. Hun vil være anonym i mediene, men påpekte hvordan det var å få sitt livsvalg tatt opp til diskusjon, hvordan hun opplevde å få sitt liv delt opp i likning og praksis, og hvordan hun følte det å få sitt liv diskutert mot bibelens ord.
- Vi er ingen sak. Vi er levende mennesker med tvil og tro, sa hun og oppfordret kirken til å leve med to syn.

Les resten på varden.no

Vedtaket er en reaksjon på at Kirkemøtet godtok to syn i homofilisaken.

- Det er begrunnet i den nødssituasjon som har oppstått i kjølvannet av det vedtaket som Kirkemøtet gjorde, sier Ola Tulluan, generalsekretær i NLM.

- Vi synes ikke det er et drastisk skritt å ta på bakgrunn av homofilisaken, for vi synes Bibelen taler klart om homofilt samliv, legger Tulluan til.

Organisasjonens hovedstyre skriver: "Hovedstyret vil uttrykke stor forståelse for at et økende antall misjonsvenner føler seg hjemløse i Den norske kirke. Vi har stor forståelse for at mange nå vurderer å si opp sitt medlemskap i Den norske kirke."

Les resten på NRK.no

Kirkemøtet vedtok samtidig at homofile som lever i partnerskap nå skal kunne ansettes som prester. Dette innebærer at Statskirken i fremtiden må leve med to likestilte homofilisyn. Et klokt vedtak i følge vår prost Bente Heibø Modalsli.

Soknepresten i Drangedal derimot er helt uenig. Og i Kristiansand sitter biskop Olav Skjevesland. Han roper høyt nei til både homofile ekteskap og ansettelse av homofile som lever i partnerskap. Dette er en av grunnene til at Kirkemøtets vedtak heller ikke får noen umiddelbare konsekvenser for menighetene her i distriktet.

Kirkemøtet er det øverste representative organet i Den norske kirke. Der samles ca. 80 representanter – inkludert biskopene - fra alle landets 11 bispedømmer. Kirkemøtet fant denne gang sted på Øyer i Gudbrandsdalen fra 12.- 19. november. Ingen lokale representanter fra Kragerø eller Drangedal deltok. Men Kirkerådets leder Nils Tore Andersen har i alle fall sterke bånd hit til Kragerø.

Les resten på Kragero.no

Fredsprisvinner Desmond Tutu sier at han skammer seg på vegne av kirken for dens behandling av homofile.

I intervjuet sier Tutu at erkebiskopen av Canterbury, Rowan Williams, ikke har vist egenskapene til en «imøtekommende Gud» overfor homofile.
«Verden står overfor problemer, fattigdom, hiv og aids, en ødeleggende og verdensomfattende epidemi. Gud må gråte når han ser noen av de grusomhetene vi påfører hverandre. Midt oppe i dette er kirken, og spesielt den anglikanske, nesten besatt av menneskers seksualitet», sier Tutu i intervjuet med BBC.

Les resten på Blikk.no