Den fungerer lidt ligesom Joakim Von Ands pengetank. En masse penge flyder ind, men der bliver ikke spyttet noget værdifuldt ud i den anden ende. Der er naturligvis tale om CEPOS. Og jeg har de enkelte medlemmer af CEPOS stærkt mistænkt for at læse for mange jumbobøger... (det vender vi tilbage til). CEPOS beskæftiger sig med prognoser. Men CEPOS leverer også ammunition til et håbløst hylekor af unge neoliberalistiske tågehorn, som uden at tænke én eneste selvstændig tanke blot memorerer alt det værdiløse bavl, som kommer i en lind strøm fra tænketankens 'kloge' hoveder. Men hvad ligger egentlig bag?

Lad mig først takke Peter Lerwick Theisen for en glimrende research uden hvilken denne artikel og store dele af teksten ikke ville være blevet til.

Jo altså disse unge løver fra VU, KU og lignende observante fantasi-kuvøser »...Når jeg skriver løver, så er det nok mere relevant at danne det mentale billede af en barberet perserkat...« har det med stolt at henvise til navngivne CEPOS-professorer som eksempelvis David Gress. Det er allerede afsløret, at David Gress pryder sig med lånte fjer, når det kommer til 'fine titler og stillinger', som afsløret af mag. art Arno Victor Nielsen i Information (Information 11. april 2007). Det er, hvad CEPOS-folkene selv vil have folk til at tro på. Når det kommer til hylekoret af unge bejlere, står det imidlertid ikke bedre til med troværdigheden, når der skal fortælles om CEPOS' selvprofilerede litterære meritter. Her er hvad en af de unge løver, som blogger på nettet, vil have folk til at tro. Han titulerer sig selv Anders FoghV:

”I blandt CEPOS stifterne, er der nogle meget dygtige mennesker. Bl.a. David Gress som for nogle måneder siden modtog prisen for bedste bog leveret af en tænketank”. (1).

Bemærk: Det fortælles ikke at ”prisen” er givet af en neoliberal tænketank, der tilhører samme netværk og paraplyorganisation som CEPOS (tværtimod påstår ANDERS på egen blog (1), "at den er givet af et uafhængige bedømmere").

CEPOS har udsendt en pressemeddelelse, hvoraf det prætentiøst påstås, at ”Gress har fået ’prisen’, som bedste bog udgivet af en tænketank”. Jeg tillader at henvise til Fraser Institute, hvoraf det noget mere ydmygt angives, at de har givet for 5.000$ bistandshjælp til David Gress. Og bistandskategorien hedder blot ’Young Institutes’ – ikke bedste bog fra en tænketank. Og at der er andre bistandsklienter, der også har fået samme beløb. For at ingen skal være i tvivl, linker jeg direkte til siden, der dokumenterer begge dele (2). Men det er langt fra det værste. Den såkaldte ”pris” er givet at et panel af ”dommere” i Atlanta, Georgia. Hvordan, de har båret sig ad med at vurdere makværket, er en gåde, da bogen kun foreligger på dansk (3) og (4) og det er altså ikke et sprog der læses og tales af mange mennesker uden for landets grænser og næppe af en eneste i ”dommerpanelet”. (4) Som det fremgår af linket, er dommerpanelets kendskab til dansk på niveau med mit kendskab til serbo-kroatisk. Havde der eksisteret en udgave på engelsk, var der ALDRIG kommet en dansk udgave. Eftersom der er 700 millioner mennesker, det taler engelsk og kun 6 millioner, der taler dansk, er afsætningspotentialet i en engelsk-udgave mindst 115 gange større.

Tilbage til den unge løveblogger fra VU, som kommer med følgende både indsigtsfulde og så vældigt intelligente udsagn:

”Kunne det tænkes, selv af dig at tænketankene har fået den på engelsk, men den ikke er i boghandlene på engelsk??????"

og en sand genistreg:

”Det skulle være underligt, at de ikke har læst den når de ligefrem kan skrive rosende kommentarer til den” (komiteen).

Havde vores ungdommelige VU-løve ulejliget sig med lidt research, ville han have opdaget, at det ikke er noget krav, at kandidater til bistandshjælp hos Anthony Fisher indsender bogudgivelser på engelsk. Hvorfor også ulejlige ’husets venner’ med det. Derimod beder de selvfølgelig om et kort resume på engelsk. Ellers kan man jo ikke skrive alle de floromvundne floskler, som ledsager bistandshjælpen. Her er, hvad der står om Anthony Fisher subsidierne på hjemmesiden:

”Each application must consist of (a) a letter of nomination from the research institute's director explaining why the publication deserves to win a Fisher Award (note: the nominating letter must be submitted in English, even if the entry is produced in another language), (b) two copies of the nominated publication, and (c) up to 20 pages of supporting material, such as letters, press coverage, etc. (can be in any language)”.

Så mon der ikke snarere er tale om en ”vennepris” til en af menighedens disciple. For hvis det ikke er tilfældet, bliver det rigtig, rigtig, rigtig slemt. Fraser Institute har også nogle tilknyttede, nationale støttecensorer (adjunct judges), placeret rundt om på verdenskortet. Og minsandten. Også en i Danmark. (se ovenstående link 4, nederst). Han hedder Peter Kurrild-Klitgaard. Hvem søren er han? Jo, han står da anført som medarbejder. På CEPOS’ hjemmeside! Gad vide om han ligefrem deler kontor med David Gress? I virkelighedens verden er det vel nærmest er at betragte som religiøs/ideologisk netværks-incest!  Det er jo ikke så svært at kommunikere med sin egen repræsentant i Danmark (Klitgaard), som sjovt nok også sidder i CEPOS (en interessekonflikt, som ville være fyringsgrundlag i eksempelvis sundhedssektoren).

Peter Lerwick Theisen slutter af med at skrive: "Faktisk er Kurrild-Klitgaard slet ikke dum. Ren fagligt går han for at være en rigtig god underviser på Kbhs. Universitet. Og jeg har hørt ham som kommentator af amerikansk politik. Her er han kvalitativt milevidt over TV-stationernes metervare af kommentatorer. Selvom hans tilknytning til landet 'overthere' er senere end mit, kan jeg - på de områder hvor jeg har en vis indsigt tilbage - godt se, at hans politiske, sociale og kulturelle indsigt er meget høj."

Alligevel undrer det mig meget, at han så lader sig trække ned i den mudderpøl som efterhånden udgør den højt besungne tænketank CEPOS, men hver mand sin smag. Jeg tror hverken at CEPOS eller den amerikanske moderorganisation er specielt glade for den publicity de får af fåreflokken og det brægende hylekor. Specielt ikke når det medfører, at nogle mennesker sætter sig ind i, hvor uredeligt CEPOS omgås sandheden.

”Der er ingen tvivl om at CEPOS består af nogle meget kloge mennesker. Det vil I bare ikke indrømme....” (ANDERS).

Og så er vi tilbage ved Jumbobøgerne... Er David Gress' værk i virkeligheden en hidtil ukendt kopi af Grønspættebogen, som han har udstyret med en anden titel og nu forsøger at tage æren for? CEPOS er lidt som de tyske skræddere i 'Kejserens Nye Klæder' (eventyret af H.C. Andersen). Man pryder sig med lånte fjer og foregiver at levere en vare, som i bedste fald er baseret på løgn og latin.

You spin me right 'round baby right 'round like a record baby right 'round right 'round...

I serien af boganmeldelser kan du også læse om Richard Dawkins og The Selfish Gene.

Citat: "Gennem vores analyser har vi set, at CEPOS producerer to typer tekster. Den ene type er præget af etos- og patosappellerne og karakteriseret ved, at der er arbejdet med sproget, så det bliver levende, letlæseligt og nærværende. Med andre ord: tekster der kan læses mellem to S-togsstationer eller i ministerbilen, som Elbjørn formulerede målsætningen. Et generelt træk er, at pointer fremsættes som kategoriske modaliteter og slås fast ved gentagelser. Dette er en tendens vi kan se også i tekster, som vi ikke har underkastet en tekstnær lingvistisk analyse. I de to tekster, vi har analyseret i kapitel 5, har vi derudover konstateret, at der fremsættes påstande, hvis hjemmel står uden rygdækning. Der er naturligvis ikke basis for at generalisere ud fra to tekster, men vi finder det bemærkelsesværdigt og problematisk, specielt fordi påstandene fremsættes med høj affinitet. Disse tekster er præget af kreativ diskursiv praksis, og det er gennem dem, at CEPOS søger at skabe diskursiv og sociokulturel forandring." (5)

Så vi har altså mindst to tekster, én fra hver af de herrer Ågerup og Klitgaard, hvor det er konstateret, at der fremsættes påstande, hvis hjemmel står uden rygdækning, og hvor man finder det bemærkelsesværdigt og problematisk, specielt fordi påstandene fremsættes med høj affinitet. Tankevækkende...

Og jeg vil godt sige til jer små unge lømler fra VU:

“The Origins of Wealth has become a national bestseller, praised in reviews as a bold and innovative intellectual approach to controversial issues. Since its launch in May 2007, it has been republished in a second edition to meet public demand.

A Fisher Award judge remarked, “The Origins of Wealth is a very well-written, original, accessible and stimulating book with a wide potential audience in Denmark as well as in other countries. It explains the origins of wealth in terms of the historical evolution of culture, norms and institutions, in particular private property rights, free trade and state pluralism. A very good winner.”

Denne tekst er typisk for, hvad der medsendes som det obligatoriske resumé på engelsk af ansøgere. At det nok også er tilfældet, røbes af reklamebrølet - den er en ‘national bestseller’. Dokumenter dét. Kom med tal for solgte eksemplarer.

(1) ”Velstandens kilder”. Bogen har fået flotte priser fra uafhængige og liberale institutter”.

(2) Fischer Awards. Best Think Tank Publications.

(3) ” CEPOS overvejer nu at udgive en engelsk udgave af bogen”. Fra CEPOS hjemmeside.

(4) Dommerpanelet.

(5) Kilde: Roskilde Universitetscenter
Master i Professionel Kommunikation, modul 2
Et par borgerlige ord fra CEPOS
– diskursanalyse af politisk kommunikation
af: Anne Gregersen • Erwin Næs • Lisbeth Moliin • Michael Vitell • Trine Boe Christensen
maj 2006.

"Vi har udvalgt to tekster til analyse, som begge er skrevet af personer, der står
bag CEPOS:
• Tekst 1, "Ti sunde principper for god politik", er en kronik skrevet af Peter
Kurrild-Klitgaard i anledning af CEPOS' officielle åbning (Berlingske Ti-
dende, 9. marts 2005). Peter Kurrild-Klitgaard er bestyrelsesmedlem og
medstifter af CEPOS.
• Tekst 2, "Fællesskabet bygger på individets ansvar", er en kronik af
CEPOS' direktør, Martin Ågerup, ligeledes skrevet i anledning af den offi-
cielle åbning af CEPOS (Jyllands-Posten, 10. marts 2005)."

http://www.mpk.ruc.dk/tekster/2006_modul2_diskursanalyse.pdf

Gress Raiders Memorial, Gress, Isle Of Lewis. Via abd

After having fought and faced the horrors of the First World War on behalf of Queen and country, crofters returned to Lewis to make good the promise of land and homes made to them by the government. However they found none and in their place farms who's ownership was supported by the island's new proprietor and soapman Lord Leverhulme. These returning ex-service men were denied crofting land and their condition increased the tensions within the community and highlighted the problems of land usage. 

The farms of Coll and Gress fell under particular attention as demands were made that the land here was divided once again into crofts and given to the people to work. Leverhulme, who despised crofting and whose vision of Lewis' future was as an industrial island of fish canning and milk production, would have none of it. The radicalism of the land raiders was not misplaced political dogma, it was forged in the experiences of their starving parents and fired in the trenches of the first world war. They knew the justice of their cause even if Leverhulme could not understand it and once again a series of land raids ensued.

The resultant battles saw the raiders take and withdraw from the land a number of times under duress of arrest and pressure from Leverhulme who used threats of employment over local workers on his schemes amongst other tactics. The raiders determination eventually won through and Leverhulme eventually gave up the farms at Coll and Gress. In 1922 the Board Of Agriculture took over the farms and divided them into over 100 new crofts, establishing crofting communities which, which thanks to will of men like the raiders, survive to this day.

The design for the this memorial site posed problems for it's creators and required more discussion with the local committee. Several amendments were made to the original design.

The site selected was a flat sandy area by the river Gress below a main road and adjacent to the Tolsta bridge. The bridge became the focus of the conflict of 1918/20 between the landowner Lord Leverhume. with his plans for industrialisation and a crofting community struggling to maintain its traditional way of life.

The final proposal for the work took the from of a three part stone structure reminiscent of an upturned boat intersected by a rectangular stone column approx 12ft in height. The stone works were built on a raised earth platform surrounded by a ditch and trench (a reference to the Great War and the promise of a return to a land fit for heroes) The trench was planted with Ash and birch and the mound seeded with wild flowers.

The policies of Leverhulme did have supporters particularly in the non-crofting areas. The centre column was constructed with dressed stone and referred to these differing perspectives. The outer Cairns was of flat beach stone curving inwards as they reached the top of the memorial (a technically complex part of the build.) The opening of the memorial took the form of speeches and the singing of a Gaelic psalm.

En effet ce stade ultra moderne à rencontré le soutien entier de la mairie de Strasbourg mais sera financé sur capitaux privés et on ne sait pas encore sur il y a du monde pour tenter l’aventure. Le site le plus favorable serait, selon les dirigeants strasbourgeois, dans le Sud de l'agglomération strasbourgeoise à proximité de l'aéroport de Strasbourg-Entzheim.

La nécessité d’un tel équipement est pourtant là à l’heure où des villes plus dynamiques comme Grenoble est en train de monter en puissance sur ces équipements. Strasbourg et sa Meinau vieillissante sont déjà passé à coté du mondial 98 et de la coupe du monde de rugby 2007. Si la capitale européenne venait à louper l’euro qui se déroulera vraisemblablement en France entre 2016 ou 2020. L’absence d’un stade de premier plan à Strasbourg marquerait une éclipse de plus de 40 ans. Pas très digne pour une ville européenne et qui se doit donc d’afficher une politique de prestige en termes d’équipements.

La meinau : chaleureuse mais old school

Le Conseil d'administration du RCS a mandaté le cabinet d'architecture lyonnais Jean Chabanne spécialisé dans les équipements sportifs et qui a notamment réalisé le futur stade de Troyes. Pour les détails, le stade se veut un espace de vie entouré de 80 000 m2 de surfaces marchandes. Outre les commerces, un centre de loisirs et de divertissements est inclus dans le projet. C'est «le concept Racing indoor avec des terrains de football en salle, badminton, squash, mais aussi des murs d'escalade, un centre aquatique, des parcours aventures, centre de fitness... ».

On peut faire confiance à Philippe Ginestet qui a fait fortune dans l’immobilier pour concevoir un projet ambitieux et potentiellement rentable. Espérons juste qu’il n’y a pas là-dessus qu’une simple volonté de percevoir un retour sur les investissements consentis dans l’entreprise Racing Club de Strasbourg.

La bonne vieille Meinau ne deviendra plus qu’une légende urbaine et nous passerons pour des anciens complètement séniles quand nous évoquerons le but de Keshi contre Rennes, de celui d'Yvon Pouliquen contre Metz en demi-finale ou bien du pétard qui a décapité Nelly Viennot. C’en est fini des sièges en plastique non recyclables aux couleurs douteuses et psychédéliques, c’en est fini des WC sans lunettes, des urinoirs sans chasse d’eau, des toilettes sans savon, des files d’attentes au guichet où prendre un billet prenait autant de temps que de réserver une Traban à l’époque de l’ex-RDA.
Dans l’Eurostadium, tout sera luxe, calme et volupté pour toujours plus de divas qui divaguent avec toujours plus de jurisprudences. Avant, trouver la boutique du Racing à la Meinau relevait un peu de la chasse au trésor, avec l’Eurostadium on ne ratera plus aucun magasin, soyez en certain. Le porte monnaie va être sollicité aussi souvent que le nom de Gilbert Gress peut resurgir après chaque match perdu du Racing. Un Eurostadium aussi plus sécuritaire pour éliminer le hooliganisme et surtout le grand hamster d’Alsace.
Bref, un nouveau défi à perdre pour le club, et beaucoup d’argent aussi, mais au Racing c’est un peu comme 11 défaites de suite : quand on aime, on ne compte pas.

Bebas waktu, bebas finansial? Yang pertama sudah, dan yang kedua InsyaAllah semoga tercapai. Karena dengan dunia bebas sekarang ini InsyaAllah terbuka peluang menjemput rezeki Allah SWT.

Setelah menjalankan bisnis dengan menjual baju renang muslimah dengan merek bourgoutti, sekarang saya me-launching baju renang baru dengan merek GRESS. Buat webstore dengan Wordpress, utak-atik lalu publish ke umum dengan mengirim ke milis TDA dan Hanya Wanita pada Senin, 05 Mei 2008.

Alhamdulillah, baru saja dilaunching, masuk sms yang menanyakan produk kami. Dan Alhamdulillah lagi, setelah itu langsung masuk order memesan baju renang GRESS. Chating dengan calon pelanggan, masuk uang ke rekening saya untuk memesan baju ini. InsyaAllah ini order pertama pembuka pintu rezeki yang lebih banyak lagi.

Semoga rezekiku semakin bertambah dan semakin banyak lagi syukur yang akan disampaikan.

Her i Norges hovedstad har de virkelig skjønt et og annet. De tapetserer rett og slett gresset når det blir for mye av det. Det kan også hende at det ikke var flere heller igjen, sånn at tapet var det eneste alternativet for den gresstusten til høyre der.

JA TIL ASFALT!

ps: pokkers pollen...