forfatterliv « WordPress.com Tag Feed

Latter

esalen — Wed, 03 Jun 2009 00:07:35 +0000

Jeg har en venninne som ler svært mye. Overdrivelsen ligger i den første delen av setningen, hun ler virkelig svært mye. Men jeg kjenner henne ikke så godt, jeg er bare med henne av og til. Vi treffes alltid tilfeldig, når jeg er et sted, hender det at hun er der også. Jeg hører det med en gang, jeg hører latteren. Hun ler svært mye. Så møttes vi da, jeg var på restaurant, og det var hun også. Jeg hadde akkurat sagt til en kamerat, – jeg skal bare bort og kjøpe en øl, skal du forresten ha en øl? og så hørte jeg henne le. Hun stod i baren og lo. – Der er du jo, sa jeg til henne, vel vitende at enhver spøk ville slå an. Og det gjorde den virkelig, hun lo så hun måtte støtte seg til baren og riste på hodet. – Hvordan går det? spurte jeg henne, – jeg skal ha en øl, sa jeg samtidig til bartenderen, – det går bra, fikk hun frem gjennom lattehikstene – en øl til meg også, hun måtte anstrenge seg for å si dette til bartenderen mellom hikst og host og kremt av latter. Nå var det jeg som ristet på hodet, hun lo virkelig svært mye og til dels kraftig, det er ikke normalt. Det må være noe som går av henne. – Det blir 46 kroner, sa bartenderen. Jeg betalte, hun betalte, og hun lo fortsatt så hun holdt seg for magen og hev etter pusten. – Jeg skal ha en øl til, sa jeg til bartenderen. Jeg hadde jo glemt min kamerat som også skulle ha øl, hun lo virkelig svært mye. Hva er det som går av henne? Jeg gikk til min kamerat og spurte om han kjente hun der som lo så mye, og så sa jeg navnet på henne, om han kjente hun der som lo så mye og hadde det navnet jeg nettopp hadde nevnt, – nei, sa han. – Hun ler svært mye, sa jeg. – Det er noe som går av henne. Og så kom jeg med eksemplene, de samme eksemplene jeg har lagt frem for dere, akkurat på samme måten, fra begynnelsen, jeg har en venninne som ler svært mye, og så videre, – jeg skal bare bort og kjøpe en øl, skal du forresten ha en øl? det var denne setningen som slo henne ut, hun ler virkelig svært mye. – Der er du jo, sa jeg til henne. Og da lo hun så hun måtte støtte seg til baren og riste på hodet. – Kan du forstå det? kan du forstå det, spør jeg? og min kamerat, om han kunne forstå det eller ikke, gikk leende bort.

ES2004

Sådan pisser man en anmelder af ...

Pia Valentin Lorentzen — Thu, 29 May 2008 05:35:13 +0000

I går aftes modtog jeg svar pr. mail fra Nordjyske Stiftstidendes redaktion, i den står der bl.a.:

"I princippet er det hans ret - vi sender anmelderne bøgerne til ejendom, enten de anmelder dem eller ej. Men selvfølgelig forventer vi at det behandles med en vis finfølelse. Og her, har du ret i, kan det nemt se ud, som om finfølelsen har fået lidt vide rammer."

Nordjyske beklager i øvrigt det hændte, og samtidig forsikrer kulturredaktionen, at anmelder Christian Stokbro Karlsen skam har skrevet en anmeldelse af min bog, men at avisen

"pga. stofoverflod og papir-knaphed har den stående på kulturens stoflager endnu". Og så forsikrer kulturredaktionen mig i øvrigt om, at anmeldelsen kommer i Nordjyske Stiftstidende i dag. Anmeldelsen er vedhæftet mailen.

Jeg har læst anmeldelsen, og det er mere end tydeligt, at den er skrevet EFTER, jeg har stillet redaktionen spørgsmål om anmelderens brugtbogshandel og taget det op til debat her på bloggen. Jeg har åbenbart pisset Christian Stokbro Karlsen godt og grundigt af med min tilsyneladende utidige indblanding i hans brugtbogssalg - og mangel på anmeldermoral. Jeg er i hvert fald aldrig blevet svinet så godt og grundigt til.

Anmeldelsen er nu offentliggjort og kan læses her.

p.s. Det "helt friske eksemplar" er i øvrigt blevet fjernet fra brugtbogs-salgssiden!

Edderkopp (i Kalahari-ørkenen)

esalen — Wed, 28 May 2008 04:35:10 +0000

I Kalahari-ørkenen finnes en edderkopp som spinner sanden sammen og legger seg under den. Den spinner en tråd fra sandkorn til sandkorn og lager på denne måten et fint teppe som beskytter mot solen, og som også er et fint skjulested der den kan ligge på lur og fange småkryp som prøver å gå over den. Av og til skulle jeg ønske at jeg var en slik edderkopp. Jeg sier ikke at jeg ofte ønsker det, jeg sier at jeg ønsker det av og til. Og jeg ønsker det omtrent alltid i overført betydning, i virkeligheten vil jeg jo ikke være en edderkopp, og i hvert fall ikke i Kalahari-ørkenen. Det er kraftig å overdrive. Det er greit nok å være den jeg er, noen små forandringer ville gjort seg, men ikke så dramatisk store som å bli til en edderkopp i Kalahari-ørkenen. Det ønsker jeg slett ikke å bli. Jeg ønsker det i overført betydning. Jeg ønsker i overført betydning at jeg kunne spinne meg et nett av sandkorn som jeg kunne gjemme meg under, og fange meg et småkryp også jeg.

ES2007

Zoologiske senryu antaget

Pia Valentin Lorentzen — Sun, 05 Oct 2008 10:04:01 +0000

Juhuu! Jeg har fået min digtsamling "Zoologiske senryu" aka mine humoristiske haiku om dyr antaget hos et velestimeret forlag! Det er nærmest umuligt at få sine digte udgivet i dagens Danmark, så jeg føler mig mere end almindeligt heldig og glæder mig helt vildt. Den udkommer i det nye år - mere om det, når tiden nærmer sig.

Manifold versus Heine Lorentzen

Pia Valentin Lorentzen — Sun, 28 Sep 2008 11:55:59 +0000

"Manifold vs Heine Lorentzen - Metallisk finkultur møder lyrisk neorindalisme"

Torsdag d. 2. oktober udkommer min kære ægtemands nye minialbum. Han har lavet det sammen med bandet Manifold, og Ole Bundgaard har mixet og lavet cover. I pressemeddelelsen hedder det:

"Den sublime konstellation af tunge riff og sfæriske flader, der kendetegner Manifold, glider perfekt sammen med Heine Lorentzens veldrejede tekster, og autoritære recitation i en supersynergisk syntese. Resultatet er fem enestående, klare og hårdtslående tracks, der vil genlyde, på repeat, og blive hængende hos lytteren i lang tid fremover. Endelig... Lyrik, man kan headbange til."

Læs mere om udgivelsen på Folkets Maskinpark og lyt til smagsprøver på Manifold versus Heine Lorentzens myspaceprofil.

Update

Pia Valentin Lorentzen — Wed, 24 Sep 2008 15:19:50 +0000

At bruge et så nyhedsmisbrugt ord som “update” er måske lige i overkanten, men faktisk kan ordet jo godt bruges i denne sammenhæng. Og til mit forsvar skal da siges, at jeg dog har afstået fra at bruge det ellers skambrugte “breaking news”, der nok ville give indtryk af lige lovlig meget storhedsvanvid (fik I den, TV2 News?)
Nå, men her er min personlige forfatterske update d.d.:
Er just blevet optaget i Dansk Forfatterforening, og det er jeg glad for. Det er jo at regne som en fagforening (dog uden A-kasse), og det er altså helt rart med et fagligt tilhørsforhold af den slags. Det har jeg savnet, siden jeg droppede medlemskabet af HK, da jeg stoppede som lægesekretær. Dertil kommer alle medlemsfordelene, som jo ikke er at kimse af.
Det går strygende med den dersens roman, jeg skriver på. Jeg har masser af inspiration og gåpåmod, det eneste jeg mangler er, at døgnet godt måtte være et par timer længere, bare det næste ½ års tid. Hvad siger Moder Jord til det, kan det klares?
Venter i øvrigt på svar fra forlag angående min digtsamling med humoristiske haiku, der nu har fået sin endelige titel: “Zoologiske senryu”, dersom fordi at, det er senryu og ikke haiku. Bliver den udgivet? Det vides ikke i skrivende stund.
Har derudover et par andre opgaver liggende, som jeg ikke skal komme nærmere ind på her.

Velkommen

Pia Valentin Lorentzen — Sun, 21 Sep 2008 15:18:29 +0000

"Man har et standpunkt, til man tager et nyt" var svaret fra Jens Otto Krag i det herrens år 1966, da han efter folketingsvalget blev spurgt om, hvorfor han pludselig gerne ville samarbejde med Aksel Larsen, der som bekendt stiftede SF i 1959, når han nu havde afvist et sådan samarbejde inden valget. Samme ordlyd kan bruges nu, dog i en smule mindre betydningsfuld for landets ve og vel sammenhæng, nemlig den, at jeg giver pokker i ubehagelige folk og fæ og fortsætter med at blogge. Så velkommen tilbage på bloggen, baren er åben.

Over and out

Pia Valentin Lorentzen — Mon, 08 Sep 2008 07:21:38 +0000

For øjeblikket har jeg hverken tid, lyst eller helbred til at håndtere de ubehageligheder, man nemt kommer ud for i blogosfæren. Jeg har derfor valgt at stoppe med at blogge og lukker og slukker Digtafon på ubestemt tid.
Tak til dem der læste og kommenterede.

Perspektivløse brokkehoveder og sure røvhuller

Pia Valentin Lorentzen — Sun, 07 Sep 2008 14:35:46 +0000

Kære børn har mange navne ...

Jeg må indrømme, jeg blev en kende overrasket, da det kom mig for øre/øjne, at nogle forfattere blev betalt for at læse op til Ord Under Himlen i Kongens Have d. 30. aug.
I den forbindelse har jeg tilladt mig at spørge arrangørerne om et par ting. Har man lyst til at følge den debat, kan den læses her.

Stemningsbilleder fra Ord under himlen 2008

Pia Valentin Lorentzen — Mon, 01 Sep 2008 17:04:40 +0000

En dejlig dag

jensdrejer — Sun, 31 Aug 2008 12:25:59 +0000

[caption id="attachment_393" align="alignright" width="300" caption="Ord under himlen - jeg står sammen med Tina Charlotte Møller m.fl. Fotograf: Sister Bonde"][/caption]

Klokken halv et mødte jeg alle de andre poeter i Kongens have. Jeg fandt straks Uschi, fik hilst på Lonni Krause og Tina Charlotte Møller, som jeg også kender fra blogland. Snart begav vi os ned til vores sted, hvor vi fik pakket ud og hængt skiltet op. Det blev ikke helt som jeg havde forestillet mig. Ideen var, at det skulle hænge i to heliumsballoner fra Tivoli, men skiltet var simpelthen for tungt - med mindre vi brugte 10 balloner til 80 kroner stykket. Nej, det ville altså være for dyrt og se alt for fjollet ud.

Inden vi nåede at begynde ankom Sister Bonde. Jeg var meget nervøs, men det hjalp faktisk, at der var nogen jeg kendte i forvejen. Først læste Uschi en novlle og så var det min tur. Jeg tror ikke at lytterne opdagede det, men jeg var virkelig så nervøs og anspændt, at jeg rystede over det hele. Jeg synes alligevel at det gik rimeligt. Men det var svært at vurdere, fordi jeg prøvede at koncentrere mig 100% om teksten. Jeg prøvede at holde øje med lytternes reaktion, men det var simpelthen mere end jeg kunne overskue, samtidig med at jeg læste. Bagefter fik jeg blomster og en lille gave fra Sister Bonde og Pernille. Det var virkelig en dejlig overraskelse og det var en rigtig smuk buket. Derefter skulle Sister videre og det var tid til næste oplæser. Vi havde nemlig fået selskab af en ung digter som hedder Jonathan. Jeg synes han var rigtig god i vores lille gruppe. Jonathan læste på en helt anden måde og det var en god kontrast til mig og Uschi.

Da Jonathan havde læst et par digte, kom der endnu en god overraskelse: Harning mødte op sammen med sin ældste søn. Jeg har ikke mødt harning før, men vi har jo skrevet en del samme over nettet, så det var også en spændende begivenhed.

[caption id="attachment_376" align="alignleft" width="300" caption="Ord under himlen - med blomsterne fra Sister og Nille. Fotograf: Sister Bonde "][/caption]

Uschi læste endnu en novelle og jeg læste endnu en novelle. I mellemtiden havde vi desværre fået et problem. Der var ferniserings-picnic på skulpturen ved siden af os. Det var et ganske stort selskab og efter min mening meget uhøflige mennesker. De satte sig lige ved siden af os og direkte under vores skilt, hvor de snakkede og larmede. Meget uhøfligt og jeg blev virkelig forarget, da jeg aldrig selv kunne finde på at gøre sådan. Det var værst da jeg læste op, men alle påstod at de sagtens kunne høre. Måske var det værere for oplæseren end for lytterne. Vi overvejede ganske kort at flytte lidt væk, men efterhånden var vi også begyndt at snakke så meget, så vi bare opgav. Vi snakkede et stykke tid og havde det virkelig hyggeligt, inden vi beslutte at gå en tur i haven og lytte til nogen af de andre.

Men det blev ærlig talt ikke til så meget. Vi kom fra hinanden og det hele endte med at jeg sad i græsset sammen med harning og hendes søn. Vi havde så meget at snakke om, at vi slet ikke kunne stoppe igen. Jeg er sikker på at vi kunne have snakket i mange, mange timer og jeg håber vi får chancen en anden gang. Tina Charlotte Møller kom også og sluttede sig til selskabet. Det meget simpelthen utrolig hyggeligt.

Så blev der udtrukket tre præmier, der blev taget gruppebillede og derefter gik vi mod RizRaz. Jeg fulgtes med Tina gennem de myldrende gader og vi fik sandelig også snakket om lidt af hvert inden vi nåede restauranten. Rizraz er bestemt ikke en af mine favorit-restauranter. Tværtimod. Men det er nok et godt valg i sådan en anledning, for der er jo mad for alle. Og hvor kan man ellers være 70 mennesker!

Det begyndte hurtigt at tynde ud i selskabet. Jeg tror mange gik tidligt hjem fordi de var trætte, men der var vist også en del som fortsatte ud i det københavnske natteliv. Jeg ville meget gerne med. Det havde været en virkelig dejlig dag og jeg havde mødt så mange spændende mennesker, som jeg gerne ville have snakket meget mere med. Men jeg var simpelthen totalt smadret. I stedet valgte jeg at følge Tina til Hovedbanegården og tage bussen hjem derfra. Klokken var kun 9, men det havde været en lang og begivenhedsrig dag. Det var virkelig hyggeligt at være sammen med Tina og jeg tror at vi kunne have snakket i mange flere timer.

Det er lidt morsomt at møde alle disse mennesker som man kender fra blogland. Selv om man aldrig har mødt hinanden før, så er der ingen tvivl om en god kemi. Jeg oplevede det samme da jeg var til blogtræf i Hillerød. Dem man svinger med på nettet, svinger man åbenbart lige så godt med i det virkelige liv. Dét føles meget absurd lige når man mødes og står overfor et menneske som man aldrig har mødt før, men alligevel kender rigtig godt. Lynhurtigt overfører man det gode forhold fra cyberspace til virkelighedens verden.

I bussen sad jeg og tænkte på alle de mennesker jeg havde mødt, dem der havde lyttet og hvordan det hele var gået. Pludselig tænkte jeg, at måske havde der været flere som jeg kender fra blogland, der bare undlod at hilse på. Jeg kom til at tænke på en kvinde som satte sig meget stille og diskret bagest. Hun havde lidt fint, blond hår, fregner og lyst sommertøj i blide farver og en flot gylden sommerkulør i ansigtet. Jeg ved ikke hvorfor, men pludselig kom jeg til at tænke på, at det var med garanti Rasmine?????? Jeg har jo aldrig set eller mødt Rasmine. Måske tager jeg fejl, men hvis jeg har ret, så bliver jeg meget skuffet over at du ikke hilste på!

Jeg var virkelig smadret da jeg kom hjem. Jeg var træt, havde hovedpine og en smule feber, som sikkert skyldtes en lette solskoldning. Jeg havde været så nervøs, at jeg slet ikke kunne spise noget fredag. Jeg fik absolut intet. Nada. Fredag skulle jeg også lave skiltet, men det tog meget længere tid en forventet. Desværre kom jeg i gang lidt for sent, så jeg kom først i seng sent om natten og fik kun 4 timers søvn. På grund af disse problemer, var jeg ikke helt så frisk som jeg gerne ville have været. Det betød naturligvis også noget at jeg var ekstremt nervøs for at læse. Det har bestemt også taget en masse kræfter. Og jeg fik alt, alt for meget sol. Jeg burde have en hat, men i det mindste havde jeg rigeligt med tøj på. Ellers havde jeg sikkert fået det meget værre.

Men det var en rigtig dejlig dag i Kongens have. Jeg føler mig stadig glad og opstemt, at jeg næsten ikke ved hvordan jeg skal beskrive det. Det var på alle måder en helt fantastisk dag. Jeg tror nok, at jeg også skal med næste år. I mellemtiden håber jeg, at jeg kan skrive nogle nye noveller som er en hel del kortere. Mine tekster var simpelthen alt, alt for lange til sådan et arrangement. Ikke kun for lytterne, men bestemt også for mig der skulle læse op.

Resten af dagen skal jeg tusse rundt, rydde lidt op, slappe af og surfe lidt rundt i blogland. Der ligger nogle mails som skal besvares, men jeg er ikke sikker på at det bliver idag. Jeg er virkelig træt og har allermest lyst til at kravle i seng igen, men jeg duer simpelthen ikke til at sove midt på dagen. I stedet vil jeg bare slappe af, hygge mig og tænke på alle de fantastiske oplevelser jeg havde i går.

Sister Bonde tog en lille videofilm mens jeg læste op. Den giver et godt indtryk af den gode stemning og en lille smule af den ene novelle jeg læste. Jeg må indrømme, at jeg bliver en lille smule søsyg af at se på mig selv.....

Tusind tak til Sister for både billeder og videoen.

Klar til Kongens have

jensdrejer — Thu, 28 Aug 2008 13:43:40 +0000

I sidste uge fik jeg mail fra en som hedder Uschi Tech, der også skal læse op i Kongens have på lørdag. Hun foreslog at vi skulle læse sammen. Jeg synes det var en god ide, så vi har dannet en lille støttegruppe. For nogle dage siden mødtes vi i Kongens have, og det var en meget sjov oplevelse, for vi løb ind i Lonni Krause og Lisbeth Heckmann som arrangerer "Ord under himlen". Dem har jeg jo heller aldrig mødt før, men Lonni kunne kende mig fra billederne på min blog.

Jeg har lavet et kort - her kan man se hvor vi cirka står. Efterhånden er der over 100 tilmeldte oplæsere, så det er umuligt at sige præcis hvor der er plads. Men hvis man leder i det markerede område på kortet, så tror jeg ikke at det bliver svært at finde os. Vi har et meget opsigtsvækkende navneskilt. Det er bare SÅ vulgært - altså på den sjove måde. :D

Vi læser op fra cirka klokken 13 - 16,30, lørdag d. 30. august 2008 i Kongens have.

Bagefter skal alle digtere og forfattere mødes ved Herkules Pavillonen, hvor årets forfatterpris skal uddeles. Derefter skal vi ud og spise sammen med de fleste af deltagerne. Jeg tror det bliver superhyggeligt og efterhånden er jeg faktisk begyndt at glæde mig. Det ser også ud til at vejret bliver rigtig godt - der er simpelthen alle muligheder for en rigtig dejlig dag i Kongens have. Faktisk er det en lille smule synd, at vi ikke bare skal sidde i græsset og spise i parken, når det hele er slut.

Kunst eller crap?

Pia Valentin Lorentzen — Thu, 14 Aug 2008 09:39:21 +0000

Hvad er det, der gør nogle udgivelser til interessant undergrundslitteratur med spændende intellektuelle kunstnere som forfattere, mens andre udgivelser blot er grinagtigt selvudgivercrap skrevet af totalt taberagtige wannabees? Hvad er forskellen? Er der en forskel? Og hvis der er, har den så noget med kvaliteten af det skrevne at gøre?

Smagsprøve fra den dersens roman

Pia Valentin Lorentzen — Mon, 04 Aug 2008 14:29:42 +0000

I stueetagen boede isenkræmmerens datter og svigersøn. De var et besynderligt par, som jeg havde lagt mærke til allerede, da jeg var barn. De havde været sammen i mange år, selv om de i virkeligheden kun var omkring ti år ældre end mig. Og så hed de Hans og Grethe, hvilket var nok til at baghuset havde fået et rigtigt fint skilt på facaden, hvorpå der stod ”Pandekagehuset”. Det var isenkræmmeren, der havde hængt det op. Kontrasten mellem det grimme hus og det fine skilt var nærmest grotesk.
Grethe arbejdede i forretningen og var egentlig meget flink. Hun var lille og spinkel, havde mørke, næsten sorte øjne og sort kortklippet hår. Hun var meget bleg, hendes arme var tynde, og hendes fingre var små og krogede. Jeg havde ofte tænkt på, hvordan hun kunne arbejde i en isenkramforretning med de fingre, for de så ikke ud til at kunne holde til at flå ret meget emballage op eller skrue ret mange grille sammen.
Hans var et ordentligt brød. Han var smed og arbejde i et stort firma i den nærmeste provinsby. Han var sådan set flink nok, men alene hans størrelse gjorde ham ret skræmmende, og på en eller anden måde følte jeg mig meget bevidst om min størrelse og mit køn, når han var i nærheden. Det var ikke rigtigt ubehageligt, men heller ikke helt rart.
De havde en stor schæferhund, som hed Bølle. Af en eller anden årsag kom jeg altid til at tænke på Bornholm, når jeg så den, det var nok noget med Krølle Bølle. De havde altid haft den, ligeså længe jeg kunne huske i hvert fald. På et tidspunkt gik det op for mig, at det drejede sig om flere på hinanden følgende hunde, der lignede hinanden til forveksling og som alle sammen hed Bølle. Således var den nuværende Bølle ikke den samme Bølle, der år forinden havde jagtet mig hele vejen ned ad hovedgaden, bidt mig i buksebenet og forårsaget cykelstyrt og blødende knæ, samt en indgroet skræk for hunde. Den nuværende Bølle var noget fredeligere anlagt. Den havde luntet rundt i hælene på mig under indflytningen og var kun modvilligt gået med til at blive lukket inde i haven bag baghuset, da dens insisteren på at blive klappet konstant blev for anstrengende.

Ny anmeldelse af Tilnærmelsesvis fraværende

Pia Valentin Lorentzen — Sun, 03 Aug 2008 13:36:17 +0000

Mikael Josephsen har skrevet en anmeldelse af "Tilnærmelsesvis fraværende" på Oplysningskontoret.dk.
Lad det være sagt med det samme: Det er ikke nogen god anmeldelse. Til gengæld er den saglig og yderst fair - og jeg er tilbøjelig til at være enig i flere af de ting, som anmelderen påpeger som problematiske.

Anmeldelsen kan læses her.

Læserne mener ...

Pia Valentin Lorentzen — Wed, 30 Jul 2008 12:23:06 +0000

På BogGuide.dk har to læsere af min digtsamling "Tilnærmelsesvis fraværende" skrevet, hvad de synes om den:

Velskrevet, på trods.

En borende digterisk smertevandring med spredt indlagte
humoristiske redningskranse.

Erik Helger, 13. juli 2008

Rystende digte

Tak Pia.
Tak for digtene. Stærke - smukke - rystende! Du er en
sand, stor kunstner!
De kærligste hilsener fra
Anne Marie Helger

Anne Marie Helger, 28. juli 2008

- med sådan et par udtalelser gør det lige pludselig ikke så meget, at jeg ikke er kommet på bestsellerlisten.

Mandsmod x 26

Pia Valentin Lorentzen — Tue, 29 Jul 2008 18:16:05 +0000

Mandsmod - og andre noveller står nu på hele 26 biblioteker! Hurra!

Ord under himlen

jensdrejer — Mon, 21 Jul 2008 08:23:17 +0000

Ord under himlen 2008

Kongens have

Lørdag den 30. august

13,00 - 16,30

For lang tid siden sendte Lonni Krause mig en invitation til "Ord under himlen" og hun lokkede mig også til at deltage. Jeg ved ikke rigtig hvordan hun gjorde, men jeg sagde ja ...........og det har jeg naturligvis fortrudt lige siden.

Jeg har ofte læst op for venner og bekendte, og jeg er faktisk ret vild med at læse op. Men jeg læser helst noget som andre har skrevet. Denne gang skal jeg læse mine egne tekster og jeg skal læse op for fremmede mennesker. Det har jeg aldrig prøvet før og jeg synes at tanken er vildt skræmmende. Jeg tror virkelig at det kræver mod og selvtillid at stille sig op midt i Kongens have og begynde at læse højt. Jeg kan slet ikke se mig selv i den situation og jeg er overhovedet ikke sikker på at jeg er modig nok!

Men jeg har sagt ja og jeg skal nok komme. Jeg tager to korte noveller med, og hvis det går godt, læser jeg begge noveller to gange. Jeg tror at det tager cirka 15-20 minutter at læse hver novelle og det synes jeg er passende. Hverken for kort eller for langt. Ærlig talt, så synes jeg jo selv at det er to rigtige gode og spændende historier, så jeg håber naturligvis at det kommer til at gå rigtig godt.

Der er ingen faste pladser, men 93 digtere og forfattere læser op i hele Kongens have. Jeg formoder, at der bliver oplæsning fra hvert et hjørne og hver en krog i parken. Du kan læse meget mere på bloggen "Ord under himlen", og Zoommagasin har skrevet en meget god artikel om arrangementet.

Den dersens roman ...

Pia Valentin Lorentzen — Wed, 09 Jul 2008 06:48:39 +0000

... har jeg været i gang med at skrive i flere år - hvor længe husker jeg ikke, men det er vel omkring 2-2½ år. Det går langsomt, af og til af manglende inspiration, men mest af manglende tid. Indimellem tager pokker ved historien og så går det over stok og sten og andre gange bliver det kun til et par linier ad gangen. Den har (af indlysende årsager) ligget stille på harddisken (er det ikke sådan man siger, når man nu ikke bruger håndskrevne manuskripter og skrivebordsskuffe?) i godt og vel 3/4 kvart år, men nu er jeg så småt gået i gang med den igen. Både inspirationen og lysten til at skrive er der, og tiden tages indimellem, som jeg nu kan få det til at passe med spædbarnslure osv. Nu har jeg så opdaget, at romanens arbejdstitel generer mig. Den er bare ikke spændende nok til at blive bogens rigtige titel. Bevares, der er laaang vej igen, jeg har skrevet mellem 1/4-1/3 af bogen, så der er da tid nok til at finde på en god titel, men som det er nu, er der bare ikke nogen iøjnefaldende titel. Og jeg kan altså mægtig godt lide at have en navnemærkat at sticke på min skriverier! Det skulle nødig ende med, at den hedder "Den dersens roman".

Ny anmeldelse på MetrOrd

Pia Valentin Lorentzen — Thu, 19 Jun 2008 07:27:15 +0000

Jeg har været så heldig at få hele to anmeldelser af "Tilnærmelsesvis fraværende" på MetrOrd. Den nyeste er skrevet af Poul G. Exner. Læs den her.

Mandsmod - og andre noveller

Pia Valentin Lorentzen — Wed, 11 Jun 2008 09:11:25 +0000

Den 15. juni udkommer novellesamlingen "Mandsmod - og andre noveller" på Forlaget Darklights.
Bogens 12 noveller er udvalgt blandt de mange indsendte bidrag til forlagets novellekonkurrence. Vindernovellen, der også lægger titel til bogen, er skrevet af Helene Mary Munthesen. De 11 andre noveller er skrevet af M. Pontoppidan, Morten Nis Klenø, Laila Ammitsbøl, Martin Hjortlund Nohns, Nikolaj Højberg, Pia Leth Jensen, Ole Nybo Petersen, David Bekker-Jensen, Sara Buch, Lho Brockhoff og Pia Valentin Lorentzen (mig selv, sagde hunden).
Yderligere info på Forlaget Darklights.

Sjakk

esalen — Tue, 10 Jun 2008 13:37:26 +0000

En gang under en sjakkturnering hadde jeg en forferdelig opplevelse. Jeg skulle møte en motstander, det var greit nok, slik er det alltid i sjakk. Jeg hadde heller ikke noe i mot at motstanderen min var svært dyktig, kanskje en av de bedre sjakkspillerne i hele turneringen. Hva vet jeg? Jeg følger ikke så nøye med. Jeg hadde i hvert fall registrert at jeg skulle spille mot ham, og satt nå og ventet på ham, eller ventet på den forferdelige opplevelsen det kom til å bli. Han satte seg ned, vi håndhilste, jeg startet klokken hans og han gjorde første trekk. Samtidig glemte jeg alle reglene. Det er ingen overdrivelse å si det så sterkt, jeg hadde glemt absolutt alt. Kjente ikke igjen en eneste brikke. Og det var min tur. Jeg falt naturligvis i tanker. Jeg tenkte at han nok trodde han hadde gjort noe uvanlig smart, siden jeg måtte sitte slik og tenke over trekk nummer 1, men slik var det ikke. Jeg hadde glemt reglene, det var det hele. I sjakk har man god tid, vanligvis to timer på de første førti trekkene, deretter en ny time på de tjue neste, og så en halvtime for resten av partiet. Den tiden hadde i alle fall vi, jeg hadde god tid til å tenke. Kanskje ville jeg huske reglene igjen etter hvert. Min motstander forlot brettet, det er helt vanlig blant sjakkspillere, det vet jeg. Jeg la merke til at han av og til kom tilbake til rommet for å se om jeg hadde gjort noe, det hadde jeg ikke den første halve timen. Da fant jeg ut at jeg måtte ta hensyn til situasjonen som den var, jeg kunne ikke sitte og vente på at den forandret seg av selv, jeg måtte gjøre noe, samme hva. Så jeg gjorde et trekk, flyttet en brikke og trykket på klokken. Deretter forlot jeg bordet, tilsynelatende fordi jeg var så avslappet, men egentlig fordi jeg var nervøs om jeg hadde gjort noe ulovlig. Da jeg fikk øye på min motstander ute i vrimlehallen, liksom nikket jeg til ham. Han gikk straks inn og gjorde et trekk, jeg fulgte etter. Denne gangen var jeg raskere til å gjøre mitt, det fikk bære eller briste. Det bar, han gjorde straks et nytt, og jeg ett, og han, og slik fortsatte vi å spille til vi hadde gjort en ti-tolv trekk hver. Han noterte, jeg gjorde ikke det. Hvordan skulle jeg klare det? Nå var det han som brukte tenketiden. Jeg undersøkte virkningen av å hele tiden flytte brikkene mine selvsikkert og øyeblikkelig, akkurat som om jeg på et blunk refunderte ideen han måtte ha. Det gjorde jeg nok ikke, for etter ytterligere noen trekk merket jeg meg at han hadde atskillig flere brikker til rådighet enn jeg. Dessuten så brikkene han hadde tatt fra meg, større ut. Jeg tenkte at når han hadde de fleste og største brikkene, var alt likevel tapt. Jeg kunne gi opp med æren i behold. Og det gjorde jeg. Jeg gav han hånden og gav opp, – takk for kampen, sa jeg. – Det var et interessant parti. Den vendingen hadde jeg hørt før en gang. Og denne gangen stemte det.

ES2004

Identitet

esalen — Sun, 08 Jun 2008 20:22:03 +0000

Midt en gang mens jeg drev og gikk til jobben – det er ikke lang vei, så god tid til å tenke var det ikke – kom jeg til å tenke på hvem jeg egentlig er. Hvem er jeg egentlig? tenkte jeg, og var egentlig fremme i samme øyeblikk. Avstanden er bare noen hundre meter, så det tar bare et par minutter å gå dit. Men jeg tenkte også på det på vei hjem, hvem er jeg egentlig, hvem er jeg blitt, klarte jeg å tenke i tillegg. Og nå kunne jeg tenke videre mens jeg laget middag, selvsagt samtidig som jeg tenkte lite grann på hva jeg egentlig skulle ha til middag, men det tenkte jeg ikke så lenge på, for jeg hadde egentlig på forhånd bestemt meg for å ha stekt laks. Det var nemlig fredag og flott vær, sommervær, så jeg kunne godt ha noe ekstra godt, altså stekt laks. Men hvem var jeg egentlig? Hvem var egentlig denne jeg som stod i denne leiligheten i Strandgaten 204 og stekte denne laksen, og hvordan var jeg blitt akkurat jeg, hva er det egentlig som foregår med meg? Dette er velkjente tankebaner, jeg har vandret dem opp og ned mangfoldige ganger, men hver gang jeg tror jeg har brakt opp en viss ide om hvem jeg egentlig er, så har jeg enten forandret meg eller tatt feil uten å måtte forandre meg. Jeg trodde for eksempel lenge at jeg var utvalgt. Ja, ikke noe stort utvalgt slik man blir i eventyrene, utvalgt til å redde verden eller utføre de helt store bedrifter eller sånt noe, neida, så utvalgt var jeg nok ikke og følte meg heller ikke slik, men jeg følte meg nok mer utvalgt enn folk flest. Jeg følte nok at jeg nok kunne og burde drive det lenger enn andre folk kunne drive det til, at jeg var mer talentfull, mer ressurssterk, hadde større potensial rett og slett, og jeg var sjelden i tvil om at dette potensialet ville bli oppfylt. Ja, jeg må nesten tilføye selv om det er litt pinlig, jeg følte at potensialet ville bli oppfylt til alles forbløffelse. Alle ville bli forbløffet over hvor talentfull jeg egentlig var, når det åpenbarte seg, og en gang ville det åpenbare seg. Jeg var villig til å jobbe hardt for dette, og i dette la jeg store deler av min identitet. Nå stod jeg altså her og stekte laks, god laks fordi det var så fint vær, og var veldig fornøyd over å ha kort vei til jobb, en ganske dagligdags og helt alminnelig jobb. Så den som var blitt forbløffet var altså jeg, og ikke over at potensialet ble så til de grader oppfylt, men heller at jeg så til de grader tok feil. Jeg skar laksen i to og kjente i midten om den var gjennomstekt, det var den ikke, så jeg stekte videre. Jeg var 33 år, tenkte jeg, lektor, enslig, skriver litt på fritiden, ivrig etter eventyr, går på, det er jeg, tenkte jeg. Nei, det er jo ikke meg det der, tenkte jeg omtrent rett etterpå. Det er riktignok slik jeg er blitt, men det er ikke slik jeg egentlig er, det er ikke riktig at jeg er en 33 år gammel, enslig lektor, det er ikke det jeg er laget for, ikke slik det skal være. Mitt egentlige jeg er helt annerledes, eller kanskje ikke helt annerledes, men i alle fall annerledes, mitt egentlige jeg er i en helt annen livssituasjon og tenker helt andre tanker. De tankene han tenker, tenker til det livet han lever, og og som jeg skulle ha levd. Det er han som har tankene mine, tenkte jeg, og kjente på laksen en gang til. Den var meget passende gjennomstekt, og jeg satte meg ned for å spise den opp. Jeg lurer på hva mitt egentlige jeg, tenker om meg, tenkte jeg.

ES2007

Anmeldelse på MetrOrd

Pia Valentin Lorentzen — Wed, 04 Jun 2008 08:10:22 +0000

Poul Høllund Jensen har anmeldt "Tilnærmelsesvis fraværende" på MetrOrd. Læs anmeldelsen her.